17. september

 

Hvad som helst I beder om i mit navn, det skal jeg gøre, for at Faderen skal blive herliggjort i Sønnen. Joh. 14:13.

 

Her skal vi lægge nøje mærke til hvad det vil sige at bede i Jesu navn. At bede i Jesu navn betyder egentlig at bede med grundlag i Jesu stedfortrædergerning. I bøn ved tro at påberåbe os stedfortræderens rettigheder.

Det er dette som ligger i selve udtrykket; at bede i en andens navn, og som er velkendt fra det daglige liv. Det er dette som sker når en rig og vel anset mand giver sin kaution og anbefaling til en bank. For at en person som selv ikke har sikkerhed nok, kan få det lån han behøver i den andens navn.

Med en kaution fra en sådan vel anset person, går den som har brug for hjælpen med stor frimodighed til banken. Og banken er da også så tryg og klar til at hjælpe låntageren med det han behøver, at låntagerens egen mangel på formue og sikkerhed ikke betyder noget. Vi behøver ikke mere end denne kautionist, siger banken.

Sådan går det når vi må komme i en andens navn. Dette hjælper os til at fatte hvad det betyder at bede i Jesu navn, og som i vor kirkes bønner sædvanligvis afsluttes med ordene: "Ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre."

Og ser vi på sammenhængen omkring den tekst vi har foran os i Joh. 14, finder vi vel også dækning for den opfattelse at det at bede i Jesu navn også indebærer at vi beder overensstemmende med Jesu sindelag.

Men skal vi på rette måde kunne bede med grundlag i Jesu stedfortrædergerning, og bede med Jesu sindelag, må der være sket den Åndens gerning i hjertet som har gjort os til Guds børn og Jesu sande disciple.

Så dybt ligger syndefaldets smitte i hele vor natur, at vi tror Gud ser på os og vor værdighed. At han kun er nådig mod os når vi har været lydige og levet et pænt kristeligt liv. Men at vi ikke kan vente at han skal være nådig mod os og høre vore bønner når vi lider samvittighedens kvaler for synd og fald.

Sande Guds børn blev i omvendelsen så tilintetgjort og knust af loven at de bare med stor nød kom gennem den trange port af bare nåde for Kristi fuldbragte stedfortrædergernings skyld. Så blev de fuldkommen frelst og salig i troen på Kristus alene.

Alligevel sidder denne selvretfærdighedssmitte så dybt i hele vor natur, at selv disse sande Guds børn tusind gange, ja, så længe de lever på denne jord, igen og igen falder i samme vildfarelse; at Gud skal være nådig og høre deres bøn bare i samme grad som de har været lydige og fromme. Men derimod ikke vil høre deres bøn når de er blevet overrumplet af synden og føler sig uværdige.

Men at komme frem i bøn med den holdning, at Gud skal høre os i samme grad som vi selv er værdige, det er netop modsætningen til at bede i Jesu navn, eller med al sin tillid til hans stedfortrædergerning.

Åh, hvor megen nød og knusende erfaringer vi må i gennem før vi omsider helt og fuldt mener det når vi i bøn til Gud siger: Bare på Jesu værdighed, bare i Jesu navn, bare for hans skyld, vær mig nådig og giv mig af det gode, selv om jeg bare har fortjent alt ondt.

Men når dette er så vanskeligt selv for genfødte Guds børn, hvor totalt umuligt er det da ikke for et uomvendt menneske at kunne bede en eneste bøn ret, bare grundet på Jesu værk alene! Lige umuligt er det jo også i den ugenfødte tilstand at kunne bede med Jesu sindelag. Af hjertet have den samme trang og bøn som Herren Jesus selv, som var der andre som hørte med i det at bede i Jesu navn. For bøn skal være udtryk for hjertets begær og trang.

Men tænk hvilket nådens under når jeg opdager at jeg ved troen har fået et sådant hjerte! At også når jeg ikke tænker på Jesu forbillede og eksempel på bøn, men bare går helt almindeligt i mit daglige arbejde, alligevel har den samme nød i hjertet, den samme omsorg, ønsker og suk som jeg kender fra Herrens bøn og andre udtryk for Jesu sindelag.

Jeg går og tænker og sukker om at Gud i sin nåde må lade sit rige vokse i mit og andres hjerter. Så jeg må have det sind at jeg ikke har nogen større glæde end når jeg hører hvad Gud har udrettet i et menneskes hjerte, eller når jeg mærker at Guds rige har fremgang på et sted, eller Guds navn bliver kendt og æret.

For da har jeg fået samme sindelag som ligger i de to første bønner af Fadervor: "Helliget blive dit navn, komme dit rige." Dette var også summen af alt det som var Jesu trang og nød her på jord. Det han døde for, og det han brugte alle kræfter på, for at frelse sjæle og udbrede Guds rige på jorden.

Du som går og sukker for netop det samme, som har nød for sjæles frelse: Glæd dig og fryd dig over at du har fået den nåde at have samme sindelag som Jesus! Om da verden virker aldrig så mørk og ond for dig, så er det et nådens under som er virket i dit hjerte, tusind gange mere værd end alt hvad du kan tænke dig på jord.

Når du, uden at tænke på Jesu forbillede eller på bønnerne i Fader vor, måske både dag og nat går med dette suk: Åh, om Gud ville drive sin vilje igennem med mig, selv om hans vilje skulle hindre og døde min egen vilje! Da er det samme sind i dit hjerte som i den tredje bøn: "Ske din vilje!"

Vågn op med fryd og forundring over det under som er sket med dit hjerte; at samme sind er i dig som i Jesus!

Hvilken nåde, hvilken herlighed, at samme Ånd bor i os som i Gud! Er dette ikke et bevis på at vi har "fået del i Guds natur"?