20. november

 

Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren. Gal. 3:25.

 

Luther siger: "En kristen er ikke et menneske som ikke har nogen synd, men et menneske som ikke bliver tilregnet nogen synd." En kristen er altså ikke et menneske som har det privilegium ikke at gøre synd. Men som, når noget så forfærdeligt sker at det falder, aldrig skal dømmes efter loven.

For hvis vi skulle stilles overfor loven, og dømmes efter den, da "ville intet kød blive frelst." Og da ville det være bedst at opgive al tanke på at blive frelst.

Men da ville hele Guds evangelium også være falsk. Da var Kristus død forgæves, og alle Guds børn evigt fortabt i sine synder.

Men Skriften siger at netop "det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse." Skriften siger at "Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os." Og Skriften siger: "Men nu, når troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren (loven)."

Dette er grunden til at ingen synd bliver tilregnet Guds børn. Som både David og Paulus også udtrykkeligt vidner om: "Saligt er det menneske som Gud ingen synd tilregner." Læg mærke til at de ikke sagde: Som der ikke findes nogen synd hos. Men: Som ikke bliver tilregnet nogen synd.

Men det er ikke nok med at vi er fri fra loven, og at ingen synd bliver tilregnet os. For udover dette bliver vi tværtimod tilregnet en retfærdighed. En fuldkommen og evig retfærdighed, som ikke findes i os; den retfærdighed Kristus købte til os med sit blod.

Skriften vidner om dette: "Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den som tror." Og: "Saligt er det menneske som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger."

Derfor er vi i Guds øjne ikke bare fri fra al synd. Men også tværtimod fuldkomment retfærdige, ja, er selve retfærdigheden, og hvert øjeblik velbehagelige for Gud i Jesus Kristus, "den udvalgte." Så kan Gud da nu elske os af hele sit hjertes kærlighed.

Og alt dette kommer af at vi er iklædt Kristus med alt det han var og gjorde for os, sådan at Gud nu bare ser os i sin elskede Søn.

Luther siger: "Se nu den vældige rigdom den kristne tro har, hvor hele Kristi fuldbragte værk og lidelse bliver givet den til ejendom. Så den kan lige så sikkert sætte sin lid til dette som om den skulle have gjort det selv. For Kristus har så vist ikke gjort dette for sig selv, men for os. Han behøvede ikke noget af alt dette. Men har samlet denne skat for os, for at vi skulle tro og eje ham."

Og Luther siger videre: "Fordi Kristus er min ved troen, og jeg da også er hans, kan ingen lov anklage mig mere end den kan anklage Kristus. Om så loven kommer og angriber mig, rejser jeg mig mod den og siger: Jeg har jo gjort alt og mere end du vil have, gennem min stedfortræder, Kristus. Og selv om jeg endnu har synd i mit kød, har jeg alligevel min retfærdighed i Kristus. Han er min, og giver mig alt det han ejer. Da er til og med hans renhed min. Altså kan loven ikke udrette noget imod mig. Men ser jeg ned af mig selv, finder jeg stadigvæk meget urent. Det har loven ret i.

Loven siger: Du har syndet (ind for Gud). Svarer jeg: Ja, så er jeg fortabt. Svarer jeg: Nej, så må jeg have en stærk grund at stå på. Og hvor skal jeg så tage dette mit nej fra? I mig selv finder jeg så vist ikke grundlag for det.

Men i Kristus finder jeg det. Der må jeg hente det, og holde det frem for loven. Han kan sige: Nej overfor loven. Og har al mulig grund til det. For han er hellig og uden synd. Og dette sit nej skænker han mig samtidig med at han skænker mig sin retfærdighed." Så langt Luther.

Det er altså dette Skriften mener når den siger: "I døde bort fra loven ved Kristi legeme." Eller: "Kristus er lovens ende til retfærdighed for hver den som tror." At "der er ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus", og at ingen synd bliver tilregnet dem.

Åh, her skulle vi sandelig stoppe op og tænke efter! Huske på hvilke kongelige friheder og rettigheder vi har. Tænke over om alt dette er sandt eller ikke. For enten må alt dette jo være sandt. Eller også er det løgn.

Er det sandt at der ikke er noget som skal fordømmes i dem som er i Kristus Jesus? At selv om synden endnu bor i dem, og overrumpler og kaster dem over ende, skal den alligevel aldrig blive tilregnet dem, fordi de ikke er under loven, men under nåden. Og at de dermed aldrig skal gøre regnskab overfor loven, så længe de ved troen holder sig til Kristus. Er alt dette sandt, da er det jo en overraskende stor sandhed!

Og det er sandt, lige så sikkert som Guds ord ikke kan lyve. Det er sandt, på trods af alt det djævelen, de gerningskristne og vor egen fornuft måtte sige om dette.

Åh, her vil vi stoppe op. Her vil jeg fryde mig midt i jammerdalen. Tænk; Herren, vor Immanuel, har grundlagt så saligt et rige på jorden, at syndere frem for Gud ikke skal være syndere, men hellige, rene og elsket af Gud.