27. september

 

Stå nu ombundet om jeres lænder med sandheden. Ef. 6:14.

 

Dette ordvalg er lånt fra datidens krigsførelse. Krigeren skulle have et bælte spændt om sit liv. De klæder de brugte på den tid, skulle løftes op, samles og spændes fast med dette bælte, så de ikke skulle flagre og hindre dem i striden. Samtidig skulle bæltet også give kroppen en vis fasthed og holdning.

Men selve bæltet, som vi skal være ombundet med, hvad er så det? Jo, apostelen siger "med sandheden." Åh, hvilken guddommelig visdom! Her taler Herrens Ånd. Vort åndelige liv skal være ombundet med sandheden.

På samme måde som vor fjendes inderste væsen og kraft er løgnen; falskhed, løgn og bedrag, - så skal vort stærkeste våben mod ham være sandheden.

Men ordet sandhed har en dobbelt betydning i Skriften. Først lærens sandhed, eller Guds ord. Og det taler da om at vi skal ruste os med en klar og sikker kundskab i Guds ord, så vi ikke lader os forvirre af mange slags fremmede lærdomme.

Men dernæst betyder dette ord også sandhed i vort eget hjerte; d.v.s. oprigtighed og alvor. At vi i alle forhold bare spørger efter hvad der er Guds vilje, for så også at gøre efter det. Og vi bør uden tvivl stå ombundet med sandhed i begge betydninger.

Der findes ikke noget kraftigere middel mod alle djævelens forførelser, end at holde fast på det Gud har talt i sit ord. På samme måde som krigerens klæder skulle holdes samlet af krigsbæltet, så det ikke skulle flagre alle veje. Sådan skal vore tanker, som ofte flagrer alle veje, strammes hårdt sammen med sandheden. Så vi altid møder fristeren med: Dette har Gud sagt i sit ord. Og "himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå", siger Jesus. Det Gud selv har talt, det står urokkeligt fast, og det vil jeg tro på.

Åh, hvilken salig tryghed, at binde Guds egen sandhed om sig! Og dette er det første og det vigtigste, hvis vi skal kunne stå fast i prøvelsens time.

Men hvad hjælper det med al mulig fasthed i læren, hvis Guds Ånd ikke har fået skabt den rette alvor i hjertet, så vi bare ønsker at vide hvad det er Gud vil i hver enkelt sag, for så at gøre efter det?

Hvad hjælper krigerens våben, hvis der ikke findes liv og kraft i hans legeme? Da falder sværdet ud af hans hånd helt af sig selv. På samme måde glider Ordets sandhed ud af sig selv, hvis vi ikke beholder den sandhed og oprigtighed som Gud har virket i vort hjerte.

Hvert eneste menneskes hjerte er af naturen fuldt af hykleri og falskhed, - hvert eneste menneske er en løgner! Det er alene gennem den nye fødsel Herrens Ånd skaber dette hellige alvor i vort hjerte, som gør at vi siger: "Jeg må vide hvad der er Guds vilje, hvordan han vil have det, koste hvad det koste vil, ja, om det så skal koste mig livet. Hans vilje skal være min rettesnor."

Da vil jeg tage hele Guds ord ind over mig. Da udvælger jeg mig ikke bare enkelte gerninger og opfattelser. Da er jeg på vagt overfor det inderste i hjerte, tanke, begær og hemmelige tendenser, som ingen mennesker ser. Da bliver jeg nok på alle områder tugtet og nedslået over mig selv. Men da bliver Kristus også herliggjort for min sjæl, og jeg har forladelse for alt, så jeg fryder mig over en evig nåde.

Men da får jeg også en inderlig kærlighed til alt det Gud vil. Og da er der sandhed i min gudsfrygt, når jeg gør det gode af hjertens lyst, og ikke af tvang. Nu vandrer jeg for Guds åsyn med både mit indre og ydre menneske. Og da bliver jeg stadig mere og mere renset, oprigtig og sand i tanker, ord og i hele mit væsen.

Dette er helt og fuldt et værk af Herrens Ånd. Og fordi han virker sandhed i vort væsen, kaldes han også for Sandhedens Ånd. Det er hele den nye fødsels værk som gør at vi er af sandheden og vandrer i sandheden.

Men alt det Gud har virket i os vil djævelen ødelægge. Dette arbejder han stadig med. På ny vil han gøre vort hjerte falsk og ligegyldig, så det ikke skal være så nøjeregnende med hvad der er Guds mening og vilje.

Da er det om at gøre at vi ved den nåde vi har fået, virkelig frygter for djævelens bedrag. At vi virkelig er nøjeregnende med alt, ikke slipper nogen falskhed ind i vort hjerte. Straks vi mærker det mindste til djævelens bedrag, må vi råbe til Gud: "Lad hellere alt muligt ondt ske med mig, bare jeg ikke må blive falsk i mit forhold til dig! Brug hellere de bitreste ting, Gud. Bare jeg må være oprigtig overfor dig!" På denne måde spænder vi også sandheden om vort sinds hofter.

Og glemmer vi dette, så er alt tabt. En kristen kender altid slangens giftstrømme i sin natur, i alle slags tendenser, også som falskhed. Men det fører ikke til døden, så længe den oprigtige Ånd kæmper imod, forbander denne slangens yngel og påkalder Gud.

Men den som ikke mærker nogen som helst falskhed i sig, men tror han er helt ren for sådant, han er allerede dysset i søvn af den. Og da fører falskheden til åndelig død når man begynder at forsvare den, indgår en hemmelig pagt med den og vil tjene den. Da er selve din ånd og dit hjerte falsk.

En sådan kristen kan ikke kæmpe Åndens kamp, om det så bare er i en enkelt sag. Når han ved med sig selv at han undskylder falskheden, så står han magtesløs, er ikke åben for Gud, bliver fej i striden og ustadig på vandringen.

Men der hvor oprigtighed har råderetten i hjertet, kan djævelen ingenting udrette. For alle fristelser til synd fører da bare til et stærkere bønsliv og gudsfrygt.