3. oktober

 

Kristus stod op igen på den tredje dag efter Skrifterne. 1. Kor. 15:4.

 

Ved at minde om Kristi opstandelse har apostelen her i 1. Kor. 15 helt ubemærket lagt det stærkeste grundlag for hele sin bevisførelse og lære om de dødes opstandelse. Og det altså før han i det hele taget har fortalt korinterne hvad han var optaget med, og ville bevise for dem.

Dermed har han for det første opnået at føre dem fra deres egne flygtige tanker og meninger, og over på den faste grundvold for al sand tro: At Gud har talt - at Gud har talt her på jorden. Og det Gud har talt må have evig gyldighed, uanset hvad vore stakkels hoveder og hjerter måtte have af indvendinger.

Himmel og jord skal forgå, men ikke det mindste bogstav eller en prik af Guds ord skal forgå. Dette er vigtigt at lægge mærke til her. For hele grunden til al vor tvivl omkring denne eller andre trosartikler, er udelukkende dette at vi ikke kan begribe hvordan det kan være muligt.

Vort lille hoved rejser sig mod den store Gud, og vil, som Luther siger: "Tage ham i kraven og spørge hvordan han kan tale sådan." I vor blindhed husker vi ikke på at vi ikke en gang forstår os på vort eget legeme og sjæl, som vi har så nær på os. Vi fatter jo ikke mulighederne vi har i vore egne evner, f.eks. vor hukommelse, vor tanke, vort syn, vor evne til at tale.

Tænker vi grundigt i gennem, de evner vi har, bare i disse sanser, må vi bekende at de virkelig er Guds underfulde skaberværk, som vi ikke forstår os på. Og alligevel vil vi forstå selveste Skaberen, eller mestre ham og gøre ham til en løgner straks han siger noget vi ikke forstår.

Der er vist grund til at spørge: Hvem af os var Guds rådgiver da han skabte det første menneskets hjerne? Gud, vær os nådig og lad os ikke blive dårer?

Når apostelen altså nu begynder med at minde korinterne om hvad der er blevet forkyndt for dem efter Skrifterne, vil han straks flytte hele spørgsmålet over fra intellektets udgangspunkt til Ordets klippegrund.

Troen skal udelukkende holde sig til Ordet. Fornuften må ikke forsøge sig på at mestre hellige trossandheder. For da ville vi snart miste alt sandt lys, og ikke tro mere end bare det vi ser med øjnene og føler med hænderne. Som at jeg skal tro på de dødes opstandelse. At alle mennesker én dag på ny skal blive gjort levende, og vort legeme og sjæl igen skal forenes sådan som det er nu.

Det kan fornuften sandelig ikke begribe. For den ser kun det vi har foran vore øjne; at verden nu har bestået så længe, og den ene efter den anden dør. At alt sammen går i opløsning, smuldrer op og bliver til jord i graven. Og at endnu er ingen kommet tilbage. Derudover er nogle legemer brændt op og blevet til aske, og asken spredt udover. Andre er druknet i havet og er blevet spist op af fisk.

Hvis nu fornuften begynder at udforske hvordan Gud skal kunne holde rede på alle disse, og på én dag skabe nye legemer af dem, da er det snart slut med hele trosartiklen. Og sådan vil det altid gå når mennesker ikke vil holde sig udelukkende til Ordet, men forsøger at bedømme en ren trosartikel ud fra sin egen fornuft.

Sådan er det når jeg f.eks. foruroliges af mine synder, og loven og samvittigheden dømmer mig. Da har jeg snart mistet al tillid og trøst i Guds nåde og velbehag, hvis jeg ikke holder blikket fæstet på Guds nådepagt i Kristus, og alle hans løfter om dette. Slipper jeg dette holdepunkt, og driver over i egne tanker og følelser, da er det snart slut med troen.

Sådan er det også ofte gået med selve læren om Kristus. Når man har villet forstå hvordan Gud kunne beslutte at sende sin Søn som vor forsoner. Hvordan Guds Søn kunne blive menneske, kunne græde, bede, lide og dø. Eller hvordan Gud kunne lade en stor del af verden være helt uvidende om alt dette, og ikke i sin almagt, f.eks. ved engle, lod evangeliet blive mere udbredt o.s.v. På den måde kan man finde på mange underlige og gale tanker, og ender med at man ikke tror noget som helst.

Ja, sådan går det også i dag for mange når det gælder nådemidlerne. I dåben ser man, nøjagtig som et dyr, kun vandet. I nadveren ser man bare at brødet er brød og vinen er vin o.s.v. Og når man så glemmer at Gud er almægtig. Eller med munden måske bekender det, men i hjertet tænker at det og det kan Gud ikke gøre -. Da har man snart mistet de herligste trossandheder, bare på grund af at den blinde fornuft har blandet sig.

"Gud har sagt... ", "Der står skrevet..." Det skal være nok for os. For skal jeg blive bevaret i troen på at jeg skal få evigt liv med et skønt og herligt legeme - efter at være blevet lagt i jorden, er smuldret op og blevet til jord -. Til det trænges der en guddommelig og himmelsk overbevisning og vished om dette, som ikke lader sig bevæge hverken af noget vi kender eller ser. Da må vi bare løfte blikket op over alt sådant, til ham som har sagt dette, og som "er i stand til at gøre langt mere end det vi beder om eller forstår."

Det så heller ikke på nogen måde ud som om Kristus skulle opstå, efter at være dræbt så grufuldt og nu lå i graven, under en forseglet sten. Nu var det sandelig alt for vanskeligt at tro at han skulle være Herre også over død og grav. Men fordi han har sagt det, - han som har skabt alle ting, så måtte det ske.

Og på det samme Guds ord skal også vor opstandelse en dag blive virkelighed. Så utrolig, ja, utænkelig det end synes for vor fornuft. Fordi Gud selv har sagt det. Og han kan ikke lyve!

Nu ser vi klarere hvor vigtig det var her at apostelen straks førte korinterne ind på det guddommelige Ordets klippefaste grundvold.