24. november

 

Den som blev sået blandt tornene, er den som hører ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens forførelse kvæler ordet, og han bliver uden frugt. Matt. 13:22.

 

Når Kristus siger hvad det er der kvæler Ordets gode sæd i hjerterne, der hvor den allerede er begyndt at spire, da nævner han bare: Denne verdens bekymringer, rigdommens forførelse, og livets lyster (se også Luk. 8:14).

Han nævner altså ingen grove synder eller fald, ingen uærlighed, tyveri, bedrageri o.s.v., som årsag til at sjælen går fortabt. Men bare at ordets værk i hjertet bliver kvalt. Her kan vi så lære forskellen på, når en normal omsorg for livets nødvendige jordiske opgaver ikke bare går over til gerrighed, men til og med fører til døden.

Dette er et særdeles vigtigt skriftord. En oprigtig kristen ser med sorg at han ikke er fri fra jordiske bekymringer. Og da spørger han: Kan jeg da stadigvæk have liv i Gud? Eller hvornår fører disse jordiske bekymringer ret og slet til døden for mig?

Bemærk da Kristi svar. Det er når det kvæler den gode sæd i dit hjerte. Da fører det til døden for dig.

Men hvordan, og hvornår sker dette så?

Her er svaret: Den gode sæd er Guds ord. Og her er dette begyndt at spire. Tænk da først over hvad det er Guds ord skaber i hjertet! Ordet er jo tosidig; lov og evangelium. Derfor er Ordets virkning i hjertet også tosidig.

Loven vækker og knuser os, så vi ser synden i hjertet. Ja, føler den så stærkt at vi ikke finder nogen som helst fred eller trøst i hele verden. Vi jages og drives til at søge al vor redning og fred i Kristus alene.

Og når vi så har fået troen, drives vi til en "daglig omvendelse" som holder os vågne så vi ikke kan leve som verden, lystige og frie i synden. Vi styres, tugtes og korsfæstes af Ånden så vi også fortsat altid ser vor synd. Og det ofte så tydeligt at vi har store vanskeligheder med at tro. Men da bliver Kristus og evangeliet også altid vor eneste tilflugt og glæde. Dette er både lovens og evangeliets værk.

Evangeliets eget og særskilte værk er at det knuste hjerte får fred i Kristus. Får liv, trøst og glæde i evangeliet. Får da samtidig også en ny kærlighed, som bryder ud i en glad, enfoldig bekendelse, og i kærlighedens gerninger.

Kort sagt er det omvendelse, tro og helliggørelse Ordet skaber i hjertet.

Når så dette er tydeligt, indser vi også let hvad det vil sige at den gode sæd kvæles af denne verdens bekymringer, eller af rigdommens forførelse, og livets lyster.

Det sker når dine tanker bliver så engageret af dette. Det kan være i bekymring for fattigdom, så vel som når du bliver opglødet over fremgang i rigdom eller omdømme, du får så meget at tænke på. Dit hjerte erobres, fyldes og engageres af dette jordiske. Guds nåde og venskab er ikke længere det som betyder mest for dig. Det er trængt til side af alt det jordiske.

Da har Ordet snart ingen virksom kraft på dit hjerte. Og snart har synden ingen kraft til at bekymre dig og knuse dig. Du mærker den knapt, den er bare let som en fjer. For du har andre bekymringer, anden sorg - eller fryd - som optager dig. Du har ikke tid til at lade nogen åndelig nød arbejde med dig.

Du hviler i en tyk, blød dunseng. Det er din jordiske lykke som er din fred. Derfor er du altid stærk og frimodig i din kristendom. Eller du bliver i hvert fald ikke længere knust over din synd.

Det samme som før bekymrede dig, og som virkelig også er synd, kan nu frit passere. Det bekymrer dig ikke det mindste. Nej tværtimod, du begynder efterhånden at undskylde og forsvare det.

Sådan er lovens virkning i dit hjerte blevet kvalt. Hjertet og din samvittighed har sovet og er blevet forhærdet.

Men når loven da har mistet sin kraft i dig, når synden ikke længere kan knuse og bekymre dig, - hvor er troen da? Hvad betyder evangeliet og Kristus da for dig?

Intet andet end en gammel lektie i dit hoved og på dine læber. Som du stadigvæk kan ganske godt. Men som ikke længere har nogen som helst virkning i dig. For der hvor loven ikke knuser og dræber, der kan evangeliet ikke give hverken liv eller kraft. Derfor bliver du nu hverken knust og bange for dig selv, eller virkelig glad og stærk i Herren.

Og vil du så heller ikke erkende denne tilstand, men bare fortsætter med at vidne om hvad du ejer i evangeliet. Da går du over i det uhyggelige hykleri som fuldbyrder forhærdelsen og slukker den sidste gnist af nådens værk.

Sådanne hjerter ligner disse blanke, glatte og hårde flintesten som ligger på stranden, slebet sådan af havets bølger og sandet. På samme måde har brusende verdensstorme på den ene side, og en hyklerisk omgang med Ordet på den anden side, efterhånden tilskåret og slebet hjertet. Da bliver det så hårdt og glat at ingen ting længere bider på det.

Og dette var altså et hjerte som engang var åbent for nådens Ånd. Som kendte syndens bitterhed, men nåden i Kristus endnu mere overstrømmende. Og nu er denne himmelske sæd kvalt af jordens torne. Åh, som du er faldet ned fra himmelen, du skønne morgenstjerne! (Esajas 14:12).