12. oktober

 

Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden. Rom. 6:14.

 

Apostelen siger her at de som lever under nåden, og ikke under loven, over dem skal synden ikke herske. Dette er jo en underlig forsikring.

Men hvad er så grunden til netop dette; at synden ikke skal herske over os, fordi vi ikke er under loven, men under nåden? Jo, det har sin grund i to forhold.

Den første grund ligger i det hjerte som er født på ny af nådens evangelium. Den anden grund ligger i Guds hjertelag og hans måde at styre på.

Når en sjæl "gennem loven er død fra loven", og nu lever af bare nåde, har han dermed også fået et helt nyt hjerte som inderligt elsker Gud og hans vilje, og virkelig hader synden.

Tidligere gik dette menneske under lovens trældoms åg. Han ejede ikke syndernes forladelse, men så bare Guds trusler på grund af sine synder. Han kunne ikke elske Gud og hade synden.

Guds bud og trusler kunne nok gøre at han blev bange og trykket af synden. Men virkelig hade og forbande den kunne han ikke. Hans forhold til synden er den samme som en frier som er blevet jaget væk, og trækker sig modvilligt bort fra den han elsker, - men kun på grund af faderens strenghed.

Så længe Gud bare stod truende med sine bud, for hans indre øje, kunne han ikke få kærlighed, lyst og glæde i ham. Hans kærlighed var knyttet til den synd som Gud fordømte.

Det er ganske rigtig som en Åndens mand har udtalt, at "synd som ikke er forladt, bliver elsket. Bare forladt synd bliver hadet." Kærligheden er den stærkeste magt i mennesket. Det jeg elsker, det har magt over mig.

Når en sjæl fries ud fra lovens trældom og sættes over i nådens rige, skabes der i ham en kærlighed og glæde i Herren, og et had til synden. Det er da ikke bare en naturlig genkærlighed til en som har elsket os. Det er helt konkret "Guds sæd" i hjertet til det menneske som nu er født på ny. Guds Hellige Ånd tager bolig i hans hjerte.

Og det er udelukkende denne Guds sæd som overvinder, behersker og døder synden. Ja, som til og med gør at vi "ikke kan synde", som Johannes siger. Vi kan ikke længere trives i synden, og kan derfor ikke "stille lemmerne frem til tjeneste" for den. Da hersker synden heller ikke over os. Dette er det første vi skal lægge mærke til for at forstå vor tekst.

Men her er også en anden hemmelighed. Når apostelen siger at "Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden", så har dette løfte sin grund i noget mere end vort nye, hellige sindelag.

Det har sin grund i Gud selv!

Når et menneske "gennem loven er død fra loven", og har fået al sin trøst i Gud og hans nåde, da lever det i det svage og barnlige afhængighedsforhold som Gud har lovet at tage ansvar for. Apostelen siger i 2. Kor. 12: "Når jeg er skrøbelig, da er jeg stærk." Og der udtrykker han netop hemmeligheden.

For dette bygger på det Herren lige før havde sagt til Paulus: "Min kraft er stærk i de svage." Gud viser sin kraft bare i de svage. Gud vil ikke give sin kraft til de stærke, til dem som endnu tror de selv har nogen kraft. Kun til dem som har opgivet alt sit stræb og sin kristendom, og derfor nu lever af bare nåde.

Men de som er under loven, som endnu ikke er blevet udmattet og knust, men endnu tror de selv kan gøre noget for at synden ikke skal få magt over dem, de kæmper endnu i egen kraft.

Ganske rigtig beder disse også ofte Gud om at få hans kraft. Men det ville være i strid med Guds visdom og hele hans frelsesvej med mennesket, som alt sammen er af bare nåde uden nogen som helst fortjeneste. Det kan han ikke give dem i den tilstand de nu er i, hvor de endnu håber på at kunne magte noget i sin egen kraft. De er jo ikke dødet af loven, de lever ikke bare på nåden.

Den som ser mere på det ydre liv hos et menneske, som er stærkt i sig selv, kan nok tage fejl og synes at også denne ejer Guds kraft mod synden. Men Herren siger dette bare er en ydre renhed og skønhed, som de hvidkalkede grave Jesus sammenlignede med.

Selve syndens magt over det indre liv er endnu ikke blevet åbenbaret for dem, så længe de endnu kan fæste nogen lid til egen kraft og egne vurderinger. Kraften i det indre fordærv er derfor endnu ikke brudt ned.

Ganske anderledes er det med dem som selv har givet fuldstændig op, og har al sin retfærdighed og styrke alene i Kristus. Sådanne tilintetgjorte sjæle, disse svage børn som er blevet totalt afhængige af Herren, netop disse er det Herren selv tager sig af. Disse trøster han, og siger: "Lad min nåde være nok for dig; min kraft er stærk i de svage."

Så er dette den anden grund til at apostelen kan love os at "synden ikke skal herske over dem som ikke er under loven, men under nåden."

Men dette er jo en hemmelighed som er skjult for al vor fornuft. Derfor trænger vi særligt til at tage denne lærdom som apostelen her giver os, ind over os; at det bare er muligt at herske over synden når vi ikke er under loven, men under nåden.