25. september

 

Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode! Rom. 12:21.

 

Ser vi disse ord i sammenhæng med verset foran, synes meningen først og fremmest at være denne: Lad ikke din uvens ondskab overvinde dig, så du også bliver ond. Men overvind i stedet hans ondskab med en strøm af kærlighed fra dig. Sådan at du forvandler ham til din ven.

Men først og fremmest er det da nødvendigt at du har lært at overvinde dit eget hjertes ondskab, så dette ikke får overmagt over den tilgivende kærlighed. Den som sidder fast i had og hævnlyst, er blevet "overvundet af det onde", og det af et dobbelt onde.

Det onde i hans uvens hjerte og det onde i hans eget hjerte, har slået sig sammen for at friste ham til had og hævnlyst. Og når han forsvarer og undskylder sin egen ondskab, og ikke vil forlade, elske og gøre godt mod sin næste, da har de sejret over ham.

Når du er overvundet af det onde, da er du også på en måde dobbelt ulykkelig. Ikke nok med at dit hjerte præges af had og uvenskab mod et medmenneske, som fra før i sig selv er i en ulykkelig og fredløs tilstand. Men du er også på grund af det samme had og uforsonlighed stængt ude fra Guds nåde og venskab.

For vor Herre Kristus har tydelig udtalt: "Hvis ikke hver eneste en af jer af hjertet forlader sin brors overtrædelser, da skal jeres Far heller ikke forlade jer jeres overtrædelser."

Det har derfor den allerstørste betydning at vi ikke lader os overvinde af det onde og bliver siddende fast i had og uforsonlighed. Ja, det er altså helt nødvendigt hvis vi skal blive frelst.

Det er et helt særligt forhold i denne ondskab med hadet. Det vidner nemlig om hvordan dit hjertes forhold er til Gud, til synden og nåden. For bare at du siger du ikke kan forlade et bestemt menneske, så siger du samtidig at du selv kan undvære Guds nåde og Guds forladelse af dine synder. Ja, du kan selv undvære frelse og evigt liv.

Hvis du derimod klart kender din egen synd, og Guds nåde virkelig er uundværlig for dig, da kan du selv forlade de allerstørste uretfærdigheder som påføres dig.

Kan du ikke det, så bed Gud forbarme sig over dig og opvække dig, så du ser både dine synder og Guds dyrebare nåde. Da vil du kunne forlade hvad som helst, og ikke lade dig overvinde af dette dødelige onde; det uforsonlige had.

Men overvind det onde med det gode. Dette betyder frem for alt at overvinde din uvens ondskab med en strøm af kærlighed og hjælpsomhed mod ham. På et hårdt ord giver du et ydmygt svar. Sådan dæmper du harmen. Et uvenligt blik møder du med et varmt og venligt åsyn.

Når du hører at en nabo har sagt noget ondt om dig, skal du fortælle noget godt du ved om ham. Så får han måske også dette at høre, og forholdet kan forvandles til venskab. Når han afslår at give dig den hjælp du behøver, pas du da på, at få givet ham en hjælp som han kan behøve o.s.v.

På denne måde "overvindes det onde med det gode." Det bliver en konstant brydekamp mellem din uvens ondskab og din egen tålmodighed, din kærlighed og hjælpsomhed. Pas da på, at det gode hos dig ikke bukker under, men tværtimod overvinder uvennens ondskab. 

Og bliver det gode hos dig ikke bare overvundet, men at du altid kan fortsætte i kærlighed og hjælpsomhed, vil din uvens ondskab nok i de fleste tilfælde blive overvundet.

Men om det så ikke sker, har du alligevel overvundet det farligste onde når du har overvundet dit eget hjerte og bevaret kærligheden. Men også dette onde, det som rører sig i dit eget hjerte, kan også bare overvindes gennem en andens godhed: Nåden i Guds hjerte.

Kæmper du bare i egen kraft mod dit hjertes ondskab, bliver du snart overvundet. Men hvis Guds store kærlighed, som forlader alle dine synder, bliver åbenbaret for dit hjerte, og altid bestemmer der, da vil du også altid blive drevet til omsorgens kærlighed mod din næste. Og da er det i dybeste forstand sket i dit eget liv at "det onde er overvundet med det gode."

Sådan er de kristnes kampe og sejre. Verden kalder det at sejre når den har kunnet hævne sig mod en fjende. Men i Kristi rige består sejren i at man ikke hævner sig, men overvinder sin trang til at tage hævn.

De kristne strider først og fremmest mod sin egen ondskab. At nedkæmpe den er deres største sejr. Men også når de strider mod andres ondskab, er det kærlighed og hjælpsomhed de bruger for at bekæmpe den.

Måtte Gud med sin store og evige kærlighed mere og mere opgløde os til denne kamp - at "overvinde det onde med det gode!"