30. november

 

Derfor overgav Gud også dem i deres hjerters lyster til urenhed. Rom. 1:24.

 

Her hører vi hvad Gud gør med dem som ikke følger det lys han har givet dem. Han overgiver dem til deres hjertes lyster. Og straks føres de af sine lyster ud i et hav af urenhed, som nu bliver den løn de har fortjent.

"Gud fristes ikke af det onde, og selv frister han ingen." Men ondskabens magt i mennesket er så stor, at hvis bare Gud overlader det til sig selv, raser det øjeblikkeligt ud i al slags synd og skam.

Gennem syndefaldet blev menneskets natur fyldt af den gamle slangens gift, synd og al slags ondskab. Nøjagtig som en flodbølge arbejder sig ind over landet, eller en vandåre bryder op og strømmer ud, trænger denne ondskab sig på, og påvirker hjertets tanker, lyster og begær.

Herren klagede tidligt over at "menneskets ondskab var stor på jorden, og at hver hensigt i hans hjertes tanker bare var ond hele dagen." Og Kristus siger: "Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, hor, tyveri, falsk vidnesbyrd, bespottelser."

Hvis ikke Gud i sin almagt og mange naturlige hindringer holdt denne syndflod tilbage, kunne intet som helst samfund bestå. Nej, hele menneskeslægten ville gå under på grund af den voksende ondskab. Alle mennesker ville ganske hurtigt komme til at ødelægge både sig selv og andre.

Også der hvor nådens kræfter ikke slår til og virker, har Gud i sin store faderomsorg for menneskeslægten lagt naturlige bremser og bånd på den ødelæggende ondskab. Der bruger han naturlig klogskab, frygt for skam og skade, bevidstheden om hvad der er bedst for en selv o.s.v. Desuden undertrykker Gud den påtrængende ondskab, og holder den tilbage med sin almagt.

Men når så menneskene foragter denne hans kærlige vej til frelse, og tramper på den, så sender han dem sin retfærdige straf. Han fjerner disse hindringer for syndens flodbølge, og overlader menneskene til sig selv og den ondes giftige angreb. Og da vælter ondskabens magt ind over dem og nedbryder alle mål og grænser.

Da får man disse forfærdelige udbrud at se, som apostelen her i Rom. 1 nævner fra hedningernes liv, og som man alt for ofte også ser inden for kristenheden; disse forfærdelige skrækeksempler selv blandt sådanne som sædvanligvis anses for fornuftige mennesker. Pludselig trækkes de ind i en eller anden forfærdelig synd eller dårskab. Man bliver en tyv eller en bedrager. En anden bliver morder. En tredje ligger under for frygtelige ting. En fjerde begår selvmord o.s.v.

Når de så før var regnet for kloge og hæderlige mennesker, og nu ender på denne uhyggelige måde, da står verden der og undrer sig, og kan ikke begribe hvordan sådan noget kunne ske. For disse kloge og fine mennesker kunne jo aldrig tænkes at ville finde på at gøre noget som det de nu er kommet ud i. Hvordan kan dette så være sket?

Ikke på nogen anden måde end den apostelen nævnte i vers 21: "Selv om de kendte Gud, ærede og takkede de ham ikke som Gud." De mærkede Guds røst. Men ville ikke bøje sig.

De "undertrykte sandheden i uretfærdighed." "De gav sig ud for at være vise", og ville ikke tro det Gud talte til dem. På grund af alt dette har Gud så overgivet dem til deres hjerters lyster. Og sådan er de blevet tåber.

Åh, måtte hvert eneste menneske som endnu er i stand til at besinde sig, før det er for sent, tænke over hvad det er Herrens apostel her vil lære os!

Mangen en ungdom har tidligt hørt af omsorgsfulde forældre eller lærere hvad Gud har lært os, både om vort daglige liv og om frelsen og evigheden. De har hørt og forstået at Gud er almægtig. At det er farligt at trodse denne Herrens ord. De har hørt og forstået at denne almægtige Gud alvorligt vil og formaner alle mennesker til at omvende sig til ham og blive frelst. At de skal frygte og elske ham, tro og følge ham gennem livet.

Men nu vil de ikke høre og leve efter hans ord. De vil hellere følge sine egne lyster og verdens fristelser. Og tror de nok skal passe på, så de ikke glider ud i et alt for groft liv, ikke synker for dybt ned i syndens pøl. De tror at de selv har magt til at sætte nødvendige grænser i livet, og holde dem.

Læg mærke til at de ikke helt vil "tilhøre Herren, og leve med ham i hans rige", men er alligevel indstillet på at passe på, så de ikke skal falde for dybt. Men dette vil de aldrig være i stand til.

Det er sådanne mennesker Herren overgiver til kræfterne i deres lyster, så de falder i synd og urenhed, i skammelig uretfærdighed, eller anden sørgelig dårskab.

"Gud lader sig ikke spotte." Vil du ikke høre hans ord og omvende dig helt til ham, da hjælper det ikke med klogskab og årvågenhed. Da må du ned i dybet. Før eller siden, her i livet eller i evigheden, kommer du bittert til at erfare at dette var din største ulykke i livet; at du ikke var lydig mod Herren, men trodsede hans vilje og plan med dig.