15. oktober

 

Sådan som mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også mange stå som retfærdige ved den enes lydighed. Rom. 5:19.

 

Alle Adams børn er dømt og erklæret som syndere, alene på grund af hans ulydighed. Men på samme måde erklæres "al Kristi sæd" også at være retfærdig, alene på grund af den enes lydighed.

Ved den enes lydighed. Her siger apostelen nu udtrykkelig hvad Kristi retfærdighed består i. Han siger det var hans lydighed, hans egen personlige fuldkomne opfyldelse af hele Faderens vilje. På samme måde som syndefaldet bestod i "ens ulydighed", sådan skulle genoprettelsen også ske gennem "ens lydighed."

Hele Kristi liv på jorden, helt fra krybben til korset, var lydighed. "Kærligheden er lovens opfyldelse", siger apostelen. Kristus havde en fuldkommen kærlighed både til sin Far og til os mennesker. Af kærlighed til os og lydighed mod sin Far kom han til jorden og blev vor bror. I samme kærlighed og lydighed gik han omkring og gjorde vel og hjalp alle. Af kærlighed til os og lydighed mod sin Far ville han også "smage døden for alle." Og han blev "lydig helt til døden, ja, døden på korset."

Det var ikke noget som helst mindre end en så dyp og fuldkommen lydighed som kunne frelse mennesket fra den fordømmelse som gennem den enes ulydighed var kommet over os. Men se nu her, hvordan det er denne Kristi fuldkomne lydighed som dækker over al vor daglige ulydighed! Alle de helliges åndelige nød og suk er altid dette at de ikke er i stand til at lyde Gud på ret måde, men tværtimod altid gør ham imod.

Der hvor ånden er villig og hellig, der er det medfødte fordærv bare endnu mere følbart og trykkende, og opleves altid som ulydighed. Al synd i hjertet eller i livet, i tanker, begær, ord og gerninger, er altid det samme som ulydighed mod Gud. For i sin hellige lov forbyder han jo al denne ondskab. Og da bliver Guds børn ængstelige og sukker over sin ulydighed mod Gud.

Men se nu her! Imod al denne vor ulydighed har Gud sat sin Søns lydighed. Hans lydighed skal være vor lydighed. Det siger denne tekst, at gennem ens lydighed bliver mange retfærdige. Det var netop derfor Gud sendte sin Søn under loven, for at han skulle købe dem fri som var under loven.

Gud så fra evighed af at alle mennesker som faldt under loven og dommen, og så fulde af synd at ikke en eneste fuldkomment kunne adlyde eller opfylde loven. Derfor besluttede han i sin evige barmhjertighed at han selv ville genoprette alt dette. Hans Søn skulle blive et virkeligt menneske, men med fuldkommen lydighed. 

Som en ny stamfar for os, skulle han opfylde loven og gå ind i lidelsen under dens forbandelse. For at sådan som vi var blevet syndere gennem den første stamfaders ulydighed, sådan skulle vi også blive retfærdige bare gennem den andens lydighed.

Og det er netop denne Kristi fuldkomne lydighed som egentlig er selve retfærdigheden som vi kan bestå med for Gud.

"Derfor", siger Konkordieformlen, "ser troen på Kristi person sådan som han i vort sted er født under loven. Han har båret vor synd. Og når han så gik til Faderen for os, fattige syndere, har han vist sin himmelske Far den fuldkomne lydighed, og dermed skjult al den ulydighed som bor i vor natur og stikker frem i dens tanker, ord og gerninger. Sådan at denne vor ulydighed ikke skal tilregnes os til fordømmelse, men af ren nåde alene for Kristi skyld blive os tilgivet og forladt."

Derfor må vi sige til hver eneste en som gerne vil være en kristen og tro Guds nåde, men som holdes tilbage og bliver nedtrykt af sin egen mangfoldige ulydighed: Grib med alvor denne trøst og sig: Kristi lydighed er min lydighed. Med min egen lydighed og retfærdighed er jeg fuldstændig fortabt. Jeg ville totalt fortvivle, og aldrig mere tænke på at blive frelst, hvis jeg skulle dømmes efter loven. Men netop derfor har Kristus været under loven og vist en fuldkommen lydighed, for at han gennem det skulle "købe os fri som var under loven."

For han behøvede så vist ikke at være under loven for sit eget vedkommende. Han gjorde det jo alt sammen for os, i vort sted så det skulle tilregnes os.

Så er dette da min eneste retfærdighed: Ikke min lydighed, men hans lydighed. For selv når mit nye menneske vil være lydig, er den gamle natur i mig alligevel fuld af ulydighed.  Derfor er det nu min eneste trøst at Kristus var lydig for os.

På denne måde skal vi tage denne tekst til os som er så fuld af trøst. Siger nogen så: Hvad hjælper det mig at Kristus var lydig, når jeg selv ikke kan være det? Da svarer vi: Hvis ikke Kristi lydighed er din lydighed, da er du evig fortabt!

Her forkynder apostelen til os at det alene er "gennem den enes lydighed vi bliver retfærdige." Derfor må vi virkelig alvorligt indprente disse ord i vore hjerter: "gennem den enes lydighed!" Ellers vil følelsernes, samvittighedens og vantroens vejr bare blæse os hid og did, som agner på det vilde hav.

Da er det noget ganske andet for en fattig, udslidt synder, som giver trøst og tryghed, at hvile på denne faste klippegrund: Guds evige rådslutning; at sådan som vi alle blev syndere gennem den enes ulydighed, sådan skal vi også blive retfærdige alene gennem den enes lydighed.