13. september

 

Af nåde er I frelst, ved tro, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave. Ef 2:8.

 

Nåde er et vigtigt ord i frelseslæren. Derfor må vi virkelig stoppe op for dette ord. Det kan virke som om det er let at forstå, så længe det bare drejer sig om at tænke og tale om det. Men så snart det gælder brugen af det, når vor frelse eller fordømmelse i evighed afhænger af dette, da er intet ord vanskeligere at fatte og tro, end dette korte ord nåde.

Læren om nåden er en vigtig del af læren om Gud. Og det at have et ret kendskab til Gud i hans nåde, det er evigt liv.

Først og fremmest ser vi tydeligt at hele verden ligger i et tykt mørke når det gælder spørgsmålet om Guds nåde. De fleste opfatter nåde som at Gud ikke er så nøjeregnende med det med menneskene, fordi vi er svage og ikke kan være fuldkomne. "Men Gud er jo nådig", siger man så, "han er ikke så nøjeregnende og streng med os."

Dette er den nådeforkyndelse den gamle slange bruger og bedrager hele verden med. Guds nåde bliver på denne måde en slags eftergivenhed som helt og holdent tilintetgør Guds retfærdighed og sandhed i hans bud og domme.

Men Skriften lærer noget ganske andet om Guds nåde. Hvad nåde er, vil du lære når du bliver stille overfor budskabet om hvordan Kristus svedte blod, blev hudflettet og med høje råb udåndede på korset. Det samme med budskabet om Jerusalems ødelæggelse, og alt det forfærdelige som da ramte Guds ejendomsfolk, - samtidig med at vi ved at ikke en spurv falder til jorden uden at Gud vil det.

Guds nåde er ikke eftergivenhed eller godgørenhed. Guds hjerte brænder for os med en kærlighed og en barmhjertighed som vi ikke kan fatte. Men denne hans kærlige miskundhed kan ikke møde noget menneske i strid med hans ligeså store og fuldkomne retfærdighed og retfærdighedskrav. "Retfærdighed og dom er hans trones grundvold. Nåde og sandhed er for hans åsyn."

Ingen kan få Guds nåde uden i fuldkommen overensstemmelse med hans retfærdighed. Kristus græd over Jerusalem, men kunne ikke frelse byen, fordi de ikke ville høre på hans røst.

Taler vi om Guds forladende nåde, hvor menneskene får del i hans nåde og venskab, må vi altid have for øje at denne nåde får vi aldrig uden i Kristus. Men er vi i Kristus, og ejer alt det han har gjort og er for os, da har vi også en fuldkommen nåde og Guds inderlige venskab og kærlighed.

Udenfor Kristus får vi ikke noget som helst af nåde, men bare efter fortjeneste. Men for dem som er i Kristus Jesus gælder tværtimod ingen gerning, ingen synd, ingen uværdighed. Det er dette som er nåde.

Nåden er det totalt modsatte af alt det som har med gerning og fortjeneste at gøre. Dette er en særdeles vigtig grundholdning, hvis man vil forstå hvad nåde er.

Apostelen siger: "Er det af nåde, da er det ikke længere af gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nogen nåde. Men er det af gerninger, da er det ikke længere af nåde. Ellers bliver gerningen ikke længere nogen gerning."

Og videre: "Den som holder sig til gerninger får ikke lønnen tilregnet af nåde, men som noget han har fortjent." Der får vi nåde og fortjeneste stillet op mod hinanden som modsætninger. Og "Af nåde er I frelst, ved tro, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave. Det er ikke af gerninger, for at nogen ikke skal rose sig."

Af alle sådanne ord ser vi at nåde og gerninger, nåde og fortjeneste, er totalt modsatte ting. Det ene må nødvendigvis udelukke det andet.

Skriften lærer at menneskene bliver retfærdige og frelst bare af nåde. Da forudsætter Skriften selvfølgelig at de som lever under denne nåde i sig selv ingen ret har til denne gave. Men tværtimod bare har fortjent Guds straf og vrede, og fortsat, så længe de lever på denne jord intet andet fortjener, hvis Gud skulle handle efter hvad vi fortjener. Fordi den fuldkomne retfærdighed kræver en fuldkommen hellighed, og der i os altid bare er synd.

Alt dette er nu ganske let at forstå, når det bare gælder selve læren. Men så møder Gud et menneske, og vækker det op af søvnen. Da ser og føler mennesket det dybe, bundløse fordærv i sjælens inderste væsen, i tanker og begær, og i motivet for alle sine handlinger. Ser at det gamle hjerte altid vil den gale vej, ser at kødet er fuldt af syndige tendenser. Og alt sammen bliver bare mere og mere belyst af Den Hellige Ånd som bor i os.

Åh, da er det ikke let at fatte at nåden er sådan, at al denne synd ikke kan hindre eller rokke den det aller mindste. Loven er klar for menneskets bevidsthed. Når så Gud får vist os sin store nåde, bliver lovens krav endnu mere hellige og vigtige for os. Men da bliver den indre anklage over al synd endnu mere følbar.

I samme grad som Gud er nådig, opleves al synd endnu mere grufuld og knusende. Når så fjenden ikke længere kan holde menneskene i søvn og selvsikkerhed, sætter han alt ind på at føre dem ind i modløshed og tvivl. Til det bruger han alle midler. Først og fremmest opvækker han synden som bor i os. Så bruger han alle Skriftens domsord til at pine og urolige sjælen og fordreje opfattelsen af Guds nåde. Og hele tiden fremholder han Guds hellighed og vrede over synden.

Nu at fastholde ordet nåde i sin sande og fulde betydning, det er en visdom som overgår al menneskelig forstand. Men må Gud også bevare enhver kristen fra det bedrag at tro han skal blive udlært i dette emne! For i dette er alle sande hellige endnu bare blevet spæde lærlinge. Det ser vi klart i alle de suk, angst og nød vi finder i Davids salmer og alle de helliges historie.