19. november

 

Udfør al din gerning efter Guds ord. Siraks bog 9:22.*

 

Alt det Gud har forkyndt for mennesket i sit ord, går i hovedsagen ud på at lære os to ting: Først hvordan vi skal få nåde hos Gud, få forladelse for vore synder og blive hans børn. Dernæst hvordan vi skal leve her på jord som et Guds barn, for at tjene vor himmelske Far og gøre hans vilje.

Men fordi dette er de to hovedpunkter som Guds rige i blandt os står og falder med, så er det også disse punkter djævelen til alle tider vil angribe mest, og forsøge at frarøve os. Og hvor så vel hele kirkesamfund som de enkelte vakte sjæle oftest farer vild.

Når Kristus lærte, var det særligt på to områder han revsede sit folk og viste dem den rette vej. Først revsede han deres falske retfærdiggørelse, deres egenretfærdighed. Dernæst deres falske gudstjeneste, deres selvvalgte gode gerninger. Han talte f.eks. til dem om hvordan de "gav tiende af mynte, dild og kommen, men forsømte det som vejer tungere i loven: Ret og barmhjertighed og trofasthed."

Når kirkens reformation blev drevet igennem, skete det hovedsagelig ved at Luther stadig fremholdt to lærepunkter. For det første: Den sande retfærdighed som gælder ind for Gud; som er Kristi retfærdighed, troens retfærdighed. Og for det andet: Hvad der er sande, gode gerninger, sand gudstjeneste, og et helligt liv som er til behag for Gud. Og som alene er det Gud selv i sit ord har befalet os at gøre.

Dermed angreb og revsede han først og fremmest pavekirkens retfærdiggørelseslære. Som var at mennesket bliver retfærdigt i samme grad som det bliver helligt. Dernæst det falske begreb om hvad der er et helligt liv til behag for Gud. Hvor pavekirkens svar var at gå i kloster, leve ugift, faste, våge, plage legemet, foretage pilgrimsrejser osv.

Derfor er det med rette blevet sagt at det var disse to lærepunkter som skabte reformationen. Og at man kan takke reformationen for at disse to lærepunkter på ny blev dagsaktuelle: Om den sande retfærdighed ind for Gud, og den sande hellighed i livet.

Som vi allerede har sagt, er det disse to punkter djævelen til alle tider har angrebet og forvrænget. Og det så fint, så stille, sådan lidt efter lidt, at man ikke mærker det før man allerede er ført bort fra vejen. Så er både fornuften, følelserne og vore egne meninger da også fjendtligt indstillet overfor begge disse lærepunkter.

Ingen ting er mere fornuftsstridig end at jeg skal være retfærdig og til behag for Gud - samtidig med at jeg selv ser og føler at jeg er fuld af synd. At jeg skal være retfærdig og ren for Gud alene gennem en tilregnet retfærdighed. På samme måde kan jeg umuligt fatte at jeg gør de mest velbehagelige gerninger for Gud, - altså en sand og hellig gudstjeneste, - når jeg bare gør de mest almindelige ting som det daglige liv kræver, i hjem eller på arbejdsplads, eller det et menneske i nød behøver af mig. Jeg gør jo da bare de samme gerninger som en from hedning, et moralsk højt værdigt verdens menneske kan gøre.

Selv kan jeg heller ikke forstå der kan være nogen særlig fare i at følge fromme indskydelser, som synes at være Guds Ånds tale i mit hjerte. Og som bare går ud på at tvinge mig til mere hellige gerninger. At det skal være nogen stor fare straks at følge sådanne indskydelser, og ikke være så nøje med først at undersøge om det stemmer med Guds åbenbarede ord i Skriften. Dette kan følelser og fornuft ikke indse.

Men djævelen og vor fornuft vil med al magt føre os bort fra Ordet, også når det gælder livet. Og det lærer vi særligt af erfaringen. Djævelen har netop ført mange ud i vanvittige ting, og gjort stor skade i Kristi kirke, netop ved at føre mennesker bort fra Ordet på denne måde.

Den skade som dermed er sket, og endnu dagligt sker, er særligt af to slags: Først noget som ofte rammer vakte og søgende sjæle (som gerne med stort alvor lever et gudfrygtigt liv, og ikke sparer sig selv på noget område, bare de kan tjene Herren). Disse bliver tvunget til alle slags handlinger og livsstil, som dels fornuften, dels en antaget Guds røst i hjertet tvang dem til. Men som hverken Guds åbenbarede ord pålagde dem, eller et medmenneske i nød havde nogen hjælp af.

Det andet som sker, er noget vi alle dagligt oplever: At selv om vi gør de rigtige gode gerninger, så gør vi dem alligevel med så stor ulyst, træghed og lille nøjagtighed, straks vi glemmer Ordet. Glemmer hvilke gerninger Ordet kræver af os.

Mens vi derimod ville gøre alt med den største lyst og interesse, bare vi læste Ordet med større opmærksomhed. Bare vi så også husker at vi med disse enkle gerninger i vort hjem eller arbejde virkelig tjener Gud selv, står ind for Guds øjne og udretter det han har sat os til.

 

* Gengivet efter C.O. Rosenius’ svenske bibeloversættelse.