12. september

 

Når dit ord kommer til os, holder det os oppe, og er til fryd og glæde for vort hjerte. Jer. 15:16.

 

Her viser profeten os hvor nyttigt og nødvendigt det er at bruge Guds ord. Men bare tanken på hvor umuligt det er at udlægge dette emne ret, får hånden til at synke. Emnets enorme betydning, den vældige modstand som dette vil møde, vort træge kød, verden med sine fangarme og en rasende Satan rejser sig da mod en.

Her burde ordene skrives med ildskrift i hvert enkelt hjerte. Alligevel var det ikke forkyndt stærkt nok. Hvem tænker vel på at den egentlige grund til al elendighed i verden, al svaghed i menigheden så vel som dens medlemmer, er at vi forsømmer at bruge Guds ord? Og at en flittig og ret brug af Guds ord er grunden til alt åndeligt godt i verden.

Tilstanden i verden er at menneskene er faldet, og syndens følger er forfærdelige; vantro, synd, selvsikkerhed, hårdhed og mørke m.m. Men Gud ville ikke at der ikke skulle findes redning fra alt dette. Guds barmhjertighed og retfærdighed kunne ikke lade menneskene være overgivet til denne tilstand uden noget som helst middel til at genoprette skaden.

Derfor sendte han os et middel fra himmelen. En hellig sæd som, når den blev sået i menneskehjertet, skulle genskabe det tabte Gudsbillede. Det skulle give os lys over vejen, hellighed i viljen, og en ny, åndelig kraft.

Du er blind, du er hård, vantro, ufrelst og bundet i synd. Men der er redning fra alt dette i det lægemiddel som Gud sendte os fra himmelen. Gennem dette middel kan du få et nyt, åndeligt syn, lære din synd at kende, og blive frelst og fri i Kristus.

Men bruger du ikke dette middel, har du ingen mulighed for at overvinde det onde og blive oprejst igen. Selv om du beder Gud inderligt om nåde til dette, og våger og strider dig til døde mod synden. Alt vil være forgæves, syndfloden bryder bare frem med uimodståelig styrke.

Alt dette bekræfter al erfaring også. Der findes steder og menigheder som har åndelige lærere, som med sin forkyndelse pløjer og sår, og som vander ageren med sine tårer. Men det står alligevel jammerligt til blandt folket. Man finder ingen varig åndelig kraft der, ingen vækst i tro og gudsfrygt. Vidnesbyrdene har sin rod i forstand eller følelser. Og hvad er årsagen?

Undersøg, så skal du få at se, at årsagen er den, at mennesker ikke selv er begyndt at tage Guds Ord til sig. Og så længe de ikke gør det, bliver det ord de hører fra prædikestolen heller ikke til liv for dem. Det bærer ingen frugt.

Enkelte steder og tider sker der kraftige vækkelser som rører ved mange mennesker. Det begynder at grønnes og blomstre over alt, og mange fryder sig og venter på rige frugter af denne Herrens herlige ager. Men så går der nogle år. Du besøger dette sted, og genkender det ikke igen. I sorg må du erkende at stedet ligger der som en ørken. Du ser bare tidsler og torne, mere frækhed og ugudelighed end nogensinde før. Og hvad tror du er årsagen?

Jo, en åndens arbejder blev taget bort. Så var der ikke længere nogen som brød sig om menneskene. Og selv var de ikke kommet ind i Ordet, så de kunne tage til sig af det.

Derimod finder du andre steder hvor der måske ikke har stået nogen markeret person i spidsen for Guds værk. Men hvor folket selv er begyndt at tage til sig af Guds ord. Der fryder du dig over at se hvordan Guds værk ikke bare består, men også er vokset, har spredt sig og er blevet mere modent.

Sådanne tilfælde er så almindelige at alle med nogen indsigt i Guds riges tilstand ser dette ske omkring os. Men hvordan kan dette forklares? Jo, tænk bare på din egen erfaring, hvis du er en kristen og har gået i Åndens skole i nogen tid. Hvad kan du da rose dig af, som har holdt dit åndelige liv oppe og givet vækst? Har du selv været så stærk, så trofast, så årvågen, så oplyst, at dette har givet dig den kraft du trængte til i alle prøvelser?

Nej, du har ikke noget andet end Guds trofasthed at rose dig af. Men nu er Gud jo lige trofast imod alle. Det har ikke været mangel på Guds trofasthed, der hvor kristendommen er uddød. Forskellen har bare været at der er de stoppet med at bruge nådemidlet, mens du har fået nåde til at tage til dig af det. Så træg og glemsom du er, har du alligevel altid taget til dig af ordet, gerne læst og hørt det forkyndt. Selv om du også på dette område har meget forsømmelse at bebrejde dig for.

Du har også erfaret forskellig virkning efter som det er gået op og ned med dig netop på dette område. Har du ikke lagt mærke til at når du i længere tid ikke har taget til dig af Guds ord, er du blevet kold, død og livløs i dit indre, svag overfor fristelser, verdslig og kødelig? Mens det på den anden side har stået meget bedre til med dit indre menneske i tider hvor du flittigt har taget til dig af Ordet.

Og hvor ofte var det ikke et bibelvers, en forkyndelse, eller kort sagt et eller andet Guds ord som vækkede dig og frelste dig, når du var nær ved at falde i synd, eller glide ind i en sløv selvsikkerhed.

Har du ikke mangen en gang oplevet at du var kold og død, men du kom til at læse et vers eller kapitel i Bibelen, eller noget i en god, åndelig bog. Eller du traf en ven som delte Guds ord med dig. Og du fik nyt liv, ny varme, og nyt lys.

Fik du da ikke at erfare det David bekender: "Om ikke din lov var min fryd, var jeg gået fortabt i min elendighed"? Du ser hvordan Ordet har været det middel Gud har brugt for at holde dit nådeliv oppe. På samme måde er det med alle kristne. Det er ikke for ingenting Guds ord kaldes et nådemiddel. Og uden det er det umuligt at beholde nådelivet.