22. november

 

Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg udspy dig af min mund. Åb. 3:16.

 

Dette er forfærdelige ord som er sagt af den nådige Frelser. Må Gud hjælpe os alle, så hver og en må være oprigtig mod sig selv! Så vi ikke står under sådan en dom, uden at vide det, før den rammer os.

Det som er vigtigst for os her, er at undersøge hvad det er Kristus mener med det at være lunken.

I det Herren siger her om de lunkne, er der noget alle ser og forstår. Men også noget som bare få lægger mærke til. Alle indser at når Herren siger: "Du er hverken kold eller varm", så mener han: Du er ikke bare et almindeligt verdens menneske, helt ligegyldig og fremmed for det åndelige liv. Ganske rigtig er du noget ganske andet end den store masse. Du kender mine veje, du forkynder mit ord og lærer andre; "jeg ved om dine gerninger." Du har mange af disse.

Men du er heller ikke varm. Dit hjerte har det ikke ret med Gud. Du mangler den rette kærlighed, livet og samfundet med mig. Du taler hellere om mig, end med mig. Du er hellere optaget med hvordan det står til med de andres sjæle, end med din egen o.s.v.

Det er dette som er at være "hverken kold eller varm." Hvad "kold" betyder, det ser vi på verden som den opfører sig i sit mest jordiske væsen, ligegyldig for alt åndeligt.

Og hvad "varm" er, det ser vi hos disse trofaste Guds børn som i hele sit liv altid bare har én interesse: Frelseren og hans nåde. Det som gør dem mest glade er Frelseren og samfundet med ham. Det som tynger dem mest, er kampen mod synden, og når Herren skjuler sig for dem, så de savner samfundet med ham. Når de taler, synger og skriver om det som hjertet er mest optaget af, så er det om Frelseren. Dette er klart og forståeligt for alle.

Men i praksis står vi endnu med et stort og uløst spørgsmål: Alle bekendende kristne synes jo de oplever at Herren af og til skjuler sig for dem, og de herlige følelser er borte. Trækker dette ud, da vokser følelsen af hvor elendige de virkelig er. Da sukker og klager de over deres ligegyldighed; at de ikke elsker Frelseren som de gerne ville, ikke beder så varmt som før. De angribes ofte af fristelser, bliver fristet af syndige tanker. De bliver adspredt i sindet, ligegyldige og kolde i kærligheden.

Hvad andet kan de da tro, end at det netop er dem der er tale om her. De synes Kristi ord om de "lunkne" skildrer dem selv. For de er ikke rigtig kolde, synes de. Og heller ikke rigtig varme. Hvad andet kan da passe på dem end netop dette med "lunkne"?

Ja, hvad skal vi så svare på dette?

Er det virkelig sådan en sjælstilstand Herren taler om her, som den disse troende selv er så bekymret for? Nej, lovet være Herren, for at han selv har forklaret hvad der kendetegner de lunkne! Ellers måtte vi nok alle fortvivle over denne tekst.

Læs da følgende vers. Der forklarer Herren hvad der var kendetegnet og beviset på lunkenhed: "Fordi du siger: "Jeg er rig, har fået overflod og har ikke behov for noget, og ved ikke at du er elendig, ynkelig, fattig, blind og nøgen."

Ja, her har vi det som kendetegner de lunkne, de som Herren vil udspy af sin mund! Her siger Herren jo udtrykkeligt hvad man kan kende de lunkne på: "Du er lunken, du siger: Jeg er rig, har overflod" o.s.v.

Ordet "for", eller "fordi" bruges altid foran en bevisførelse. Det at du er lunken, siger Herren altså her, det åbenbares ved at du siger: "Jeg er rig." For det betyder at du er fornøjet med dig selv. Var du derimod varm, da ville du ikke være fornøjet med dig selv.

Udtrykket: "Du siger" må ikke bare opfattes ud fra det som munden udtrykker. For mangen en lunken sjæl er klog nok til ikke at udtale sig så stærkt overfor mennesker. Nej, det må vi opfatte som et udtryk for hjertets, eller den indre holdning. Som Skriften også udtrykker på denne måde: "Du siger i dit hjerte." Det betyder altså at vi i vort stille sind er fornøjet med os selv, ikke kender vor nøgenhed og fattigdom.

Dette er et karakteristisk og meget vigtigt tegn når det gælder den rette omvendelse i hjertet. Et tegn som går meget dybere og skarpere end alle andre tegn. Og åbenbarer ofte det som man ikke på nogen anden måde kan få frem i dag.

Det kan nemlig være så ret og rigtigt med alt andet. Alligevel er det helt sikkert at det kristne menneske som er fornøjet med sig selv, som ikke af og til bekymrer sig, ja, forfærdes og ængster sig for sin egen sjæls tilstand -. Men altid har fred med sig selv i dette spørgsmål. Det menneske lever helt klart i samme lunkne tilstand som menighedsforstanderen i Laodikea.

Nu taler vi ikke om det forhold at alle kristne af og til kan være lidt mere tilfreds med sit liv. Det kan nok ske, enten i forbindelse med en tydelig åndelig opvågning. Eller i en forbigående sløvhedstilstand. Men da får de snart lige så stor nød for sig selv. Og selv når de har den største trøst og glæde i Kristus, er de da oftest samtidig misfornøjet med sig selv. Denne misfornøjelse med sig selv er altså det sædvanlige i en kristens liv.

Men det kan jo også ske med den lunkne at han af og til bliver misfornøjet med sig selv. F.eks. når han tydeligvis er faldet i en synd. Og særligt hvis dette er sket for øjnene af andre mennesker. Eller han bekymrer sig over selve gerningen. Men han er alligevel sædvanligvis fornøjet med sig selv. Han er selvsikker og på ingen måde knust.

Vi må altså bedømme ud fra et menneskes sædvanlige opfattelse af sig selv. Det er dette vor Herre Kristus understreger her som kendetegn på den lunkne.