30. oktober

 

Frygt ikke, du lille hjord, for det har behaget jeres Far at give jer riget. Luk. 12:32.

 

Mange som virkelig søger Guds rige kender til sin egen skrøbelighed, og dermed også til frygt for at de ikke skal finde dette rige. Men da er det jo en vældig trøst hvis de bare kan vågne op for budskabet i et ord som dette fra Herren. For disse ord: "Frygt ikke", er jo sagt af ham som har al magt! Da må det jo bære i sig et løfte om at han skal hjælpe os frem, uanset hvor ilde det ser ud for os.

Men her må vi lægge nøje mærke til at dette taler Herren ikke til alle mennesker uden undtagelse. Han siger ikke at ingen mennesker behøver frygte. Nej, han siger udtrykkeligt hvem det er som skal have denne trøst. Han siger: "Du lille hjord."

Sandt nok er Herren i sig selv fuld af nåde mod alle mennesker. Det er klart nok. Men alligevel lever mange mennesker i en tilstand hvor de har al grund til at frygte. Og da frygte det allerværste som kan tænkes; at de ret og slet skal blive fordømt og aldrig få Guds rige at se. Til disse siger Herren ikke: "Frygt ikke."

Men skellet går altid i det enkelte menneskes sjæls tilstand. Og vi må aldrig glemme at så længe det endnu hedder "i dag", kan alt stadigvæk blive rettet op. Bare vi vil høre Herrens røst.

Dette trøstens ord: "Frygt ikke!" giver Herren kun til sin lille hjælpeløse hjord. Kun dem han kalder for sine får. Vi ser i Joh. 10 hvor han særskilt taler om sine får. Han siger: "Jeg kender mine, og jeg er kendt af mine", "de hører min røst, og de følger mig", og "ingen kan rive dem ud af min hånd."

Og i Matt. 25, om den sidste, dommens dag, taler han om hvordan han da skal skille alle mennesker fra hinanden, som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Fårene skal han stille på sin højre side. Og bukkene på den venstre. Det hele skildrer hvordan Herren i sin dom skiller menneskene efter deres hjertes forhold til ham.

Til dem han kalder for sine får, taler han varme og trøstens ord. Men til dem som er på hans venstre side taler han de mest forfærdelige ord: "Gå bort fra mig, I som er forbandet, til den evige ild som er gjort færdig til djævelen og hans engle!"

For at vi ikke skal blive bedraget, eller selv bedrage nogen, må vi altså være klar over at disse ord i teksten i dag, så herlige og fulde af trøst de jo er, alene gælder dem som Kristus kender som sine får. Og som han skildrer med disse ord: "De hører min røst", "de følger mig."

Han siger ikke at de er så gode, så trofaste eller så stærke som de burde være. Og slet ikke at de er syndfri og hellige. Nej, de er virkelig syndere. Noget som tynger dem selv dybt. Men der er noget som skiller dem ud fra alle andre mennesker: Mens hele verden lever frit efter sit eget hjertes lyster og tanker, lader Jesu får, med al sin skrøbelighed, Herren lede dem med sin røst. Altid optaget med hvad siger hans ord, og hvad er hans vilje.

De klynger sig til ham. Bliver tugtet af hans ord. Men bliver også trøstet og ledet gennem livet af det samme Guds ord.

Du vil gerne være en ret kristen. Du kan ikke undvære din Frelser og hans evangelium. Men du sukker under så meget synd, og du frygter for at du aldrig skal få lov at se Guds rige, så du ofte tænker på at give op. Men Guds underlige nåde har alligevel gjort at du endnu altid klynger dig til din Frelser. Du kan ikke opgive ham og det evige liv.

Hør nu hvad det er Herren selv siger i vor tekst! Dette taler den Herre jo, som til sidst skal dømme alle på den sidste dag, den eneste som burde betyde noget for os. Hvem skulle jeg tro mere end Herren selv? Og han er den som altså nu siger her: "Frygt ikke, du lille, hjælpeløse hjord! For det har behaget jeres Far at give jer riget."

Hør denne vældige grund for vor trøst: Det har behaget jeres Far! Her ser vi igen hvordan vor trøst og vort håb bygges udelukkende på den guddommelige Majestæts egen velbehagelige vilje og frie gave. Tro da for vist og sikkert at dette også er den eneste rette grund. Når du da altså bare er et af fårene i hans lille hjælpeløse hjord, så giver han dig riget.

Dette var Faderens frie og velbehagelige vilje. For "han har selv taget os til sine børn gennem Jesus Kristus, efter sin viljes gode velbehag." Og hvad er så den evige Faders vilje og velbehag? Jo, så siger Herren: At han vil "give jer riget." Og til hvem vil han give dette rige? Til jer som er en hjælpeløs hjord, fuld af mangel på tro og lydighed, på mod og forstand.

Derfor vil han give jer riget som en frivillig gave. "For af nåde er I frelst, gennem troen. Det er ikke af jer selv, det er Guds gave." Det er en gave! "Ikke gennem gerninger, for at nogen ikke skal rose sig."

Men netop derfor er det han giver det til dem som er en hjælpeløs hjord. Ikke til de stærke og modige. Selv om disse nok, når det gælder gerninger, har mindre at angre og græde over end de førstnævnte. "For er det af nåde, da er det ikke længere af gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nåde."

Og så er det altså Herrens velbehagelige vilje, at mens vi i virkeligheden alle er syndere, at give riget til dem som kender sin synd, som bare søger nåde, og bare vil leve i tro.