23. november

 

For i håbet er vi frelst. Rom. 8:24.

 

Vi er frelst, siger apostelen her. Dette er både for stor en trøst, og for stor en hemmelighed til at vi uden videre kan tro det. Dette er noget alene den almægtige Guds ord, ja, hans ed og hans Ånd må fortælle os. Og alligevel kommer det ikke rigtigt ind i vore hjerter.

Men det er jo en guddommelig sandhed, det apostelen siger her; at vi allerede her på jorden er "frelst", vi som har Åndens førstegrøde. Vi er frelst. Selv om vi ikke her i livet hverken kan se eller føle det.

Grundtekstens ord for at vi "er frelst", betyder egentlig "reddet", "frelst", undsluppet fra fordømmelsen, og bjerget for himmelen. I dette begreb er der ikke plads for nogen vor følelse, vor oplevelse af frelsen. Det er noget som alene skal tros.

Derfor siger apostelen at det er "i håbet" vi er frelst. "Frelst", "reddet", er netop det ord som har givet Frelseren navn. Og i sig bærer dette ord også bud om at vi har del i hele hans fuldbragte værk. At vi altså nu ejer syndernes forladelse og Guds evige venskab. At vi er Guds børn, indskrevet i hans bog i himmelen. At vi er kendt, elsket og ventet i himmelen. At vi står i et inderligt samfund, forenet, med Gud. At vi har Den Hellige Ånd i hjertet, som oplyser, helliggør og leder os ind i sandheden til vi får lov at komme hjem.

Det er alt dette som i sandhed betyder at være frelst. Og dette er vi helt her og nu, siger apostelen. Verden tror at vi først bliver frelst når vi dør. Og i en vis betydning kan det nok også være rigtig. D.v.s. når vi tænker på at først da er det at Guds børn virkelig oplever den endelige frelse.

Men det teksten taler om her, er at disse allerede her i livet er "frelst." Det vil sige allerede her i livet i Guds øjne er børn, arvinger og de rette ejere af alle himmelens skatte.

Abraham blev ikke Guds ven først gennem sin død. Det var han allerede på forhånd, mens han boede i telt her på jord. Men den samme Guds venskab som han da ejede, fulgte ham også i døden og ind i evigheden.

Ingen bliver Guds ven i det øjeblik han dør, når sjælen skilles fra legemet. Nej, skal vi være Guds ven i evigheden, må vi først være blevet det her i livet. Den som her i livet ikke ved troen har Sønnen, "skal ikke se livet."

Men de som her i livet har Åndens førstegrøde, skal også en gang arve den fuldkomne salighed i himmelen. De som har levet i samfund med Kristus her, skal også være med ham i evigheden. Derfor er de også salige allerede her. Eller er det menneske ikke saligt, som er Guds elskede barn, og kan tale med Gud som med sin far?

Er det menneske ikke saligt, om hvilket Kristus omtaler sådan: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den som hører mit ord og tror på ham som har sendt mig, har evigt liv og skal ikke komme til dommen, men er gået over fra døden til livet!"

Er de ikke salige, de som apostelen omtaler sådan: "I er kommet til Sions bjerg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, til en tusindtallig skare af engle, til festforsamlingen og menigheden af de førstefødte som er indskrevet i himlene, til Gud, alles dommer, og til de fuldendte retfærdiges ånder, til Jesus, mellemmanden for den nye pagt, og til renselsens blod som taler tydeligere end Abels blod." Er de ikke salige?

Og disse som apostelen kunne skrive dette til, levede endnu her på jorden. De bar endnu på dette syndens og dødens legeme. Og var fortsat omgivet af alle slags åndelige fjender. De kæmpede endnu med sit fordærv, og så frem til forløsningen.

Alligevel siger apostelen altså at de er kommet "til Sions bjerg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, til en talløs skare af engle, til festforsamlingen og menigheden af de førstefødte som er indskrevet i himlene, og til de fuldendte retfærdiges ånder."

Apostelen ser her bare en eneste stor og salig menighed, hvor nogle allerede er kommet ind i himmelen, "de fuldendte retfærdiges ånder", og nogle er endnu her på jorden, og behøver "renselsens blod."

Og netop sådan er det da også de troende har det. Som Guds børn og venner er de, sammen med dem som allerede er nået frem til himmelen, en eneste stor menighed. Netop som når vi på helligdage ser mange mennesker strømme ind i kirken. Nogle er allerede kommet ind. Nogle står netop nu i døren, mens andre endnu står udenfor. Alligevel er de samtidigt, alle sammen bare en eneste stor forsamling.

Sådan er det også med Guds børn. Vi som endnu er ude, på denne jord, tilhører lige så sikkert de frelstes menighed, som de som allerede er nået frem til himmelen, - selv om vi altså endnu ikke er kommet ind. Dette ligger også i teksten i dag, når der siges at vi allerede "er frelst", - men altså endnu: "I håbet."

Åh, hvilken mangfoldig velsignelse det bliver hvis vi har denne sandhed dybt indprentet i vore hjerter: At vi allerede her i livet er frelst! Allerede her er Guds børn og arvinger, som nu kun går og venter på den salige stund, da vi får lov at komme hjem!

Det er denne troens og håbets trøst som er den egentlige styrke i hele vor kristendom.