9. oktober

 

Brødre, jeg kan ikke sige at jeg selv endnu har fattet det. Fil. 3:13.

 

Her ser vi hvad det vil sige at være frisk og sund i vort indre menneske. Her hører du den store apostel, Paulus, sige han endnu ikke har fattet det. Hvad mener apostelen med dette? Har han endnu ikke fået troen, den evangeliske frihed, liv og frelse i Kristus? Åh jo, han havde alt dette. Vi ved at når han skrev dette brev, var hele hans forkyndelse spredt ud over hele landet.

Når vi ved dette, og alligevel hører ham sige her: "Jeg kan ikke sige at jeg selv endnu har fattet det", da undres vi endnu mere. Og vi spørger: Hvordan havde apostelen det da med sit eget åndelige liv? Eller taler han måske på andres vegne? Måske han her giver udtryk for hvordan en nybegynder i kristendommen har det, - et menneske som endnu ikke for alvor tør tro han lever i nåden, eller en som ikke i det hele taget er kommet gennem den trange port?

Åh, nej! I det samme kapitel, vers 1-14, har han netop fortalt sin egen åndelige historie. Der taler han bare om sig selv, og siger da altså her udtrykkeligt: "Kære brødre, jeg kan ikke sige at jeg selv endnu har fattet det."

Disse ord udtaler altså en mand som langt fra er nogen nybegynder i kristendommen! Men som tvært imod lever i sådan en højde af det evangeliske trosliv, som langt fra kan siges om nogen af os.

Disse ord udtaler den samme apostel som kunne sige: "Det er ikke længere mig som lever, men Kristus lever i mig!" Den samme troshelt som triumferende kunne råbe: "Hvem kan skille mig fra Kristi kærlighed?" Den samme hellige mand som Kristus havde vundet skikkelse i, langt mere end hos nogen anden efter ham, og som til Guds ære i sandhed kunne råbe ud: "Mine brødre, vær mine efterfølgere. Og akt på dem som vandrer efter det forbillede I har i os." Denne mand bekender her frit og åbent at selv han har endnu ikke fattet det, eller er fuldkommen.

Her vil mangen evangelisk kristen i blandt os studse og undres. Det har du også al grund til at gøre. Men vær nu på vagt, så du opfatter dette ret!

Når Paulus her taler om sin ufuldkommenhed, taler han ikke om hvad han er i Kristus overfor Gud. Når han taler om det, da hører vi noget ganske andet. Da siger han: "Hvem vil anklage ...! Hvem er den som fordømmer ...!." "Vi er retfærdiggjort ved tro", "med et offer har han for al evighed gjort os fuldkomne." Her var Paulus "fuldkommen!"

Men når han taler om sin ufuldkommenhed, da taler han om sit hjertes tilstand, om sin åndelige stilling til Herren, om sit trosliv. Og bare med det for øje bekender han at han endnu ikke har fattet det, endnu ikke er kommet til målet som han jager mod. Endnu har han ikke det lys over hemmeligheden i Kristi forsoning, som han længes efter. Endnu ikke den fasthed i troen og den trøst af det i sit hjerte som han sukker efter.

"Ja, ja", siger du, "da er det jo ikke så underligt at han formulerer sig sådan i denne sin ydmyge bekendelse. For hvem tør vel, med henblik på sit eget trosliv, anse sig selv fuldkommen og allerede har nået målet!" Sig ikke det! Selvfølgelig må du tro du selv er fuldkommen, eller befinde dig ved målet for al din stræben, når du ikke søger noget mere, når du er fornøjet med det stadie du har opnået i det åndelige!

Tag ikke dette ilde op, men prøv det på dig selv, som for Guds ansigt! Vi har alle et hårdt og falskt hjerte. Vi har alle en fjende som har sværget at ville dræbe os, og er indstillet på at fuldbyrde det. Når han ikke længere kan holde os fast i synd og vantro, så sætter han angrebet ind fra den anden side. Da hjælper han til med at vugge os ind i en falsk trøst og fred i hjertet, som lige så sikkert fører til hans mål.

Han trøster os med at "nu er du en oplyst og evangelisk kristen. Nu behøver du ikke mere, nu er alt i orden!" Og om han ikke siger det til os i så klare ord, så blæser han på sjælens øje med sit søvndyssende åndedrag. Da sover du og bliver ligegyldig, så resultatet bliver nøjagtig det samme: At sjælen er mæt og vel tilfreds med sit standpunkt, og ikke længere har noget behov for fornyelse eller vækst i nåden og i kendskabet til vor Herre Jesus Kristus.

Men den som virkelig gør brug af det evangeliet lærer, og ikke bare har det i forstanden og munden, men vil eje evangeliets kraft i tro, fred, glæde, kærlighed og gudsfrygt, han vil aldrig blive udlært. Han vil bare mere og mere opleve hvor meget han endnu trænger til at lære.

Og her er netop årsagen til at vi taler så stærkt om det at være åndelig "mæt." For det er et stærkt vidnesbyrd om noget helt konkret. Det vidner nemlig om at der er indtrådt en stilstand; selve nådelivet er begyndt at dø ud.

Du lever f.eks. et fint kristent liv. Du har en bibelsk dagsrytme, med bestemte tider til Bibel og bøn, og til gode gerninger. Du kan også med rette bekende at "mine synder er forladt, og på det og det tidspunkt i livet fik jeg troens vished om at dette er sandt." Og så er du fornøjet. Alt er vel, du er ved målet.

"Ja", siger du, "er vi da ikke også virkelig ved målet? Er ikke alt vel da?" Jo, vist da du nu også har fået troen og lever i Kristus, da er det ganske vist alt vel med din retfærdighed overfor Gud.

Bemærk, kære sjæl: I Kristus er du så fuldkommen i Guds øjne, så du aldrig rigtig kan tro det som det er. Må Gud give dig nåde til altid at kunne holde dette fast!

Men selv da, - ja, netop da, når det er ret med dit liv i nåden, og fuldkomment vel overfor Gud, da vil du selv føle at der altid mangler noget hos dig selv. Da må du have Paulus’ sind, som siger: "Jeg er endnu ikke ved målet. Men jeg jager efter det."

Da må du føle og erkende de mange brist i dit nådeliv, i troen og glæden i Herren, i kærligheden og gudsfrygten. Da må du leve i en daglig hunger og tørst efter retfærdigheden, - sådan som du ser det her hos Paulus.