10. september

 

Se! Guds Lam, som bærer verdens synd! Joh. 1:29.

 

Døberen Johannes var den Faderen havde sendt i forvejen, for at udpege Sønnen og forkynde hans gerning for verden. Og dette er ordene Johannes råber ud i hellig glæde da han første gang ser Jesus komme i mod sig: "Se! Guds Lam, som bærer verdens synd!"

Dette er selve kærneordet om Kristi egentlige gerning på jorden. Et budskab som burde få alle klokker til at ringe der hvor det råbes ud til mennesker. Et kærneord som synges ud over vore hoveder når vi knæler ved alteret for at modtage Jesu legeme og blod. Da hører vi tre gange gentaget: "O, du Guds Lam, som bærer verdens synd." Lad os da nøje granske dette dybe budskab!

Lammet, Gudslammet hedder det egentlig i grundteksten. Og når Johannes i denne bestemte form taler om Lammet, har det helt klart henvisning til alle de lam som var blevet ofret i den forbilledlige gudstjeneste i Israel. Bibelcitatet minder os særlig om påskelammet, som var det mest mærkværdige blandt alle ofringerne. Hvert år blev der ofret et lam i hvert hus rundt om i hele folket.

Men når Johannes her ikke bare siger Lammet, men: "Guds Lam, som bærer verdens synd", må vi tro at han særligt har tænkt på Esajas 53. For der finder vi ikke bare ordene, men også selve budskabet i disse ord.

Der siges der ikke bare at Kristus skulle være "lig et lam som blev ledet bort for at slagtes. Sådan som et får tier for den som klipper det, sådan åbnede han ikke sin mund." Men også at han skulle bære verdens synder. Der finder vi de dyrebare ord: "Vi for alle vild som får. Vi vendte os hver til sin vej. Men Herren kastede alle vore synder på ham." Og videre: "Han bærer deres misgerninger", "han er såret for vore overtrædelser. Han er knust for vore misgerninger. Straffen ligger på ham for at vi skulle have fred, og ved hans sår har vi fået lægedom."

Alt dette ligger Johannes i disse korte, men rige ord, idet han peger på Jesus og råber: "Se! Guds Lam, som bærer verdens synd!"

Måske undrer nogen sig over om dette virkelig kan være sket. Når vi stadigvæk ser hvordan synden hærger i verden. Når vi føler hvordan den endnu bor i os selv. Men da skal vi huske at her tales der om noget som tages bort gennem et offer! Mens de forbilledlige ofringer bare skildrede at skylden og straffen for synden blev taget bort, eller flyttet fra det skyldige menneske over på offerdyret som blev ført frem, og som da også blev slagtet.

Hos Esajas ser vi derimod klart profetisk om Guds Lam: "Herren kastede alle vore synder på ham." Og videre: "Han er såret for vore overtrædelser, - straffen ligger på ham." Men hverken i disse skriftsteder eller i de forbilledlige offerhandlinger ligger der nogen antydning om at syndens smitte skulle blive taget bort fra det syndige menneske. Der siges altså bare om straffen, at den blev lagt på ham. Men for at vi skulle have fred, siger Esajas.

Det samme siger Hebræerbrevet; at hvis offeret virkelig tager synderne bort, skal vi ikke længere bære dem på samvittigheden. Som et bevis på at de levitiske ofre ikke tog synderne bort, siges det her at de som ofrede, stadigvæk bar på synderne i sin samvittighed.

Skal vor samvittighed have frihed fra synderne, er det en forudsætning at vi nu virkelig ved og tror hvad dette Gudslammets offer har udrettet. Her bliver der virkelig spørgsmål om vor tro. Der mangler ingenting i Kristi fuldbragte værk. For uden tvivl har Guds Lam med sit offer taget verdens synder bort.

Hvis vi da stadigvæk selv bærer vore synder, og ikke har fred og frihed i vor samvittighed, så er hele fejlen at vi ikke tror det Gud har vidnet om sin Søn; at han har kastet alle vore synder på ham. Og her skal vi se hvad tro virkelig er, - men også hvor fordømmende stor synd vantroen er.

Med dette klart for øje, er troen ganske enkelt at holde det for sandt at Guds Lam bærer verdens synd. Eller som Esajas´ ord lød, at Herren kastede alle vore synder på ham. At have vor fulde frihed fra syndens skyld og dom, overfor Gud og i vor egen samvittighed, afhænger af så enkel en sandhed som denne: At hvis noget bliver taget bort fra et sted og lagt på et andet sted, så ligger det ikke længere på det første sted.

Hvis dine synder er lagt på Guds Lam, så ligger de ikke længere på dig. Har Herren Gud kastet, tilregnet og fuldbyrdet dommen over dine synder på Lammet, så står de ikke stadigvæk på din regning! Det er ganske rigtig dig som har gjort synden og brudt Guds lov. Men når Herren Gud i sin store barmhjertighed har taget dem fra dig og kastet dem på sit Lam, vil han så vist ikke tilregne dig de samme synder.

Dette har Luther disse trøstens ord om: "Herren Gud sagde: Jeg ved dine synder er for tunge at bære for dig. Derfor vil jeg lægge dem på mit Lam, og tage dem bort. Tror du dette? For når du gør det, er du fri fra dine synder.

Synden har bare to steder den kan være. Enten er den hos dig, og hænger tungt over dit hoved. Eller den er hos Kristus, Guds Lam. Hviler den på dine skuldre, er du fortabt. Men hviler den på Kristus, er du fri og bliver frelst. Vælg nu hvilken af delene du vil. Om synderne bare blev liggende på dig, var det efter lov og ret. Men af nåde er de kastet på Kristus, Guds Lam. Havde det ikke været sådan, og Gud ville gå i rette med os, var vi evigt fortabt."