5. oktober

 

Hvis I døder legemets gerninger ved Ånden, skal I leve. Rom. 8:13.

 

Her viser apostelen os nu den rette kraft til at sejre over kødet, og til trøst og vejledning for dem som kender sin egen svaghed og afmagt i striden.

Hvis vi skal overvinde og døde kødets stærke lyster, kræves der noget ganske andet end menneskelig kraft. Når Luther taler om at døde kødet ved Ånden, siger han at vi, når fristelsen møder os, skal "huske på Guds ord og styrke os mod fristelserne ved troen på syndernes forladelse."

Åh, om vi alle kunne huske dette når det bliver mørkt og står ilde til med os! Vi erkender at vi mangler al kraft i striden. Føler bare hvordan kødet hærger i os, så vi ofte falder og gør det som er forkert. Vi oplever det som om Gud var død og forsvundet fra verden. Åh, om vi da kunne huske dette!

For det er nu vi skal holde op med vor egen strid, og straks vende os i en anden retning, og bare høre om Guds store nåde i Jesus Kristus. Nu vende os til evangeliet og alle nådens hjælpemidler, for at genoprette troens fred som vi nu var ved at miste.

Nu skal vi vende os bort fra alle tanker både om vor egen kraft og om vor skrøbelighed, og bare vende os til Gud med dette ene spørgsmål: Gud, får jeg din nåde? Får jeg din forladelse for alt?

På dette spørgsmål må vi have et konkret svar, før vi kan få nogen kraft. Men da gælder det at vi ikke søger dette svar i vore følelser, men alene i Guds eget ord. Og hvis du nu får den trøst at Gud er din ven og Far, så overlad da også til ham det at sejre over dine fristelser.

Dette er hemmeligheden med den kraft som sejrer. Så længe du tror at du selv kan udrette noget, vil du stadig bare falde. Så stor nidkærhed har vor Far i himmelen for at hans nåde skal forherliges, at han hellere lader et pænt retskaffent liv blive knust, før han giver sin ære til nogen skabning.

Den lærdom vi høster af al vor kamp for at døde kødet, bliver altid at det er Herren alene som har magt til dette. At det er Herren som gør dette. Selv om det ofte foregår sådan at han vækker en trang og nød i vort hjerte for at dette må ske. Vækker hos os en fattig ånd og tro, villighed og bøn. Men minder os så om at vi må søge alt dette alene hos ham.

Og når det er kommet så langt at vi i troen inderligt ønsker al nåde og kraft bare fra ham, da udfører han altid sit værk, og døder kødet i os. Men på den måde han ser, er mest tjenlig for den enkelte af os.

Hører han vor bøn, og giver os nåde og kraft til at vende os bort fra ugudelighed og verdslig lyst, da dødes vort kød. Men trækker han sin kraft bort fra os, og overlader os til at sigtes af Satan, da dødes også vort kød. Da dødes det dybeste i det gamle menneske; den stærke indbildning om vor egen kraft.

Kødets gerninger, som skal dødes, er alle former for udslag fra vor fordærvede natur. Det blander sig ind i vore tanker, ord og handlinger, og alt som rører sig i vort sind. Kødet må altså altid dødes.

I Gal. 5 nævnes mange eksempler på "kødets gerninger." Men selv om det ikke altid er fristelsen til at gøre grove synder, som frister dig. Så har du altid en omfattende, indgroet selvoptagethed og egenkærlighed dybt rodfæstet i dit hjerte. Egne meninger, egen vilje og æresyge, som du altid må være på vagt i mod.

Dette lidt finere indre fordærv bliver som regel lettere glemt, end det ydre og mere grove. Men er alligevel selve kilden til alt ondt. Derfor må vi altid tage dette alvorligt, og være særlig opmærksom på det. Og husk altid på at det du selv tænker, vil og mener, er det første du bør være mistænksom over for. Du må prøve det på Guds ord og døde det med Åndens kraft.

Du fristes måske til at blive irriteret og utålmodig overfor andre mennesker. Da er det vigtigt at du husker på alt det Gud har forladt hos dig, og at du da også må kunne tilgive din næste. Måske du fristes til at ophøje dig selv på grund af din forstand, dine evner, lærdom, kundskab og dygtighed. Husk da på at Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver han nåde.

Måske du fristes til fråseri og urent begær. Da må du huske på at du er et helligt tempel for Gud, og at det ikke må blive urent. Men først og sidst huske at du lever i Guds evige nåde og samfund, og derfor bør leve sådan at du ærer ham. Måske du fristes til gerrighed og egen vinding i handel og arbejde. Kom da i hu at du er arving til himmelen, som bør være optaget med det som er der oppe.

På denne måde er det i sandhed altid et område hvor vi må døde kødet. Det fører da også ofte til bitre lidelser, og kræver derfor en uendelig tålmodighed. Men salige er de som holder ud indtil enden! De er Guds børn og himmelens arvinger. Om det ofte er bittert, så er det et herligt syn for Gud, engle og alle de hellige, når f.eks. et ungt menneske, som verden og al dens lyst har betydet alt for, nu for Herrens skyld vender sig bort fra alt dette.

Eller når et menneske, som af natur har været meget selvoptaget, nu strider mod sig selv, og lader Guds og sine foresattes vilje gå foran sin egen. Når et menneske som har været selvoptaget og hovmodig, gennem Åndens tugt er blevet enkel og fordringsløs. Åh, hvilket herligt syn, når den selvsikre og hidsige begynder at tugte sig selv. Og bliver forsigtig, ydmyg og sagtmodig o.s.v.

Når menneskene på denne måde for nådens skyld går ret imod sin egen natur, og kæmper mod sig selv, da ser vi virkelig hvad det er at døde kødets gerninger ved Ånden.

Og disse skal leve, siger apostelen. Disse skal indtage himlen. Skal, efter en kort tid i kamp med at døde kødet, få det evige liv hos Gud, sammen med hans engle og alle de hellige, i en uendelig salighed.