29. oktober

 

Dersom Kristus er i jer, da er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden er liv på grund af retfærdighed. Rom 8:10.

 

Om nogen spørger: "Hvorfor skal de troende dø, når Gud har forladt dem deres synder? Døden er jo syndens straf!" Da må vi svare: At de troende dør, er ingen forringelse af Kristi fuldkomne soningsværk og vor fuldstændige frihed fra lovens forbandelse. Deres død er på ingen måde nogen straf eller hævn ud fra Guds retfærdighed.

For dem som er i Kristus Jesus, er døden og al lidelse bare åndeligt styrkende "rensemidler" i deres Fars hånd, som skal prøve troen, rense ånden, og løse dem fra deres fjender og lænker. Alt skal samvirke til bedste for dem, "alt er deres... enten det er liv eller død."

Dette har Kristi død udrettet. Der blev hele Guds lov fuldkomment opfyldt. Der blev en ny pagt oprettet. Og alle som er i Kristus, er i denne nye pagt fri fra syndens løn; døden. Og fra hele lovens forbandelse.

For dem er døden "opslugt til sejr." Og deres dødsdag er forvandlet fra at være en syndens straf, til tværtimod at blive deres forløsningsdag fra døden og al elendighed. For dem er graven bare en overgang til Guds Paradis. Deres legemer ligger i jorden som såkorn til opstandelsens liv.

Når såkornet lægges i jorden om efteråret, kommer det op igen til sommeren, som nye skud i det skønneste skrud. Når det er lagt i jorden, er det dermed på ingen måde gået tabt. På samme måde er det med Guds børns legemer. De er ikke for evigt ødelagt. Bare lagt ned i jorden for så at stå op igen i en ny og skønnere dragt.

"Legemet bliver sået i forgængelighed, og det bliver oprejst i uforgængelighed. Det bliver sået i vanære, og det bliver oprejst i herlighed. Det bliver sået i skrøbelighed og skal opstå i kraft. Der bliver sået et naturligt legeme, og der opstår et åndeligt legeme."

Kan en sådan død vel kaldes syndens straf eller lovens forbandelse? Tværtimod er den jo en alt for stor nåde og velsignelse. Målet og nytten med døden for de genfødtes legemer, er at udrydde og tilintetgøre synden som bor i dem. De må dø for at blive helt renset.

Syndens gift har så totalt gennemtrængt deres legemer, at de, på samme måde som de spedalskes huse i Israel, må rives ned og oprejses på ny for at blive renset. Og på samme måde som hvedekornet ikke kan blive til nyt liv før det bliver gravet ned i jorden, sådan må vore legemer også dø og blive til støv før de kan blive virkelig levende og hellige.

Så kunne nogen nok her indvende at de som lever når Herren kommer igen, skal jo aldrig dø. De bliver forvandlet i et øjeblik. Hvorfor kunne Herren ikke gøre nøjagtig det samme med alle sine, bare i et øjeblik forvandle dem, så de ikke behøvede at dø?

Til det må vi bare svare at Gud er større og visere end mennesker. Hvor mange dybe og åndeligt helbredende indtryk var vi ikke blevet frataget, hvis vi ikke længere vidste at døden engang ventede os? Guds børn trænger jo til al mulig hjælp mod synden.

Bevidstheden om døden bremser ofte vort kødelige og verdslige sind. Den taler til os både om Guds godhed og Guds strenghed. Taler om Guds strenghed og had imod synden, - for syndens skyld lod livets og frelsens Gud døden komme til verden. Den taler om Guds godhed og hans inderlige barmhjertighed, da han gav os sin Søn til at dø vor død, for at bryde dødens brod og forvandle den til en god søvn.

Så længe synden er i verden, er døden en velgerning for Guds børn. De trænger stadigvæk til at bede: "Lær os at tælle vore dage, så vi kan få visdom i hjertet!"

Endnu en grund til at Guds børn skal dø, er at de i alle ting skal følge efter ham som er hoved for sit legeme. Når han døde, skulle vi, hans lemmer, være undtaget fra denne udgang på livet? Når han har gået denne vej til herligheden, skulle hans lemmer da gå en anden vej til den.

Det er en stor trøst at når vi dør, da følger vi vor Herre og Frelser, som er gået foran os denne vej. Vor menneskelige natur gyser overfor døden. Det har mange hellige også erfaret.

Da er det også meget nødvendigt og nyttigt at Guds børn har dette med døden tydeligt for øje. Men først og sidst husker at de er i Guds hånd, i den trofaste Faders og Frelsers arme. At ikke et hår skal falde fra deres hoved uden at han vil det. At selv om døden kommer mod os som noget forfærdeligt, så er det jo deres gode og kendte Frelser som kommer til dem i døden.

I døden sker det samme med os som med disciplene da de var ombord i båden og Jesus kom til dem på vandet. De blev bange og sagde: "Det er et spøgelse!" Men han sagde: "Det er mig, frygt ikke!"

Og han, som til denne dag altid har taget sig af os med så stor barmhjertighed, skal heller ikke i døden forlade nogen af sine kære. Han skal heller ikke lade noget som helst ondt hænde os, som ikke han i sin kærlighed har bestemt.

Gennem døden skal han give os det vi så længe har længtes efter; forløsningen fra alt ondt, en fuldkommen hellighed og tryghed. Da skal vi aldrig mere synde mod vor kære Frelser. Aldrig mere tynges af problemer med at tro. Aldrig mere anfægtes af djævelen. Aldrig mere opleve at Frelseren bliver borte for os. Nu skal vi se ham som han er i Guds Paradis.

På jorden har vi altid været fremmede og udlændinge, fattige, skræmte og utrygge. Nu skal vi føres ind til vor arv i det himmelske rige, til den evige hvile.