5. september

 

Overgiv ikke jeres lemmer til synden, som et uretfærdigheds våben, men giv jer selv til Gud. Rom. 6:13.

 

Her giver apostelen os en alvorlig formaning. Hvis vi ikke kan undgå at synden angriber os i vort indre, med onde tanker og lyster, må vi ikke med vort legemes lemmer også udføre det onde. Men hele tiden, tværtimod al indre ondskab, tale og leve efter Guds ord.

Derfor mener han da her helt konkret vort dødelige legeme og dets lemmer; øjne, øre, tunge, hånd, fod osv. Dit øje er blændet enten af jordens forgængelige skatte, af forførende legemlig skønhed, eller af verdens stads og pragt.

Disse synlige ting vil da drage dig mod synden. Da er det alt afgørende at vi flygter væk fra lysten som stiger op i os, og ikke en gang lader øjet være optaget med dette som forfører det. For ellers overgiver du det netop til synden, som et uretfærdighedens våben.

I dit øre modtager du fristelser når du hører på syndig og forførende tale. Standser du alligevel op og lytter, da overgiver du dit øre til synden, som et uretfærdighedens våben.

Når du bliver hidsig, bliver du fristet til at såre, stikke eller være spydig mod dine medmennesker med din tunge. Eller på grund af hemmelig uvilje eller misundelse fristes du til at bagtale eller udsende rygter om et medmenneske som ikke er til stede, og fordreje hans ord og gerninger værst muligt. Slipper du tungen løs i sådanne fristelser, da overgiver du den til synden, som et uretfærdighedens våben.

Men giv jer selv, altså både med legeme og sjæl, med alle indre og ydre kræfter, - til Gud. Først og fremmest skal vi give hjertets frygt, tillid og kærlighed til ham. Og så videre al lydighed og tjeneste både i gerning og i lidelse. Det er dette vi skal give til Gud. Vi skal give ham os selv med alt det vi er og har. Hele vort liv, med alt hvad der findes i det, skal vi tilegne ham.

Vi skal ikke trække os væk fra noget som helst han vil vi skal foretage os, ingen lidelse eller kors som han lægger på os. Vi skal ikke have vort liv så kært at vi ikke kan ofre det for ham. Åh, hvilken nåde at kunne give sig selv til Gud, - at han vil have os som sine egne, at han vil sige til en stakkels synder: "Mit barn; giv mig dit hjerte!"

Og når vi da har givet os selv til Gud med alt som er i os, så må vi også overgive vort legemes lemmer til ham, som retfærdigheds våben. Her ser vi at den kristendom, som nok vil dyrke Gud i sit hjerte, og ikke vil overgive sine lemmer til synden, ikke er den rette, - men for øvrigt bare vil være uvirksom, og ingenting gøre i Herrens tjeneste.

Her siger apostelen at vi også skal tjene ham med vort ydre menneske. Han siger vi skal "give ham vore lemmer som retfærdigheds våben." Vi skal ikke bare gå rundt og være kristelige, og ikke gøre noget ondt. Vi skal være virksomme og lade vore lemmer blive brugt i Herrens tjeneste.

Som våben, siger apostelen. Det siger os at også vor konge fører en krig på jorden, hvor vore lemmer skal bruges som våben.

Og han siger som retfærdigheds våben. Vor konge "skal oprette ret og retfærdighed på jorden", d.v.s. alt som er sandt, godt og helligt. Og det skal vi være med på.

Dette kan vi gøre på mange forskellige måder, "alt efter som Gud har tildelt hver enkelt et mål af tro." Vi skal bruge vore lemmer; øjne, ører, hånd, tunge, ikke bare til det vi sædvanligvis regner som gudstjeneste; høre og læse hans ord, tilbede og bekende ham. Men også til alt det kærligheden kræver i vort daglige liv, i vort hjem og i vor jordiske stilling. For Kristi kærlighed driver os til at tjene vor næste med glæde.

Når du for Herrens skyld tålmodigt og ærligt udfører dit daglige arbejde, eller gavmildt deler ud af din jordiske formue, da giver du dine hænder til Gud, som et retfærdigheds våben.

Når du for Herrens store nådes skyld gerne går kærlighedens ærinde, da giver du ham dine fødder. Når du af kærlighed taler det som er godt og nyttigt - enten formaner, trøster og lærer menneskene Guds vej. Eller tager dig af børn eller syge, trøster i sorg og lignende. - Da helliger du din tunge til Gud, som et retfærdigheds våben.

Når man arbejder i værkstedet eller ude på marken, er en fattig tjener eller tjenestepige, levendegjort af nåden, i med- og modgang trofast og tålmodigt udfører sine pligter, - da skal de have den opmuntring at de ikke bare tjener mennesker, men Gud selv.

For til alle som i tro og kærlighed for Kristi skyld tjener sin næste på den måde hver enkelt er i stand til, skal den store, trofaste Herre en dag sige: "I har gjort det mod mig."

Åh, hvilken stor trøst og opmuntring vi har, hvis vi altid har dette klart for øje! Tænk hvilket saligt kald! Mens hele verden tjener synden, kan vi overgive vore liv med alle vore kræfter og gaver til den store Herrens tjeneste, for at deltage i hans hellige krig på jorden!

Det er da virkelig en ubeskrivelig herlig opfordring for vor ånd: "Give jer selv til Gud, og jeres lemmer som et retfærdigheds våben for Gud." Salige er de som virkelig kan leve i troen, sådan at både deres ånd og deres liv siger ja og amen til dette!