3. september

 

Glæd jer i håbet. Rom. 12:12.

 

Med håbet mener apostelen Guds børns forventning til herligheden i himmelen. Troen lever på Guds nåde her i livet. Men håbet ser frem til herligheden hos Gud, den herlighed Gud skal give.

Nu siger apostelen at vi skal glæde os i dette håb. Han beder os ikke om at forsøge at glæde os over ingenting -, og heller ikke over noget ubetydeligt eller noget forgængeligt. Nej, han holder håbet om hele det evige liv, op foran os, som det vi skal glæde os over.

Hvis vi virkelig fatter hvad det er for et håb vi er kaldet til, og så levende troede det Gud har lovet, skulle vi ganske sikkert blive fyldt af glæde. Ikke bare de dage hvor alt er let, men også når vi oplever de tungeste dage her på jorden. Og denne glæde; glæden i håbet, har langt større betydning og velsignelse end vi sædvanligvis tænker os. Den giver os en ny kraft i hele vor kristendom. Derfor vil vi da også se nærmere på netop dette.

Håbets mål, det håbet strækker sig efter og lever på; den herlighed Gud har gjort færdig for os, vil vi vel aldrig her i livet fuldt ud kunne fatte. For "det intet øje har set, og intet øre har hørt, det har Gud forberedt for dem som elsker ham." Men bare det vi ud fra Guds løfter ser og aner, er så stort og herligt at ingen mennesker kan finde ord for det.

Hvem kan fuldt ud udtrykke hvad det indebærer at vi skal være Guds arvinger og Kristi medarvinger? Og hvem er disse som skal blive ophøjet til noget så saligt? Jo, helt konkret de som her i livet er Guds børn. For sådan lyder Ordet: "Er vi børn, da er vi også Guds arvinger og Kristi medarvinger."

Altså hver eneste en som er udvalgt af verden. Som gennem Guds ord og Ånd er blevet opvakt af sin søvn i synden og har fundet sin frelse i Kristus. Og som fortsat, med alle sine svagheder, har al sin trøst bare i ham. Som ikke kan undvære hans nåde og venskab, ja, hans kød og blod, d.v.s. hans forsoning, men netop i dette har sin mad og hele sit livs behov for sin sjæl.

For så siger vor Herre Kristus: "Den som spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og ham skal jeg oprejse på den yderste dag." Tænk at Kristus selv siger om alle sådanne fattige sjæle som bare har al sin trøst i hans forsoning, at de skal have det evige livs salighed! Og det siger han ganske bestemt, og gentager det mange gange. Hvem er da den som fuldt ud kan skildre det som ligger i Kristi egne ord: "Da skal de retfærdige stråle som solen i sin Fars rige!"

Og hvem kan uddybe det vi ser Johannes siger? "Da skal vi blive ham lig, for vi skal se ham som han er." Dette håb havde David allerede da han sagde: "Men jeg, jeg vil skue dit åsyn i retfærdighed. Når jeg vågner skal jeg mættes ved din skikkelse."

Herren Kristus har også udtrykkeligt sagt: "Far, jeg vil at også de som du har givet mig, skal være hos mig der hvor jeg er, og at de skal se min herlighed, den som du har givet mig."

Hvad kan være mere troværdigt end det Herren Kristus selv siger? Vort håb om frelse har dermed en usvigelig grund. Derfor hedder det også: "Dette håb har vi som et anker for sjælen, sikkert og fast."

Når vi nu har et så herligt og grundfæstet håb om den evige glæde, bør vi da også sige farvel til alle jordiske bekymringer! Bort med al ængstelse og al uro! Jeg har en evig lykke, jeg går mod en evig glæde. Lige så sikkert som håbet om frelse ikke er bygget på vor værdighed eller vore tanker, men på Guds egne gerninger og evige rådslutning.

Det er både uværdigt for dem som bekender sig til Kristus, men også til stor skade for vor kristendom, at vi glemmer håbet om frelse, og ikke fryder os over det. Men bare går med tunge skridt og suk på vejen mod himmelens glæde.

Vi må blive optaget med vort håb om frelse med langt større alvor. Da vil det, som vi netop sagde, også styrke hele vor kristendom. Det vil sætte os mere i stand til at gå den rette vej til livet, og gøre os mere ligegyldige for det jordiske. Det ville opgløde os til mere tålmodighed og udholdenhed i kampen for kronen.

 Derfor bliver håbet om frelse også kaldt for en hjelm. Hjelmen er en vigtig del af udrustningen. Den gør at vi har mere mod til at storme frem i striden. Og når apostelen kalder håbet et "anker for sjælen, sikkert og fast", har han med det også sagt at håbet om frelse skal magte at holde os fast hos Herren gennem alle fristelsens storme, så vi ikke fuldstændig skal drives bort på verdens vilde hav.

I tider med nød og lidelser skal et levende og fast håb føre os dybere ind i himmelens evige glæder. Og holde os nøgterne og forstandige når jordisk lykke prøver at optage os. Så vi altid kan sige som apostelen: "Jeg har et ønske om at bryde op herfra og være med Kristus, som er det allerbedste."

Åh, måtte Herren tilgive vor vantro, og hjælpe os til at glæde os mere i håbet!