16. september

 

Lad jeres hofter være ombundet og jeres lamper brændende. Luk. 12:35.

 

Disse ord siger i billedsprog det samme som Herren straks tilføjer: "Vær selv ligesom mennesker der venter på sin herre når han vender tilbage fra brylluppet, sådan at når han kommer og banker på, kan de straks åbne op for ham."

Og når det gælder den åndelige betydning af dette ord, vil Herren sige: Vær hvert øjeblik forberedt på at jeg kan komme. Lad mig og tjenesten for mig være det jeres blik altid er rettet imod. Vogt jer, så jeres hjerte ikke bliver optaget med noget andet. Så det ikke bliver bedraget og behersket af verden eller af kødet. Så det ikke kan tjene mig på rette måde og kan tage imod mig med glæde. Jeg er nu ikke synlig tilstede hos jer, indtil jeg har vundet min brud (det er hele den menighed, eller det antal af menneskeslægten som skal blive frelst). Men da skal jeg komme igen i stor herlighed, for at dømme levende og døde. Pas på at I altid er forberedt på denne dag!

Men for at være forberedt på denne dag kræves der særligt to ting: Det første er at vi altid er klædt i bryllupsklæderne. D.v.s. lever i troen og dagligt ifører os Kristi retfærdighed. Så vi ikke sover bort fra den syndserkendelse som virkelig driver os til Kristus. Men at vi altid har så stor nød for vore synder at vi ikke kan leve uden Kristus og ordet om ham.

Dette er det allervigtigste for at vi kan møde dommeren med fryd, for "den som har Sønnen, har livet." Den som lever af hans kød og blod, d.v.s. af hans forsoning, han har helt konkrete løfter om det evige liv. Dette er den første betingelse for at vi kan være frelst når vi dør, og stå for Kristi domstol.

Men dernæst er det også nødvendigt at vi passer på at leve i en frisk kærlighedens ånd. "For på denne måde skal det rigeligt" - frit og fredfuldt - "blive givet os indgang i vor Herre og frelser Jesu Kristi evige rige." Så vi ikke bare slipper ind "som gennem ild."

Med lyst og glæde skal vi tjene Herren, og strække os efter det som er der oppe. Så vore hjerter ikke bliver tynget af dette livets bekymringer, af gerrighed og andre synder som binder os, eller af had og uforsonlighed overfor medmennesker. For sådanne ting hindrer os i at træde frem for Gud med frimodighed.

At sådanne hindringer ryddes af vejen, og at kærligheden driver os i tjenesten, det er den nærmeste betydning af disse ord om at "lade hofterne være ombundet" og "lampen brændende."

Med dette vil Kristus særligt formane os til ikke at lade det kødelige, selvsikre og selvoptagede liv tage overhånd på ny. Dette ser vi endnu tydeligere i det han tilføjer i vers 45 og 46: "Men hvis denne tjener siger i sit hjerte: "Min Herre venter med at komme", og han begynder at slå tjenerne og tjenestekvinderne og at spise og drikke så han bliver beruset, da skal denne tjeners herre komme på en dag når han ikke venter ham."

Denne tjener skildrer slet ikke bare en ligegyldig kristen, men en helt frafalden kristen. Det ser vi af at den evige vredens dom ramte ham; Herren siger: "Han skal hugge ham i stykker og give ham sin lod sammen med de vantro."

Og vi må aldrig glemme at det er netop denne forfærdelige afslutning det får, når en kristen begynder at være så ligegyldig og selvsikker at han ikke frygter for farerne, og ikke lader sig advare. En sådan selvsikkerhed fører netop til et totalt frafald, til åndelig død, og til evig fordømmelse.

Derfor er det helt nødvendigt at vi tager Kristi advarsel alvorligt til hjerte, hvis vi skal blive frelst. Og hvis vi er begyndt at blive verdslige, selvoptagede og selvsikre, må vi straks bryde op fra selvsikkerhedens lejr. Vi må søge Guds barmhjertighed og nåde til at komme tilbage til den første gudfrygtige og vagtsomme ånd. Den vi levede i fra begyndelsen, da Gud omvendte os.

Fra første til sidste side i Den Hellige Skrift finder vi ikke et eneste sted som giver et selvsikkert menneske noget håb om at det skal gå godt også for ham. Der står ikke et eneste ord som siger at Gud er så nådig og trofast at selv om du ikke bekymrer dig for nogen ting og ikke er bange hverken for synden eller djævelen, så skal Herren nok i sin nåde hjælpe dig. Nej, et sådant løfte findes ikke i Bibelen.

Der er vidunderlige, nåderige løfter for syndere. Også for dem som har de allerstørste fristelser, fald og synder. Men læg mærke til at løfterne altid alene gælder dem som lader sig tugte og føres til omvendelse, anger, frygt, strid og bøn. Da er der hjælp at få for alt. Men ikke ellers. Sjælefjendens hær vil ødelægge de selvsikre.

I dette fjendeland må vi enten kæmpe og leve i stadig frygt, og frelses bare ved styrken af Guds magt. Eller blive selvsikre og uden bekymring, og da gå fortabt.

Sådan er det altid i en virkelig krig. Sådan er det også for den som må kæmpe sig op gennem en strid flod, for ikke at blive ført med ud over vandfaldet. Lægger han sig til at sove i båden, vil han straks begynde at drive, og snart blive ført ud over og omkomme.

Og hele vor natur er jo smittet af et fordærv som altid drager os bort fra frelsens vej. Desuden arbejder verden og djævelen uafbrudt med samme hensigt. Alt dette er grund nok til at vi selvfølgelig må tage denne Herrens formaning til os: "Lad jeres hofter være ombundet og jeres lamper brændende."