14. oktober

 

Han blev ikke svag i troen. Rom. 4:19.

 

Ikke svag i troen. Dette er en sædvanlig måde at udtrykke det modsatte på, og siger os altså at Abraham havde en meget stærk tro. Men må samtidig ikke opfattes som at Abraham aldrig måtte kæmpe med vantroen, eller at han aldrig kendte til at han var svag i troen, som jo alle de hellige lider under.

Apostelen kendte nok til det som står i 1. Mosebog 17 om da Gud kom og fornyede sit løfte til Abraham. Da kunne Abraham ikke lade være at tænke på både sin egen og Saras høje alder. Det ser vi tydelig af at Abraham lo, og sagde i sit hjerte: "Kan der blive født barn til en mand som er hundrede år gammel?" Og så begynder han at tale til Gud om Ismael som sin arving. Nøjagtig som da han første gang talte til Gud som om det måtte blive tjeneren Elieser som skulle blive hans arving.

Men når apostelen alligevel siger: "Han blev ikke svag i troen", giver han os dermed en nyttig lærdom om troens natur, dens styrke og svaghed. Vi tror nok oftest at troens styrke skal vise sig i en konstant glæde og frimodighed. Og, på den anden side, at når vi føler os svage og bekymrede, skal det være tegn på en svag tro.

Men her kan vi nu lære noget andet. Abraham har haft en stærk tro. Og kunne alligevel opleve frygt og ængstelse. Sandheden er at troens styrke viser sig i tider med mørke og anfægtelser, - ikke i glade og lyse dage.

Et muntert og frimodigt sind kan ofte betyde at vi letsindigt overser hellige pligter og truende farer. Eller at Gud i sin nåde lader os opleve en særlig følbar velsignelse. Men at holde fast på Herrens løfter, og på grund af disse være frimodig og glad - selv når vi tydeligt ser problemerne tårner sig op, og al følbar nåde er borte, - det er et tegn på en stærk tro.

Men selv om vi ikke kan være frimodige og glade i mørke og kampe, men alligevel kan få nåde til at holde fast i Guds almagt og trofasthed, så er dette lige så meget et tegn på en stærk tro.

Når der bliver sagt at Abraham ikke var svag i troen, vil det sige at han ved Guds kraft sejrede i kampen med sin fornuft, som ville røve håbet fra ham. At han holdt ud i kampen og holdt Guds løfte og håbet fast i sit hjerte. Og, på trods af hvor usandsynlig det kunne se ud, ventede han hele tiden på at løftet skulle blive opfyldt. Helt til fornuftens latter blev afløst af en befriende salig latter da Saras barn lå der foran ham, og den lykkelige mor udbryder: "Gud har gjort det så jeg må le; alle som hører dette, vil le af mig."

Men apostelen fortsætter med at uddybe hvad Abrahams trosstyrke viste sig i. Han siger: "Han var ikke optaget af sit eget legeme som allerede var dødt, for han var snart hundrede år. Og heller ikke af Saras døde moderliv." Han har nok set på sit halvdøde legeme og sine hundrede år. Fjenden og fornuften har nok mindet ham om Saras ufrugtbarhed.

Men hans trosstyrke var at han ikke "var optaget" af dette. Ikke lod sine øjne stoppe op ved disse nedslående tilstande. Ikke lod sig tage til fange af dette. Selv om han nok måtte kæmpe mod tankerne netop på disse "mure."

Han holdt altid Guds almagt og sandfærdighed op imod fornuftens indvendinger. Hans styrke var dette: Gud har sagt det! "Han som gør de døde levende, og omtaler det som ikke findes, som om det findes."

Gud har sagt det, han som har skabt hele verden af intet. Og han kan ikke lyve. Dette gælder mere end Abrahams og Saras uddøde legeme. Det var ikke på disse uddøde legemer, men på Guds almagt og sandfærdighed han troede.

Åh, hvilket herligt eksempel på tro! Måtte vi også snart lære at leve dette Gudsliv i tro!

Og den som vil være en kristen, og holde ud i troen gennem alt det Gud fører ham ind i, skal nok få al mulig grund til at øve sig i dette. Han må lære ikke at blive optaget med sin egen kristendom, sin tro, sin kærlighed, sin bøn. Men uafladeligt fæste sit blik på noget som er udenfor os; på Gud, alt det Gud er, og på hans løfter og ord.

Se derfor ikke på din halvdøde tro, men på Guds trofasthed. Ikke på din halvdøde kærlighed, men på Kristi kærlighed. Ikke på din kolde og skrøbelige bøn, men på Guds faste løfter. Ikke på din kraftløse strid i fristelser, men på "Guds mægtige kraft", Guds trofasthed, "som ikke skal lade jer fristes over evne."

Men vær klar over at dette ikke kommer til at gå letvundet for sig. Der kræves en hård kamp for at døde fornuften, som stadig vil bygge på det vi selv er, gør eller er i stand til.

Derfor er der ingen tvivl om at i dette spørgsmål har troen og fornuften kæmpet hårdt imod hinanden i Abrahams hjerte. Men til sidst er troen gået af med sejren, beholdt stillingen og slået den farligste og mest skadelige Guds fjende; fornuften, til jorden.

Det samme må alle levende Guds børn også gøre, om de, som Abraham, vil gå ind i troens ukendte og skjulte mørke. Og på denne måde giver vi vor Herre og Gud det offer og den gudstjeneste han allermest ønsker sig.