25. november

 

Det er endnu ikke blevet åbenbaret hvad vi skal blive, men vi ved at når han bliver åbenbaret, skal vi blive ham lig, for vi skal se ham som han er. 1. Joh 3:2.

 

Johannes siger at vi ved at se på Gud, skal blive ham lig. Apostelen antyder da at det at se på Gud skal have den virkning på os at vi bliver ham lig. Sådan at den herlighed som stråler ud fra ham skal give genskin i vore legemer.

Ja, kunne Moses’ ansigt skinne bare fordi han havde stået foran Guds ansigt på Sinai. Og kan vi allerede nu, bare ved at vi i troen og Ånden ser Gud, blive "forvandlet til det samme billede fra herlighed til herlighed." Så må hans billede jo selvfølgelig også, når vi ser ham ansigt til ansigt, præge sig ind i os på en helt anden og mere fuldkommen måde end her.

Hvordan vi skal blive ham lig, er det alene Gud som ved. Men så meget er sikkert, at da skal han fuldkomment genoprette det billede af ham som han fra begyndelsen skabte mennesket i, og som vi mistede i syndefaldet.

Skriften siger udtrykkeligt: "Sådan som vi har båret billedet af den jordiske (Adam), sådan skal vi også bære billedet af den himmelske." Da skal vort hjerte ikke være som nu; en uudtømmelig kilde af synd og angst. For da skal Kristi hellighed og kærlighed bo i os.

Da skal vor forstand ikke længere være dækket af vor faldne naturs mørke. Men oplyst af Guds eget lys. Vor samvittighed skal ikke længere være præget af den uro, anklage og rædsel som har plaget os her. Da har den ro og fred i Guds kærlighed, og i følelsen af den hellighed som da bor i os.

Da skal vi aldrig mere synde mod vor Gud. Aldrig mere sukke over at: "Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg." Da skal vi fuldkomment være langt mere gode og hellige end vi her i livet nogen sinde kunne håbe og ønske.

Da skal vort legeme ikke længere smittes af syndigt begær, eller med sygdom og skrøbelighed. Men altid være rent og skønt, friskt, stærkt og let. For nu skal det være "ligedannet med Kristi herlighedslegeme." Herren siger selv: "Da skal de retfærdige skinne som solen i sin fars rige."

Vi skal blive ham lig når Guds egen fuldkommenhed afspejler sig i vore sjæle og legemer, og helt og holdent herske over dem. For da har vi på ny de egenskaber som tilhørte Guds billede, som også gør sig gældende i enhver god ånd, og som Gud i tidernes morgen skabte os med.

I stedet for den uro, kamp og smerte som urene tanker og begær skaber i os, skal vore hjerter nu være fyldt af en uudtømmelig, ny og sprudlende glædeskilde som aldrig forurenes. Dette og meget mere hører med når vi skal blive lig den hellige og herlige Gud.

Men Skriften taler særligt om at vi skal blive Gud lig i kærlighed, efter som kærligheden jo er en væsentlig egenskab hos Gud. Johannes siger at "Gud er kærligheden." Bliver vi Gud lig i kærlighed, da må vort frelste liv i himmelen vel også for en stor del give sig udslag i en tilfredsstillelse af den sande kærlighed. Det som også vil ske netop når vi får den frelste skare som ikke kan tælles at se, og se dem opleve den samme ære, salighed og tryghed som os.

Hvad det vil betyde at se så mange frelste i himmelen, kan et Guds barn få en anelse om når vi allerede her på jord ser hvad der sker når Guds nåde overbeviser og indtager hjerterne.

Tænk da hvordan det bliver når vi i Guds Paradis skal se ud over skaren af mennesker. Som alle her nede har kæmpet med synd, farer og angst. Men nu står frelst og trygge i Guds evige hvile. Tænk, når denne salige tilstand forplantes fra den ene til den anden gennem det glade, indbyrdes forhold, sådan at sjæl indvirker på sjæl.

Ja, vi siger det endnu en gang: Tænk, når alle Guds børn, som har været spredt i alle fire himmelretninger på jord, er samlet i sin Fars rige! Og alle har de oplevet sin egen store synd, og Guds endnu større barmhjertighed, tålmodighed og trofasthed. Hvordan vi da med forklarede og fuldkomne holdninger og egenskaber, når vi ser ham ansigt til ansigt, skal minde hinanden og fryde os over alt det vi oplevede af Guds hjælp og langmodighed i vore liv. Og nu også forstå sammenhængen i alt det vi oplevede. Selvfølgelig vil alt dette fylde vore hjerter med en usigelig fryd.

Da siger Skriften at vi ikke længere bare forsigtigt skal lovprise Guds nåde, men med høj røst råbe: "Frelsen tilhører vor Gud, han som sidder på tronen, og Lammet!"

Og med tanken på vandringen her nede på jord, og den fryd vi nu har i Guds nærhed, skal vi udbryde: "Er dette arven som kostede Jesus Kristus hans blod? Åh, velsignede løsepenge og velsignede kærlighed! Er dette troens mål? Er dette den herlighed Skriften talte om? Er dette afslutningen på al min nød, al ydmygelse, mine bønner og kampe? Da var prøvelserne sandelig små imod den arv jeg nu ejer. Og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller gråd eller smerte skal være mere, for de første ting er ikke mere."