21. oktober

 

Trælkvindens søn skal ikke arve som den frie kvindes søn. Gal. 4:30.

 

Tusindvis af ellers ganske oplyste mennesker ved ikke at Skriften taler om to åndelige riger:

Først har vi et lovens rige, der hvor man får alt efter det man selv har fortjent. Som apostelen siger: "Den som holder sig til gerninger får ikke lønnen af nåde, men efter fortjeneste."

Det samme er det Kristus vil vise os når han siger at de som havde arbejdet hele dagen, som havde båret dagens byrde og hede i vingården, ingen nåde fik, men bare efter som de havde fortjent. Bare "daglønnen." Fordi de "holdt sig til gerningerne!" Disse mennesker kaldes i Skriften for trælle eller tjenere, trælkvindens sønner, som bare skal få det de har fortjent.

Men så findes der også et nåderige, der hvor det aldrig går efter vor fortjeneste. Nej, de som hører hjemme her, ejer en konstant nåde. I gode og dårlige dage samme nådestand. På grund af at de har en stedfortræder som har gjort det sådan at de ikke dømmes efter loven, at ingen synder bliver tilregnet dem.

Netop som vi læser det i Rom. 4: "Men den som ikke holder sig til gerninger, men tror på ham som gør den ugudelige retfærdig, han får sin tro tilregnet som retfærdighed, sådan som også David priser det menneske salig som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger, og som Herren aldrig tilregner nogen synd." Disse kalder Skriften for børn, sønner og den frie kvindes barn, som skal "blive i huset" og eje arven.

Med disse ord om tjenere og barn i huset, særligt når det gælder det vigtige og forbilledlige Abrahams hus, har Paulus taget et forhold frem som er særdeles lærerigt. Men som mange aldrig tænker over. Midt i vore egne familier har Gud givet os et talende billede på hvordan han handler i nåde.

Ser vi ikke hvordan børnene i vort hjem legemlig set netop lever i en sådan nåde-husholdning? De bliver aldrig noget skyldig. Hvor meget de så daglig forbruger, og uanset hvor lidt de selv udretter for at tilvejebringe noget af det vi trænger til i huset. De har alt det de behøver, frit og uden betaling.

De får sin mad og drikke, sine klæder, sin pleje, sin seng, sin opdragelse. Om de måske ikke selv skaffer noget som helst til veje, men bare forbruger, bliver de aldrig noget skyldig. Og så til sidst, efter i mange år bare at have modtaget alt mulig godt, skal de til og med modtage arven.

Tjenerne i huset, derimod, har slidt trofast med tungt arbejde. Det er måske netop dem som har skaffet alt dette hjemmet lever af. Men med dem bliver der holdt regnskab -! Hvis nogen af dem gennem året har taget mere ud end den løn som er aftalt, står de til sidst med gæld. Og at arve noget som helst fra dette hus kommer ikke på tale for dem.

Mens barnet, - lad det være sagt endnu en gang, - uanset alt hvad de forbruger og hvor lidt de end arbejder, bliver de aldrig noget skyldig. Er det ikke en underlig styreform? Og hvad kommer det af at barnet aldrig bliver noget skyldigt? Det kommer jo bare af at der aldrig bliver ført noget regnskab med dem. "De er jo børn", siger vi, "hvem holder vel regnskab med børnene, så længe de bor hjemme?"

Ja, dette er Guds riges hemmelighed. Med børnene føres der aldrig regnskab. Om vi står med gæld, eller er gældfrie, afhænger bare af om vi er tjenere eller børn, "trælkvindens sønner", eller "den frie kvindes børn."

I din egen familie ser du det sande billede af nåderiget. Det billede Skriften så tit bruger. Nøjagtig som med dine børn, er det med dem som er i Kristus, og "lever i barnekår" hos Gud. Der føres ikke noget regnskab med dem. De er det folk som Gud ikke tilregner nogen synd. De lever af nåde på grund af alt det deres førstefødte bror har fortjent. Derfor lever de i en uafbrudt barnekårets nådestand.

Åh, er dette sandt? Er det muligt at der også findes et sådant nåderige på jorden? Ja, dette er sandt! Skriftens ord står evig fast, selv om vore ustadige hjerter er gennemtrængt af loviskhed, og ikke kan holde fast på denne salige trøst. Men Skriften lyver ikke. Derfor er dette alle troendes tilstand: At Gud ikke tilregner dem nogen synd til fordømmelse. At de er Guds elskede børn.

De lever under samme nåde hos Gud de dage det går dårlig for dem, som når det går bedre. Når de fryder sig over at de får kraft til at gøre noget godt, og når de sukker over sine synder og dårskab så de "råber til Herren i hjertets angst." De ejer den samme nåde når de smager og ser hvor god Herren er, som når de gennem langvarig tørke bare må smage malurt og galle.

Men hvis det ikke er sådan, hvis vi bare er mere velbehagelige for Gud når vi får nåde til at leve et mere helligt kristenliv. Da kommer retfærdigheden jo af vore gerninger. Og da er Kristus altså død forgæves. Da lever vi jo i et gerningsrige, som hersker over nåden. Og ikke et nåderige som hersker over gerningerne.

Vi indrømmer at denne lære er den største galskab for vor fornuft. For alt som er i os. Følelser, fornuft og samvittighed er fuldt af loviskhed, så vi stadig trækkes ned i loviske holdninger. Men skulle vi derfor for alvor bare tro det vi ud fra vor natur mener og kender? Det ville jo være det samme som at falde fra troen.

Nej, nåderiget, der hvor ingen synd tilregnes, er summen af alt det Kristus har fortjent ved sit fuldbragte værk, og af hele Skriftens tusindtallige vidnesbyrd om det samme. Gud være lovet i evighed for sin ubeskrivelige store gave!