9. september

 

Loven kom ind ved siden af, for at faldet skulle blive større. Men der hvor synden blev større, blev nåden endnu mere overstrømmende rig. Rom. 5:20. (COR´s bibel: Loven er kommet, for at synden skulle flyde over. Men der hvor synden flød over, der flød nåden meget mere over).

 

Det er bare dem som drives og tvinges af synd og lov, som virkelig lovpriser Guds Lam som borttog al synd. Gud er forsonet, "nådig mod vore overtrædelser." Hans hjerte brænder af miskundhed i kærlighed til alle sine dyrekøbte sjæle. Men de kan ikke frelses, de søger ikke til fristæderne, uden at de jages og drives af blodhævneren. Derfor må Gud altid plage og udmatte os med lovens bud og domme.

Josef brændte af kærlighed til brødrene når de kom til ham i Egypten, og var straks indstillet på at hjælpe dem. Men gennem sin tolk "talte han hårdt til dem." Han lod dem blive bundet og fængslet, han forskrækkede og bedrøvede dem, for at bøje deres hårde hjerter.

Sådan må Herren også gennem sin tjener og tolk, Moses, forskrække, fængsle, tvinge og bedrøve os. Men "det er ikke af hjertet han plager og bedrøver menneskenes børn." Alt det loven siger, det siger den "for at hver mund skal blive lukket igen, og for at hele verden skal stå strafskyldig for Gud", og at synden skal flyde over.

I Rom. 7 viser apostelen os hvordan loven får synden til at flyde over. Der ser vi at loven ikke bare, som i et spejl, viser os synden. Men også gennem forbuddet opvækker synden som hidtil har sovet. Vækker den op til aktiv kamp for at den ikke længere skal skjule sig, så synderen tror han er syndfri: "Jeg levede en tid uden lov, og da var synden død. Men da loven kom, vågnede synden til live og virkede al slags ondt begær i mig."

Og nu er synderen straks blevet svag og hjælpeløs, han som før var så selvsikker og selvhjulpen, så stolt og så kristelig. Nu er han pludselig så svag og hjælpeløs at ingenting i verden kan trøste ham. Nu bliver livet i synden, som før var så kært for ham, bare bittert. Det fremmede land en slagmark. Men nu bliver Faderhuset kært for ham, ja, til og med tjenerstillingen der.

Åh, så meget godt som kommer ud af det når synden flyder over. Og dette modnes ikke frem gennem lovløshed, men gennem loven. Til dette er loven god, men ikke til at gøre menneskene gudfrygtige. Indprent dig, og husk det for altid; at Skriften siger: "Loven kom ind for at synden skulle flyde over." - Bemærk: ikke overvindes, men flyde over! Sådan at netop når du vil blive bedre, så bliver du bare værre! Når du vil være hyggelig og hellig, bliver du tværtimod uhyggelig, og synden flyder over.

Når du vil elske Gud, da føler du had, eller i hvert fald en forfærdelig kulde i hjertet. Når du vil være god og sagtmodig, da koger bitterhed i dig. Når du vil være ren i tanke og hjerte, da "vækkes al slags ondt begær i dig." Du vil være sønderknust og ydmyg, men da bliver du stenhård, stiv og fuld af hovmod.

Det er dette Paulus kalder for at "budet som skulle give liv, det gav mig bare død." At "synden kunne blive grænseløst syndig ved budet." Og dette er den rette virkning af loven når den træffer hjertet.

Men nu passer det ligesom på ingen måde, midt i en sådan tilstand af synd og elendighed, at tage imod nåde. Derfor vrider sjælen sig til alle sider for at finde andre udveje. Hvis loven ikke har truffet dybt nok, kan menneskene let finde afløb og trøst gennem egne gerninger; sin anger, sin bøn, sin omvendelse, sin sejr over enkelte synder, sit nye kristelige liv.

Sådan bliver et menneske en farisæer. Én bliver optaget med ydre gerninger, i diagonal og religiøs virksomhed. En anden har sin frelse ved bodsbænken, i tårer, bønner, forsagelse, ydmyghed, og ved at tage afstand fra verden. En tredje dæmper uroen som er vækket i ham ved engageret studie af åndelig litteratur. Han samler kundskab og klar åndelig lære, uden selv at være "smeltet sammen med" det budskab han tog til sig o.s.v.

Nu er tiden inde for Åndens overbevisning eller straffende embede. Alle disse "helgener" skal loven overbevise. Om hvad da? - Om synd fordi de ikke tror på mig. Ånden skal åbenbare for dem, at selv om de har gjort alt det et dødeligt menneske kan gøre. Om de har angret synden så de kunne græde blod. Om de har bedt dag og nat på sine bare knæ. Om de har tugtet sig selv på det strengeste, kæmpet til blods mod synden, nægtet sine øjne at se, sine ører at høre og sin tunge at tale noget som helst unyttigt. Nægtet sin mund at smage og hele sit legeme at nyde noget som helst unyttigt.

Om de har givet alle sine ejendele til de fattige og brugt al sin tid på sin næstes behov. Om de har profeteret i Jesu navn, og gjort mange kraftige gerninger i Jesu navn -.

Så skal Herren med sårene i hænder og side fordømme dem og sige: "Gå bort fra mig, I som gjorde uret, - på grund af synd, fordi I ikke troede på mig."

Ånden skal åbenbare for dem at de med al denne sin hellighed, alligevel skal kastes ud i det yderste mørke. Fordi de ikke havde Kristi retfærdigheds bryllupsklæder på. Fordi de ikke havde haft hele sin trøst alene i den blodige Frelser på Golgata. Ikke har gjort det bytte med ham at han har taget deres synder på sig, og de har modtaget hans retfærdighed.

Åh, lad nu dette én gang for alle stå fast for dig: Hvis ikke hans gerninger er dine gerninger, hvis ikke hans anger, hans bønner, hans lidelse og død er blevet dit, - da er du evig fortabt.