18. oktober

 

Kom og lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Om jeres synder er blodrøde, skal de blive hvide som sne. Esajas 1:18.

 

Så snart synderen er afklædt alt det han selv har at rose sig af, vil Gud bare forlade og trøste ham i alt.

Det er jo åbenbaret gennem hele Guds ord at synden er udslettet, og at Gud er nådig og brænder af kærlig nidkærhed efter at forlade og trøste synderen. Men synderen vil ikke have nogen nåde. For med sin selvsikre natur, som han har arvet fra Adam, tror han at han skal kunne møde Gud i egen kraft.

Denne holdning er selve dæmningen i mennesket mod Guds nåde. Men er den dæmning bare sprængt bort, da har Guds nåde frit løb. Og da bliver alt godt. Når bare et Adams barn blive ydmyget, så det vil tage imod nåde. Ikke bare vil lade sig omvende og forlige med Gud. Men også vil opgive alt sit eget og tage imod nåde - bare som nåde. Åh, da får dette menneske straks forladelse, ja, megen forladelse. Da møder synderen den store tilgivende Guds barmhjertighed, som er en barmhjertighed uden grænse eller slutning.

Du har synd på samvittigheden. Du går der nedtrykt og fordømt, og kan ikke gøre noget som helst for at hjælpe dig selv ud af dette. Men hør! Du skal slippe. Du skal slippe for at gøre det allermindste, og slipper også for at fortvivle og give op. Lovpris Herren, hvem du så er, "han som forlader alle dine misgerninger!"

Du har bare fortjent aldrig at blive trøstet, men bare evig og altid gå fortvivlet og dømt rundt. Men du skal slippe! Du skal få lov til at være glad. Du skal kaste din byrde af dig og være fuldkommen fri og glad, som om du aldrig havde syndet. Min sjæl, lov Herren! Han som forlader alle dine synder.

Gud forlader synder, forlader alle synder, i alle sammenhænge og til alle tider. Og han forlader fuldstændig uforskyldt. Lær bare først at kende den guddommelige forladelse, eller bede Gud om troen, så skal alt blive godt!

Mange tror de forstår Guds nådes forladelse temmelig godt. Og forstår alligevel ikke noget som helst af det. Først må vi lægge mærke til at forladelse, eller nåde, er det helt modsatte af alt hvad der hedder fortjeneste. Paulus siger: "Er det af nåde, da er det ikke længere af gerninger. Ellers er nåden ikke længere nåde. Men hvis det er af gerninger, er det ikke længere nåde. Ellers er gerningen heller ikke længere nogen gerning."

Forladelse er også noget helt andet end en undskyldning. Gud undskylder ikke synden, men forlader den. Derfor kan alt også forlades, selv om det slet ikke kan undskyldes. For forladelsen gives udelukkende af ren nåde. Det er som med et menneske, som efter hvilken som helst ret ikke kunne gå fri, men måtte dømmes og straffes. Men alligevel nu i ren barmhjertighed bliver benådet og sat fri fra det alt sammen.

At Gud forlader, betyder at "han ikke gør med os efter vore synder, og gengælder os ikke efter vore misgerninger." Sådan er Gud! Han gør slet ikke med os efter vore synder. Hvis Gud et eneste øjeblik gjorde med os efter vore synder, så blev ikke et eneste menneske frelst. Men hele Kristi rige på jord er bare forladelse over alle som i tro holder sig til Kristus. Ja, en konstant forladelse, en fuldstændig uforskyldt forladelse og en total forladelse.

Eller er det ikke sikkert nok at Gud forlader alle dine synder? Har himmel, jord og helvede, ja, mennesker og ånder ikke eftertrykkelig nok fået at vide at Gud forlader alle synder? Og at ingen bliver fordømt for syndens størrelse, men bare fordi de ikke har brug for nåden?

Gud har selv i egen person forsikret os om at han vil forlade synder. Det samme har han gjort i tusindvis af klare løfter gennem profeter og engle. Ja, gennem hans enbårne Søn og hans apostle, og gennem en stor skare evangelister.

Selv alle helvedes magter skal ikke kunne udslette dette vidnesbyrd fra denne lysende hær, eller frarøve os vor vished om syndernes forladelse. Hele Bibelens indhold, fra begyndelse til slutning, er alt sammen udelukkende koncentreret om alt det Gud har gjort for at vi skulle få syndernes forladelse.

Selve loven var jo også bare givet for at vi skulle lære vor egen fortabte tilstand at kende, og drives til Kristus for at modtage forladelsen. Og alt det som Guds Søn gjorde på jorden, det gjorde han for at vi skulle få syndernes forladelse.

Han blev et menneskebarn, blev vor bror og stedfortræder, udtrykkeligt for "at frelse sit folk fra deres synder", som engelen sagde. Han udgød sit hellige blod til soning for verdens synder, som han selv udtrykkelig siger: "Mit blod bliver udgydt til syndernes forladelse."

Han indstiftede dåben. I den tager han os ind i en evig nådepagt. Han indstiftede nadveren, for at han til stadighed gennem hele vort liv i den kunne forny sin forsikring om syndernes forladelse. I "Fader vor" lærte han os at bede dagligt og konkret: Forlad os vor skyld.

Skulle han have nogen grund til at gøre alt dette, hvis det ikke var hans alvorlige mening og vilje at forlade synder? Gud har så vist ikke sendt sin Søn til verden for at dømme verden, eller bare for noget kortvarigt jordisk gode!

Alt det Herren har gjort står som en garanti for at han har en virkelig og alvorlig vilje til at forlade vore synder, og på ny tage os til sig som sine børn og kæreste venner. Det er jo dette han har skabt os til, og af bare nåde givet os det evige liv.