14. september

 

Skønt de kendte Gud, ærede og takkede de ham ikke som Gud, men blev tomme i deres tanker, og deres uforstandige hjerte er blevet formørket. Rom. 1:21.

 

Her lærer vi hvor alvorligt Gud kræver af mennesket at de skal takke og prise ham i samme grad som de kender ham. Selv om vi kun kender ham som en vis og almægtig skaber, vil han alligevel at vi også skal tilbede ham sådan. Selv da skylder vi ham hele vort hjertes kærlighed, ærbødighed og lydighed.

De har "ikke æret og takket ham", siger apostelen. Vi bør stadig minde os selv om at Gud er ophavet til alt det vi er og har, "i ham er det vi lever og bevæger os og er til." Derfor er det også noget af det vigtigste i vor gudsdyrkelse at vi altid takker ham, erkender vor afhængighed af ham, og i alle ting giver ham alene æren.

Og tænk, når hedningerne, som ikke en gang havde evangeliets lys, alligevel "er uden undskyldning" når de ikke ærer og takker Gud. Hvordan skal det da gå med os, som han har talt til gennem sine profeter og til sidst gennem selve Sønnen, om vi ikke ærer og takker vor Gud!

Men hvad det virkelig er at ære ham som Gud, det er der nok grund til at tænke endnu dybere over. Det gør vi ikke bare med ord, pæn fremtræden og gode gerninger. For dem som erkender at Gud er Ånd, de skal også tilbede ham i ånd og sandhed.

Som vi allerede har vist, vil Gud vi skal ophøje ham i samme grad som han har åbenbaret sig for os; elske ham sådan som vi har set han fortjener vor kærlighed, frygte ham sådan som vi har set vi har grund til at frygte ham, tro på ham sådan som vi har set han er trofast og sandfærdig. Og lyde ham i alle ting, sådan som vi har set han har magt og ret til at herske over os i alle ting. Dette er at ære og takke ham som Gud.

Hvis vi nu af hjertet vil prise Gud på denne måde, da må vi først overfor ham blive knust, på grund af alle vore fejl og synder vi da får at se hos os selv. Vi må bekende at han dømmer fuldstændig ret om han kaster os i helvede. Da ophøjer og priser vi ham som Gud. Da får Gud igen den ære han blev frarøvet i syndefaldet, da slangen forgiftede mennesket med denne tanke: "Har Gud virkelig sagt I skal dø?" Når vi nu erkender os skyldige til døden, da ærer og takker vi ham som Gud.

Han har også åbenbaret sit råd til vor frelse for os, åbenbaret sin Søn for os, og sin bestemte vilje til at frelse alle dem som ophøjer Sønnen. Men da kræves det også at vi tror han er sandfærdig i sit budskab om hvordan han vil frelse os. Så vi ikke forkaster Guds nåde, men bøjer os for hans ord og tror på hans barmhjertighed. Dette er at ære og takke ham som Gud.

Forstår vi, syndere, at det er hans alvorlige vilje at "de som nu lever ved hans Søns død, ikke skal leve sig selv, men ham som er død og opstanden for dem"? At vi skal tage afsked med alt det som ikke behager Gud, og gøre det som er hans vilje -. Da kræves det også at vi med glade, taknemmelige og villige hjerter gør dette. Og, uanset alt det som mangler hos os, altid tror på den evige forladelse som han købte så dyrt, og så sikkert har lovet os. Alt dette hører med til at ære og takke ham som Gud.

Gør vi ikke dette, men bliver "formørkede i vore tanker" og begynder at leve frit, mod alt vort kendskab til Gud, da vil Gud, som den retfærdige straf tage sit lys fra os. Da lader han vore uforstandige hjerter formørkes og finde på alle slags uhyggelige ting, som apostelen her siger om hedningerne.

Dette er den alvorlige lærdom denne tekst giver os, og som særligt bør gribe os som Gud har givet sit evangelium til. Så højt har Gud altså benådet os, at han ikke bare har stillet hele skabningen frem for vore øjne, fuld af vidnesbyrd om hans evige kraft og guddommelighed. Men har også givet os sin egen Søn fra himmelen, som er blevet vor bror og trofaste stedfortræder. Han opfyldte loven og købte os med sit blod fri fra synden og lovens forbandelse.

Han har givet os sit ord om alt dette, og sender os dagligt Den Hellige Ånd som selv virker alt det vi behøver til liv og gudsfrygt. Som kalder, vækker, tugter og trøster os, - alt efter som vi trænger til det.

Tænk; når Gud har givet, og fortsat giver os alt dette, - mens verden fortsat går sin egen vej, er selvsikker og ugudelig, ikke frygter Gud, ikke priser og takker ham for al hans nåde, men bare lever frit i al sin synd, sin selvoptagethed og afgudsdyrkelse -. Hvem kan da undre sig over at Gud bare lader verden fare? Ja, bare lader dem forblindes og forhærdes så de knapt et øjeblik frygter for helvede.

Hvor meget alvorligere er det da ikke for os? Vi som til og med har Guds nåde og Åndens liv og lys, har smagt Guds godhed og er begyndt at vandre i Ånden, om vi på ny skulle falde fra, blive selvoptaget i vore tanker og igen leve i selvsikkerhed og bevidste synder. Hvor retfærdig, men forfærdelig, ville Guds dom da ikke blive over os!

Uanset hvor skrøbelige og syndige vi var, bare vi gav ham alene æren og bekendte vor synd for ham, dømte os selv og søgte hans nåde, ville det alt sammen jo blive tilgivet.

Men foragter vi ham, misbruger og sætter os op mod det lys han har givet os, og begynder at holde sandheden nede i uretfærdighed -. Hvem kan da undres, siger vi endnu en gang, over at Gud i sin hellige retfærdighed handler med os sådan som fortsættelsen af dagens tekst viser!