21. november

 

Som han er, sådan er også vi i denne verden. 1. Joh 4:17.

 

Lad os tænke grundigt over disse ord af Johannes, at "som han (Kristus) var, sådan er også vi i denne verden!"

Hvor skjult var Kristus ikke i denne verden, - han som var Faderens enbårne, "afglansen af hans herlighed og det udtrykte billede af hans væsen," Gud af Gud -! Hvor ubemærket kom han ikke ind i denne verden, i menneskelig skikkelse! Hvor dybt var hans herlighed ikke skjult i "syndigt køds skikkelse!"

Selvfølgelig skulle troen have den rette grund at bygge sin vished på. Englene sang i skyerne den nat han blev født. Selv gjorde han gerninger som ingen andre end Gud kunne gøre. Han fik ære og pris fra Gud selv, som talte til dem da han var på bjerget sammen med apostlene, og sagde: "Dette er min Søn, den elskede!" Og han havde alle profetiernes kendetegn.

Men han sagde til dem: "Til dom er jeg kommet til denne verden, så de som ikke ser, skal få at se, og de som ser, skal blive blinde." For at vantroens selvsikre sind, som altid vil se tegn, skulle straffes med blindhed. Og at han efter Faderens vilje skulle blive lig brødrene, og bære deres byrder. Derfor blev han det allermest foragtede og forladte menneske på jord, "fuld af pine og vel kendt med sygdom. Folk skjulte sit ansigt for ham."

Tænk hvor skjult og helt uacceptabelt alt dette er for al fornuft: At Guds søn skal være født i en stald blandt dyrene! Vokset op i en by som havde et sådant rygte på sig over hele landet, at en enfoldig Natanael spørger: "Kan der komme noget godt fra Nazaret?"

Guds Søn på jorden, og så er han fattigere end himmelens fugle. Ejer ingenting som han kan hvile sit hoved på. Foragtet, spottet, forfulgt, som en "hjort som bliver jaget bort tidligt om morgenen." Til sidst bliver han bundet, hudflettet, udskældt, spyttet på og slået af nogle usle retstjenere. Bliver hængt op på et kors mellem to røvere udenfor byen, mens bødlerne hånede og sagde: "Er du Guds Søn, så frels dig selv!" Så råber han selv at han er forladt af Gud, og han dør og begraves.

Hvor så man her tegn på nogen guddommelig majestæt, nogen Skaberens magt og herlighed? Findes der vel noget som helst på jorden som kan synes mere urimeligt end at dette var Guds Søn?

Men så står han da op på den tid han selv havde forudsagt. Viser sig i fyrre dage, og for fem hundrede på én gang. Og farer så op til himmelen mens mange ser på.

Så skjulte der sig altså alligevel en guddommelig majestæt under det ydre skrøbelige udseende.

Og så - "som han er, sådan er også vi i denne verden." Som hovedet er, sådan er også lemmerne. Som brudgommen er, sådan er også bruden. Elendig og en stakkel syntes brudgommen at være. Elendig og en stakkel synes også bruden at være. Men under hendes elendighed skal der skjule sig guddommelig herlighed, under hendes fattigdom himmelsk rigdom. Under synd og skrøbelighed; en høj og evig retfærdighed.

Her er det bare om at gøre at vi ikke lader os forvilde af det vi ser og føler. Det kan knapt i et eneste tilfælde synes mere usandsynligt at vi er Guds børn, "Guds udvalgte, hellige og elskede", end dette at Jesus skulle være Guds Søn.

Skulle vi da ikke være fornøjet med at være skjult sammen med ham, vort hoved, her i livet på jord, og gå sammen med ham i ydmygelsens tilstand her i jammerdalen?

For nu har vi jo Guds bestemte ord på, at alene ved troen på Kristus er vi Guds børn, retfærdige og rene for Gud. Og da skal vi også tro dette så sikkert og vist som om vi allerede var i himmelen. Ja, lige så sikkert som at Gud ikke kan lyve. Og så sikkert er det, selv om vi nu ikke kender det allermindste af dette i vort hjerte.

Hovedgrunden til at alt dette er skjult i vort liv, er at Kristi rige skal være et troens rige, en ydmygende, trang og lav port for Adams skrøbelige børn. Kristus skal til alle tider være som en dom over denne verden. For at de som vil se, skal blive blinde, og de som nøjes med ikke at se, skal blive gjort seende.

For at ingen andre skal kunne komme ind i dette rige og følge Gideon, end de som er fornøjet med hvad som helst som det måtte behage ham at sende over dem.

De kom ikke med i Gideons hær efter frit valg. Men efter en ydmygende prøve: "Den som bøjer sig ned og slikker vandet i sig som en hund, skal gå med Gideon. Alle de andre kan vende om og gå tilbage."

På samme måde i dag. Den som er villig til at være en hund, som kan være tilfreds med hvad som helst der sker, som han ser eller oplever - bare den kan følge Jesus.

Mens derimod den som absolut må se, føle og smage hvor god Gud er, som må have sit liv i Gud tydeligt og mærkbart, for at alt skal foregå ret og rigtigt. Altid må opleve sit eget indre varmt og kristeligt, sit daglige liv altid følbart stærkt og helligt, og som vil opleve velsignelse over fremgang i verden. At alle kristne skal være helt rene og uden noget at sætte fingeren på. At der aldrig skal være nogen skrøbelighed eller uenighed iblandt dem, - - - hvis de skal kunne kalde sig kristne.

Den som vil have sit liv i Gud på denne måde, og ikke lader sig nøje med at det er skjult, ja, af og til fuldstændig skjult af synd og elendighed -. Han bør bare når som helst vende tilbage fra denne hær. Han duer ikke til dette felttog.

Den korsfæstedes hær er tilfreds med at vandre i troens tykke, sorte mørke. Ofte overhovedet ikke se og mærke noget til Guds nåde gennem lang tid. Som om de var fuldstændig fortabt.