31. oktober

 

Jeg ser en anden lov i mine lemmer. Den ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov. Rom. 7:23.

 

Ja, dette har vi desværre alt for mange eksempler på i vort skrøbelige liv, både når det gælder troen og vort daglige liv.

I mit sind har jeg også den lov at jeg vil tro alt som min almægtige Herre har sagt. Uanset hvor utrolig det så er for min blinde fornuft. Men hvordan går det? Jo, i min blinde og selvsikre fornuft findes en anden lov. Den tager mig til fange og siger at det eller det er usandsynligt, ja, totalt umuligt. Og når jeg ser det umulige i sagen, da tvivler jeg på Guds ord og "gør ham til en løgner."

Dette er jo en forfærdelig synd, som jeg slet ikke vil falde i. Men når jeg alligevel falder i den, er det netop stadfæstelsen på at "jeg tages til fange under syndens lov."

Eller hvor let har du f.eks. ved at tro at vore legemer skal opstå igen fra graven? Dit nye sind tror Herrens ord som hellige og sandfærdige om dette. Du tror Gud har magt til at kunne gøre alt det han vil og har sagt. Men så sker der det, at for dine øjne ser du nogle hensmuldrede knoglerester. Og så tænker du: Skal vore legemer opstå igen? Nej, det er for usandsynligt. Da har den lov som er i dine lemmer, i øjne og fornuft, taget dig til fange.

Med selve den store hovedartikel om syndernes forladelse går det jo stadigvæk på samme måde. Hele din frelse har du alene i troen på Jesu blod. At dette renser os fra alle vore synder. Men før du ved af det er tankerne standset ved en bestemt synd som er værst for dig, og som du har størst problemer med at blive kvit. Så tænker du at nu må jeg da snart stoppe med denne synd, jeg falder jo stadig i den. Og hvordan kan jeg da tro at jeg har Guds nåde? Så er du snart fanget i vantroens og fornuftens lov.

Det samme sker når du bliver udsat for andre problemer, fald og bekymringer. Da siger den lov som er i dit sind: Sæt din lid til Gud! Han er en almægtig og trofast Far. Frygt ikke, bare tro! Men da hører du straks en anden lov fra dit vantro hjerte, som siger: Her er der ikke noget som nytter, det er helt umuligt, jeg kan lige så godt opgive dette osv. På denne måde oplever vi stadigvæk i vor svage tro hvordan loven i vore lemmer tager os til fange.

Og dette sker ikke bare når det gælder vor tro og vort håb. Men også vort daglige liv. Efter den lov som er i mit sind er Guds bud ikke bare hellige og sande, men også hjertelig kære for mig. Men pludselig er det som om de ikke skulle eksistere for mig. Jeg føler ikke Guds nærvær. Det er som om Gud ikke skulle være til. Det samme sker med mig som med apostelen når han siger: "Det jeg gør, forstår jeg ikke. For det jeg vil, det gør jeg ikke. Men det jeg hader, det gør jeg."

Jeg vil stå fast, være sagtmodig og god. Men pludselig bliver jeg fyldt af vrede og utålmodighed. Jeg vil holde mig ren og fri fra alt syndigt begær. Men bliver taget til fange af syndens lov så jeg gør det jeg hader. Jeg vil være ydmyg over for alle mennesker, tålmodig i prøvelser, uselvisk og himmelvendt. Men pludselig bliver jeg forvandlet fra mit rette sind til en tilstand som er en gåde for mig, og som gør mig bange.

Alt sammen er jo netop det apostelen her siger: Jeg bliver taget til fange af syndens lov som er i mine lemmer. Og da er det umuligt at vide hvor ilde det så kan gå.

Hvis Ånden da alligevel sejrer til sidst, så er det fordi hjertet gennem alt dette bliver bevaret i det hellige sind som hele tiden rejser sig mod kødet og strider mod synden. Dette nye sind fører dig stadig på ny, gennem anger og tro, til nådestolen. Der fornyes dit hellige sind, og får trøst, trang og kraft til at fortsætte at vandre i Ånden.

For det som da sker, er at hjertet bliver mere og mere gudfrygtigt, lærer mere og mere at kende sin svaghed og syndens frygtelige magt. Og drives stadig stærkere hen til Ordet og bønnen, for at søge al hjælpen der.

Og det er særdeles vigtigt at være opmærksom på hvordan det går med os netop på dette punkt. For hvis det derimod går sådan at dit hjerte mere og mere holder sig borte fra nådestolen, trives i synden og bare undskylder den. Da vidner dette om at du er "blevet liggende tilbage", ja, om søvn eller død.

Sker derimod dette: Synden bliver stadig mere gyselig for ånden, og netop den synd som mit kød allermest elsker, så jeg efterhånden synes al anden synd bare er småtteri imod denne. Da ser jeg på mig selv som den allerværste synder. Men nåden og Kristus bliver samtidig mere og mere uundværlig for mig. – Da vidner dette om at ånden gennem hele kampen bliver mere og mere gudfrygtig og helliggjort.

Skulle det så ske igen at al kamp stilner af. At dit hjerte nu er blevet selvsikkert, er blevet så godt og kristeligt det vil være. Da er dette et klart tegn på at du er faldet i søvn, og ganske stille har overgivet dig til fjenden.

Når det går sådan som det skal i dette liv, da er synden ikke død og uvirksom. Da er den altid plagsom og trykkende. Da overgiver jeg mig ikke til dens vilje, men våger og beder og kæmper mod den.

Men da bliver striden ofte hård og nøden stor. Dette er helt ukendt for alle dem som er bedraget og sover. I denne strid står alle de som kæmper for kronen, og hvor loven har opvækket al slags ondt begær i dem.