6. oktober

 

Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den som retfærdiggør. Rom. 8:33.

 

"Guds udvalgte" er dem som "er i Kristus Jesus." I ham har Gud sit velbehag, og "i ham har Gud udvalgt os før verdens grundvold blev lagt." Disse har han også, her i livet, udvalgt af verden, eller skilt ud som sine børn og medarvinger, som Herren sagde: "Jeg har udvalgt dem af verden."

Dette er den eneste sande og åndeligt helbredende anvendelse vi kan godtage af ordet "udvalgt." Den stemmer med hele Guds ord, og skaber både trøst og gudsfrygt.

Det er farligt at gøre sig andre tanker om udlæggelse af ordet "udvalgt." F.eks. at Gud i sin almagt på forhånd har set alt om mig, sådan at han bestemmer om han skal "udvælge" eller ikke "udvælge" mig, efter om jeg lever i troen til min sidste dag, eller om jeg ikke gør det. Dette ville være at bygge sin trøst eller sin uro på løse tanker og indbildninger, og en alt for letsindig tanke af en kristen i så hellig og alvorligt et spørgsmål.

Det eneste sikre er at så længe vi ikke "synder med vilje", eller falder fra, men frygter for at miste Kristus, så skal ingen ting kunne skille os fra hans kærlighed. Og da er vi til enhver tid "Guds udvalgte." Peter siger: "I er en udvalgt æt", på samme måde som Paulus her omtaler de troende som Guds udvalgte.

Men han nævner alligevel en anden og særlig grund for den trøst at ingen skal kunne anklage disse; nemlig at "Gud er den som retfærdiggør." Og det viser at han i dette spørgsmål ikke bygger vor trøst på Guds almægtige forudseenhed, som altid er skjult for os. "Retfærdiggøre" står i forhold til "anklage" som en fuldstændig modsat handling. Når Gud retfærdiggør, gælder ingen anklage. Det er den trøst apostelen giver os her.

Gud er den som retfærdiggør. Gud er den eneste dommer. Gud er den vi har syndet mod. David siger: "Mod dig, mod dig alene har jeg syndet." Når så Gud retfærdiggør, hvem vil da anklage? Hvad betyder det da om hjertet eller samvittigheden anklager os?

Der ligger en særdeles stærk trøst i det forhold mange overser; at når Gud er den eneste vi behøver at frygte, er det samtidig Gud som retfærdiggør. Gud selv som forsvarer os. Gud selv som har lagt vor sag på sit hjerte. Gud selv som bruger så mange ord for at overbevise os om hvor klippefast hans nåde er.

Tænk; Gud selv har helt fra evighed af besluttet, og da verden blev til også forkyndt; at han selv ville give os en hjælp mod al vor synd. Og da tidens fylde var kommet sendte han sin egen Søn for at opfylde alt det loven ikke kunne udrette.

Derfor retfærdiggør Gud også alle dem som tror på Sønnen. – - - Hvordan skulle vore synder da kunne fordømme os overfor Gud? Da måtte Gud jo selv have forkastet sin egen beslutning fra evighed af, og sin mest dyrebare gerning.

Vi må aldrig glemme dette; at vor retfærdiggørelse er Guds egen frie gerning!

Derfor siger apostelen også at "han har gjort os til sine børn, efter sin viljes gode velbehag." Herren selv siger: "Jeg, jeg er den som udsletter din overtrædelse for min skyld." Og der er ingen andre som kan sætte en synder fri fra sin skyld og erklære ham retfærdig, end Gud alene. Det er bare Gud alene som retfærdiggør.

Hvordan skulle nogen anklage da kunne gælde mod dem som Gud retfærdiggør? Her taler apostelen i samme trøstende og konsekvente tone som Kristus i lignelsen om arbejderne i vingården, hvor ejeren af vingården siger: "Kan jeg ikke gøre som jeg vil med mit eget?" Om jeg vil give denne en ufortjent gave, hvad kommer det dig ved?

På samme måde vil apostelen også her sige: Det er Guds eget frie valg at retfærdiggøre hvem han vil. Og nu vil han retfærdiggøre alle dem som tror på Sønnen. Han klæder dem i guddommelig retfærdighed, og afsiger den dom at ingen synder skal tilregnes dem så de fordømmes. Hans dom går ud på at alle de synder som endnu plager dem, altid skal være forladt. Kan han ikke gøre som han vil med sit eget? Han alene er jo Herre og dommer over menneskene!

Om vi nu ikke helt forstår at værdsætte Guds Søns fortjeneste, eller Guds retfærdiggørende nåde højt nok, så værdsættes det alligevel højt og dyrebart af Gud selv.

Om mit hjerte ikke fatter og forstår det Gud har gjort for os i sin Søn, men bare tænker på mine synder og regner med dem, så gælder ingen af delene alligevel noget som helst overfor Gud. Og når det ikke gælder overfor Gud, men bare i mine følelser, i mit vantro hjerte og mine meninger, kan ingen af disse anklagere udrette noget som helst. Det kan bare en stund gøre mig urolig, men kan ikke fordømme mig.

Det er dette apostelen mener her, når han siger: "Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den som retfærdiggør." Når Gud altså selv anser denne vor retfærdiggørelse som fuldkommen, bør vi selvfølgelig, i salig trøst og forvisning, bare prise dette hans store nådens værk, og sige: Alt er vel, alt er fuldkomment!

Om så mine synder var tusind gange flere og større, så vejede de alligevel ingen ting mod den almægtige Guds retfærdighed som han har givet mig i Kristus. Lovet være hans navn!