4. september

 

Skabningen venter og længes efter at Guds børn skal blive åbenbaret... For at skabningen selv skal blive friet ud fra forgængelighedens trældom og ført ind i Guds børns herlige frihed. Rom. 8:19,21.

 

Med stærke, malende ord skildrer apostelen her skabningens suk efter forløsning. For dermed at give Guds børn endnu en grund for hvor urokkelig og stor den herlighed som venter dem er, og som han tidligere har talt til dem om.

I begyndelsen skabte Gud alt som er på jorden til sine børn, for at de skulle bruge og glæde sig over det. Og dermed til ære og pris for hans herlige navn. Men gennem syndefaldet fik også denne skabning sin del af forbandelsen, sådan at den nu ikke længere opfylder det den oprindeligt var bestemt til. Dels fordi den nu ikke tjener Guds børn sådan som den skulle have tjent dem hvis synden ikke var kommet til verden, men tværtimod mest tjener Skaberens fjender og modstandere. Ja, den tjener helt konkret synden, fordi den misbruges af de fleste mennesker til synd.

Så er dette da en undertrykkelse eller trældom som skabningen lider under, mod sin vilje og uden sin skyld. Det var for syndens skyld at Gud efter syndefaldet lagde skabningen under forbandelse og trældom. Men dette misforhold skal alligevel ikke vare altid. Skabningen ligger under forgængelighedens trældom, men med det håb at den en gang skal blive friet ud fra dette "og ført ind i Guds børns herlige frihed."

Dette er det væsentlige i det budskab vi har foran os her. Men profeterne taler ofte om den fornuftsløse skabning som om det var fornuftige væsener. Som når der f.eks. siges at bjerge og høje fryder sig, at træerne klapper i hænderne, at sol og måne, vilddyr og fisk lovpriser Herren. På samme måde ser apostelens åndelige øjne også hele skabningen som i en lidelse, en urolig længsel efter at nå frem til målet. Han hører skabningen sukke og blive urolig mens den venter på forløsningen for Guds børn og for sig selv, fra trældommen.

Og dette fremholder apostelen for at styrke og opmuntre alle kristne. For det første med den vished, den garanti for at vor herlighed skal blive åbenbaret, og som ligger i at hele skabningen først når sit mål samtidig med at Guds børn når frem til sin endelige, herlige frihed. For Guds børn må da have et andet og bedre liv i vente. Den nuværende verdensorden kan ikke være den rette, eller den Gud i begyndelsen havde som mål. Nej, vi skal efter hans løfter vente på en ny himmel og en ny jord.

For det andet for at vi skulle tage storheden i den herlighed som da kommer til at blive åbenbaret, mere ind over os. Når hele skabningen skal fornyes og forherliges så al dens herlighed åbenbares. Når hele Guds skaberværk, det som skal tilhøre den nye himmel og den nye jord, skal renses, fornyes og forskønnes - bare for at Guds børns herlighed skal stå desto klarere frem.

Apostelen ønsker at sige at skabningen, som blev lagt under forgængelighed for syndens skyld, skal fries ud fra denne undertrykkelse som den sukker under. At den efter Guds løfter, ligesom Guds børn, venter på at blive friet ud fra forgængelighed og fordærv. Og sammen med dem skal iklædes den herlighed og skønhed den en gang blev skabt med fra Faderens hånd.

Når en datter i et rigt hus skal gifte sig, bliver hele huset vasket og pyntet til bryllupsfesten. Alle gæsterne, og selv tjenerne, skal da iklæde sig højtidsklæder. Skabningen er det rige hus hvor Gud fra skabelsen af havde sat menneskene for at være børn og arvinger. Når Kristi brud skal gå ind i sin brudgoms herlighed, når Guds børn skal aflægge sig den fattigdom og foragt de har været skjult under her i livet, og åbenbares i deres sande højhed og herlighed. Da skal alt det de har på sig fornyes, renses og pyntes.

Peter siger at da skal "himlene fortæres af ild, og jorden og alt som er på den skal smelte af hede. Men efter hans løfter ser vi frem til nye himle og en ny jord, der hvor retfærdighed bor." Den nye himmel og den nye jord, som er gjort færdig for Guds børn, skal da blive befriet fra forbandelsen. Da skal det genoprettes i den fuldkomne tilstand alt havde fra begyndelsen, da Gud så alt det han havde gjort og sagde "det var overmåde godt."

Vor tekst siger at skabningen venter og længes efter at Guds børn skal blive åbenbaret. Grundtekstens ord for "venter og længes" skildrer egentlig det at vente på en sådan måde at man på tå og med udstrakt hals ser efter den man venter på. Lüthemann ser derfor her et billede på en flok mennesker som længes så inderligt efter at se sin elskede konge komme, at de strækker sig alt det de kan for at se over hinanden, om han nu snart nærmer sig.

Sådan venter hele skabningen også i inderlig længsel efter noget. Og hvad er så det som de længes så inderligt efter? Apostelen svarer: Efter at Guds børn skal blive åbenbaret!

Her i livet er Guds børn så skjult, dels under al deres egen skrøbelighed, dels under dette livets vanskeligheder, kors og lidelser. Så de ofte ikke en gang selv ved hvem de er. Og langt mindre kan verden kende dem. Men en gang skal deres skjulte herlighed skinne frem. Og det venter hele skabningen på med inderlig længsel.