7. november

 

Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den som tror. Rom. 10:4.

 

Åh, hvilken uendelig trøst vi har for alle fattige syndere i dette ord!

Du slider med at omvende dig til Herren, og med at forbedre dit hjerte og dit liv, så du på den måde kan blive retfærdig efter loven og få Guds nåde. Men dette er ren vildfarelse.

For det første bliver du aldrig, her på jord, i dig selv retfærdig overfor loven. Dernæst var det netop dette som "var umuligt for loven" som Kristus måtte opfylde for os.

Ved du ikke at nu er det slut med loven som frelsesvej? Hør nu, og husk at "Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den som tror." Kristus, Guds evige Søn, har i vort sted levet under loven, og i vort sted opfyldt alle dens bud: Elsket Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Og til sidst lidt under lovens forbandelse i vort sted.

Alt dette gjorde han så vist ikke for sin egen del. For han behøvede det ikke. Nej, det var for os, - "til retfærdighed for hver den som tror." Dette må vi aldrig glemme.

Måske du en gang begyndte at tro på ham. Men så fik du dig selv at se så syndig og dømt under loven, at du mistede modet. For loven er jo også Guds ord, og den kræver meget som du ikke er i stand til. Du skulle f.eks. i det mindste elske Gud af hele dit hjerte. Du skulle være gudfrygtig og altid have hjertet vendt mod Herren. Du skulle være varm og udholdende i bøn. Være oprigtig taknemlig for al Guds nåde. Være alvorligt optaget med at døde kødet.

Men du finder så meget af det helt modsatte i dig: Ligegyldighed, ugudelighed, letsindighed. Og da kan du ikke tro at Gud vil være nådig mod dig og se med velbehag på dig.

Men dette er igen at slide med din egen retfærdighed, prøve på i egen person at kunne bestå overfor loven. Dette er vildfarelse. I dig selv vil du aldrig, så længe du lever, kunne blive retfærdig overfor loven. Men Kristus er lovens ende som retfærdighed for hver den som tror.

I Kristus ejer du nu samme retfærdighed og samme velbehag i Guds øjne som om du selv var helt fuldkommen efter loven. Tænk over dette, og glem aldrig at Kristus er Guds børns retfærdighed. Og at det er slut med loven som vejen til frelse. Det er bare som en kær rettesnor for livet, og en nødvendig tugt for kødet, at Guds børn endnu har brug for loven. Men gælder det vor frelse, vor retfærdighed eller vor fuldkommenhed overfor Gud, da er det fuldstændig slut med loven. For det er en gang for alle afgjort at vi i os selv altid er fordømt overfor loven. Vor fuldkomne retfærdighed ligger allerede færdig for alle i Kristus.

Men, åh, er dette sandt? Da burde vi sandelig også vågne op for dette! I stor fryd burde vi løfte vore hoveder, og i al evighed prise og ophøje så stor en nåde og frihed. Og det er slet ikke nok at vi bare forstår dette. Det må af Guds nåde blive åbenbaret for os. Så må vi bestandigt opøve vor samvittighed i at bruge denne frelsende sandhed i vort daglige liv under nåden og i helliggørelsen.

Luther siger: "Med disse ord vil et menneske kunne værge sig og bestå overfor djævelens angreb og anfægtelser, enten det gælder synder vi har gjort eller i øjeblikket fristes til. Sådan at man altså skiller disse to ting klart fra hinanden: samvittigheden og vort ydre liv, tro og gerning.

Hvis så loven vil angribe mig og forfærde mit hjerte, da er det på høje tid at jeg afskediger loven. Og hvis den ikke vil adlyde dette, at jeg da frimodigt afviser dens trusler, og siger: Jeg vil gerne være optaget med at gøre gode gerninger der hvor det er muligt når jeg færdes blandt menneskene. Men her i mit hjerte, hvor jeg med min samvittighed står frem for Gud, afviser jeg dig og din tale helt og holdent. Lad mig være i fred her, og tal ikke til mig om hvad jeg skal gøre og ikke gøre. Her vil jeg ikke høre hverken på Moses eller på farisæerne. Her skal Kristus bare herske og være alt for mig.

Men hvad så med det forhold at jeg fortsat altid har synden i mig, - for det er jo ikke ret? Svar: Ja, det er sandt. Jeg er jo en synder og gør synd. Men derfor må jeg alligevel ikke fortvivle eller fare til helvede eller rømme for loven. For jeg har endnu en ret og en gerning som står over Moses.

Med den ret griber jeg ham som har grebet mig, og holder mig til ham som har taget imod mig i dåben og lagt mig i sine arme. Og som gennem evangeliet har indsat mig som rettighedshaver til sin fuldbyrdede frelsesgerning og hele sit rige, og som befaler mig at tro på ham. Dette er bare de kristnes visdom og daglige skole, og hører bare til der hvor Kristus alene bør regere, og samvittigheden har med Gud at gøre. Det forkyndes ikke for frække og letsindige mennesker." Så langt Luther.

Og bemærk til sidst at der står "hver den som tror." Det er bare for den som tror Kristus er blevet hans retfærdighed.

Så tænker du måske: "Dette er jo en vældig trøst. Men hvordan skal jeg kunne vide at alt dette tilhører mig?" Jo, her står udtrykkeligt: Hver den som tror.

Er du blandt dem som enten lever i ligegyldig selvoptagethed, eller sidder fast i lovtrældom, og endnu kan klare dig godt uden Kristus? Da tilhører denne nåde nok ikke dig. Er det derimod blevet sådan med dig at du ikke længere kan finde hvile i noget af alt det du selv kan udrette, men i al din store fortabthed bare søger din tilflugt i Kristus og ordet om ham. Da er du sikkert nok en troende.

Og da gælder alt dette også for dig. Nu er det slut med lovens ret til at dømme dig. Gud skal aldrig mere dømme dig efter loven. For "Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den som tror." Priset være hans navn i al evighed!