4. oktober

 

Hvis I lever efter kødet, da skal I dø. Rom. 8:13.

 

Her afsiger apostelen kort og præcist dommen over alle dem som lever efter kødet.

Med dette vil han særligt vække til eftertanke hos dem som giver sig ud for at leve i evangeliets frihed, men bare vil bruge det til at forsvare et liv i sit køds lyster. For her taler apostelen til en flok med kristne. Han vil forsøge at opvække dem fra en sådan indbildning. Så de ikke, i stedet for liv og nåde, som de vidner om at de har, skal ende i den evige død.

Det stemmer jo slet ikke, vil han sige, at I som nu er frelst fra synden og døden, og har fået del i Kristi nåde, skal fortsætte i jeres tidligere kødelige liv. For hvis det er det I vil, må I ikke samtidig tro at I også kan beholde livet og blive frelst. For da er det bare den evige død som venter jer.

Kristi fuldbragte værk er til ingen nytte for dem som vil fortsætte med sine synder. Nej, Kristi fuldbragte værk i hans død kan bare frelse dem som gerne vil være fri fra sine synder, men ikke selv kan befri sig fra dem.

Men vi må se nærmere på hvad det vil sige at leve efter kødet. Hjertet vil nok sædvanligvis svare på det spørgsmål ud fra sin egen tilstand. Hyklerne vil da at det bare skal betyde et liv i grov og åbenlys synd. Mens alvorlige og ængstelige sjæle er bange for at enhver skrøbelighedssynd betyder at de lever efter kødet.

Så kan udlæggelsen af dette skriftsted nok også af og til have været noget svævende og uforsigtig. Og det er særlig farligt når forholdet gælder liv eller død, som det her er tilfældet. Hvad betyder det så her, at leve efter kødet?

For det første skal vi lægge mærke til at med kødet menes ikke nogen bestemt synd eller lyst, men hele vor fordærvede natur. Sådan som vi fra fødslen har arvet den fra far og mor. Kristus siger: "Det som er født af kød, er kød."

Men så er der nogen som siger: At leve efter kødet er at give kødet frihed til at gøre som det selv vil. Men dette er så uklart udtrykt at det let kan misforstås. Der findes vel ikke noget ugudeligt menneske som aldrig strider mod sit eget kød. Og da ville disse let kunne tænke at "jeg giver jo ikke kødet al mulig frihed, så jeg lever da ikke efter kødet."

På den anden side findes der ingen troende kristen som ikke med anger må bekende at de synder både i ord og i gerning. Og dette forudsætter jo altid at kødet har fået en vis frihed. Det er derfor nødvendigt at vi får en mere konkret opfattelse af sagen.

De som har tolket dette mere udførligt i den kristne ånd, har ofte sagt: Her vil apostelen sige at hvis de kristne bliver ligeglade og giver efter for kødet, så kan det føre til åndelig død. Fordi synden enten fører til søvn og forhærdelse, eller vantro og fortvivlelse. Dette er utvivlsomt en kristelig tolkning, mens en anden utvivlsomt er mere rigtig.

Apostelens ord er nemlig langt mere præcis end sidstnævnte tolkning. At blive ligeglad og give efter for kødet, er selvfølgelig frygtelig farlig. Men ikke helt det samme som at leve efter kødet. Og ordene; "da skal I dø", betyder efter apostelens måde at tale på, noget mere end dette at den åndelige død venter os.

Vi ser nemlig at andre steder hvor apostelen anvender samme truende taleform overfor de kristne, så er det når han forkynder den endelige dødsdom og taler om den evige død, og da som syndens løn.

Netop denne apostelens måde at formulere sig på, er det vigtigste grundlag for at forstå budskabet. Så viser ordet leve da også, at det at "leve efter kødet" ikke kan betyde det at falde tilfældigt i synd. Men at leve et liv efter kødet som vor faldne natur vil.

At leve efter kødet må altså betyde det samme som at "vandre efter kødet." Når vi altså både i sind og liv følger vor gamle natur.

Nu ved vi at frafaldet af og til også sker til den højre side, i egenretfærdighed, i form af lovgerninger. Som galaternes fald, hvor apostelen siger: "I er kommet bort fra Kristus, I som vil blive retfærdiggjort ved loven. I er faldet ud af nåden." Og han skildrer denne form for frafald sådan: "I er begyndt i Ånd. Vil I nu fuldføre i kød?"

Men så kan faldet også ske til den venstre side, når man falder i åbenlyse synder. Peter siger at de som en gang "gennem kendskabet til vor Herre og frelser Jesus Kristus er sluppet væk fra verdens urenhed, er så igen begivet sig ud i den, og er blevet overmandet."

De har nu enten søgt efter en falsk trøst for synden og helt bevidst begyndt at leve i den, nøjagtig som Judas. Og de har da samme tegn som ham; at de ikke længere bekender sin synd for Herren og søger at blive frelst fra den. Men i stedet undskylder og forsvarer de den.

Eller de lever i en skjult fortvivlelse. De har "forkastet en god samvittighed, og dermed lidt skibbrud på troen." De lever ikke længere ved nådestolen.

Det er alt dette som er at "leve efter kødet." Og er noget ganske andet end at blive "taget til fange under syndens lov som er i mine lemmer", der hvor ånden kæmper mod synden og endnu kan "takke Gud ved Jesus Kristus, vor Herre."