5. november

 

Hvis hans børn forlader min lov ... da vil jeg hjemsøge deres synd med riset ... men min nåde vil jeg ikke tage fra ham. Salme 89:31-34.

 

Hvordan skal vi forstå dette? Her finder vi noget mærkeligt. Her tales der om når barnet synder, og Gud derfor hjemsøger dem med ris og plager. Og så siges det at nåden alligevel ikke skal tages fra ham! Hvem er da denne "ham"?

Det ser vi af sammenhængen. I vers 28 læser vi: "Jeg gør ham til min førstefødte." Det er altså den førstefødte der tales om her. Og det fortsætter med: "Til evig tid vil jeg holde min nåde fast overfor ham. Hans slægt skal jeg lade vare evigt, og hans trone så længe som himmelens dage." Og så kommer den tekst vi har foran os i dag: "Men hvis hans sønner forlader min lov ..."

Men her tales der jo om når Guds børn synder! Hvorfor knyttes dette da op mod den nåde som var lovet Sønnen? Jo, fordi den nåde som er over børnene, den har de alene i Sønnen. Pagten, eller kontrakten, som giver børnene denne nåde har Gud oprettet med Sønnen, "den førstefødte."

Han er vor Herre og talsmand, vor stedfortræder og forsvarer hos Faderen. Han har "lagt ud" for os. Har betalt skylden og tilfredsstillet retfærdighedskravet. Derfor skal nåden for hans skyld være urokkelig, selv når børnene synder.

Men læg mærke til at der står: Hans børn. Det er dem som "Gud har givet ham", de som tror på Sønnen og ved troen er "forenet med ham." Ved troen holder de sig tæt indtil ham, som barnet til moderen. For at de i hans retfærdighed kan have sin fred, sin trøst og sin retfærdighed.

Og disse har også hjertets barneforhold til ham. De vil ikke gå bort fra ham. De angrer og bekender sine synder for ham, og ville gerne at de var ugjorte. Det er disse som er "hans børn."

Men selv disse kan komme til at falde så grusomt i synd som det står her; at de (netop da, når dette sker) forlader hans lov "og ikke vandrer efter mine bud" (som det hedder videre i vers 31). Hvad gør Gud da? Jo, siger han, da vil jeg hjemsøge deres synd med riset og deres misgerninger med slag. Men ikke tage nåden fra dem. For det ville være det samme som at Gud tog sin nåde fra ham som købte denne nåde for børnenes regning.

Luther siger: "Når det for mig ser ud som om Gud er vred, som om han vil forkaste mig, da vil jeg svare: Hellige Far: Før du kan forkaste mig, må du først forkaste din egen elskede Søn, Jesus Kristus. For han er min mellemmand, min talsmand hos Faderen. Han er min "løser", som har betalt for mig. Godtager du ham, da må jeg også gå fri."

Anvender vi så dette på os, kan vi sige: Du er kommet til Jesus. Du er begyndt at tro på ham og vil gerne være hans oprigtige barn. Men du ser at du er så syndig og stadig falder så groft, at du tænker at Gud vil måske overgive dig til en forhærdet ånd. Husk da på dette:

Det han vil gøre på grund af dine synder, er at han vil hjemsøge dig med ris og plager. Først inde i din samvittighed, så længe det er nok for at tugte dig. Og så også med mange slags ydre prøvelser, hvis det er nødvendigt.

Han vil straffe dine synder med ris og plager, men sin nåde vil han ikke trække tilbage. For nåden bygger han på sin pagt med Sønnen. Om nåden taler han ikke med dig, men med ham som betalte for den, som er din mellemmand, din forsvarer og talsmand hos Faderen.

Nåden bygger på noget andet end dit mere eller mindre vellykkede kristenliv, og kan derfor ikke trækkes tilbage på grund af dine synder. For da ville det jo heller ikke have været nåde.

Når du så også oplever det han har truet med, at du får riset og plagerne, frygten og angsten at mærke. Så kan du nu alligevel tro sandheden i hans løfte om at du ejer en evig nåde.

Når du har syndet og han hjemsøger dig med ris og plager, skal du altså ikke misforstå ham, og tro han er vred på dig. Han har jo sagt det på forhånd; at han vil hjemsøge din synd med ris og dine misgerninger med plager, uden dermed at blive vred på dig. Dette bør du jo vide, som en aftalt sag mellem Gud og dig; at du vil falde i synd, og opleve riset, men at nåden du lever under skal stå fast i al evighed.

Når du derfor kender til synden og riset, så træng gennem det tykke mørke, og sig i tillid og trøst: "Nådige Gud: Lad mig bare mærke endnu stærkere og mere langvarig din vrede og dit ris. Og jeg vil alligevel ikke misforstå dig. Du har forudsagt dette; at du skal hjemsøge synden med ris og plager, men aldrig trække nåden tilbage. Og da vil jeg gerne tåle dette." Da har du den rette, ydmyge kristne holdning og tro.

Noget ganske andet er dem som ikke kan kende denne faderlige tilrettevisning på grund af synden, dette indre ris og plagerne, angsten og frygten. Som lever bare i dage og uger uden bekymring og uden denne rædsel og frygt for synden. Eller kan leve selvsikker og fri i en eller anden bevidst kødelig livsform. Men de er jo sikkert nok uægte børn. De er bare døde hyklere, dårlige jomfruer med en lampe som er gået tør for olie.

Det vi taler om i denne tekst er børnene. Disse som ofte har vanskeligt ved at tro, som har svage og modløse, ofte frygtsomme hjerter. Men i Kristus søger de sin tilflugt og sin retfærdighed. Disse skal vide at de på trods af al sin skrøbelighed må leve under nåden så længe deres stedfortræder har nåde. Så længe deres løsepenge er godkendt, har de en evig nåde.