10. november

 

Da sagde Adam: Kvinden som du gav mig til at være sammen med mig, hun gav mig af træet, og jeg spiste. 1. Mos. 3:12.

 

Her kommer Adams fordærv og ondskab tydeligt for dagen. Han har fået et konkret spørgsmål om han har syndet. Derfor kan han ikke undgå at tale om selve sagen. Men hvad gør han i stedet?

Ikke med et eneste ord antyder han nogen sand erkendelse, men søger bare at undskylde sig: "Kvinden som du gav mig, var hele årsagen til at jeg spiste." Dette er det første som kendetegner mennesker som er faldet: De vil ikke vedkende sig synden, men forsøger at bevise sin uskyld.

Så vender Herren sig straks til kvinden og spørger: "Hvad er det du har gjort?" Da er det samme holdning hos hende som hos Adam. Vi hører samme ordvalg hos hende, nemlig at hun var blevet ført vild af en anden: "Slangen forførte mig, og jeg spiste."

Denne holdning er så karakteristisk for menneskenaturen. Vi finder den til og med hos de mindste børn, lige så snart de er begyndt at tale. Når de har gjort det mindste forkert prøver de straks at skyde skylden over på en anden. Dette mærker vi hos dem før de kan have lært det af andre. Det er medfødt. Og denne vor onde natur viser sig bestandig, i større og mindre sager.

Først overfor mennesker; ingen vil selv tage skylden for noget. Ingen vil bekende sine fejl, men skjuler og forsvarer dem, selv om de godt ved de er skyldige. Dernæst overfor Gud; man vil aldrig bøje sig for Guds dom og give Gud ret, men vil altid undskylde og retfærdiggøre sig selv. Noget som også er grunden til al selvsikkerhed og manglende vilje til at omvende sig så man kan blive frelst.

Begynder Guds lov så at arbejde endnu hårdere på sådanne mennesker, da stiger ondskaben bare endnu mere. Da bliver de til og med bitre mod Gud selv, som har skabt os og givet os sin lov. Dette er det næste vi finder i Adams svar. Han ikke bare undskylder sig selv, men vil til og med skyde skylden over på Herren, vor Gud. For han siger: "Kvinden som du gav mig ... gav mig af træet ..."

Her ser vi tydeligt at han bebrejder Gud som har givet ham kvinden. Ellers ville han bare have sagt "kvinden", eller "min hustru", særligt fordi der ikke fandtes nogen anden kvinde. Men han er meget optaget af at tilføje: som du har givet mig.

"Derfor", siger Luther, "er disse ord fulde af vrede og uvilje mod Gud, som om han ville sige: "denne elendighed har du selv kastet på mig. Havde ikke du givet mig kvinden, men givet mig min egen have, og havde hun ikke boet hos mig, så skulle jeg vel have ladet være at synde. Men når jeg nu har syndet, er det din egen skyld, når du har givet mig kvinden."

Se hvordan denne forfærdelige ondskab nu har omskabt dette menneske som for nogle minutter siden var så rent og godt! Adam burde jo have løbet og mødt sin barmhjertige Far, kastet sig ned for ham, bekendt sin forfærdelige synd, og bedt om forladelse. I stedet begynder han først med falske og undvigende svar. Så skylder han på Guds røst og det nøgne legeme Gud havde skabt ham med, - som grund til at han gemte sig.

Når så Herren lige frem spørger om han har syndet, begynder han at undskylde sig, og foragter til og med Gud så han giver ham skylden for at han faldt, - fordi han gav ham kvinden.

I stedet for at sige: Jeg har syndet, siger han med andre ord: Du, Gud, har syndet, som gav mig kvinden. Her ser vi i Adam hvordan alle mennesker er og opfører sig når de har syndet og mærker loven taler til dem i samvittigheden. Når hverken evangeliet eller en levende tro endnu er trængt igennem og har forandret deres hjerte.

Hvis Gud straks havde råbt: "Adam, jeg har tilgivet dig! Jeg ved hvordan du har syndet. Men jeg har forladt dig det." Da ville Adam ydmygt have angret og bekendt, og virkelig forbandet sin synd. Han ville have sagt: "Jeg har syndet, jeg har syndet! Barmhjertige Far, tilgiv mig!"

Men Adam havde endnu ikke noget håb om at få forladelse. Han følte bare Guds dom, frygten og rædslen over sig. Derfor var hans hjerte lukket, og hårdt og bittert mod Gud.

Det hjælper altså ikke at vi indser at det vi har gjort er galt. Vi er ganske enkelt ikke i stand til at forholde os til Gud på nogen anden måde end Adam her, - så længe nåden, eller Guds tilgivelse, ikke har opvarmet og ydmyget hjertet.

Eva så uden tvivl hvor dårligt Adam lykkedes med sine undskyldninger, og burde selvfølgelig have taget ved lære af det.  Hun burde have givet Gud ære, bekendt synden og ydmygt bedt om nåde og forladelse. Men nej. Øjeblikket efter gør hun det samme som Adam. Hun er ikke noget som helst bedre. På samme måde som han skyldte på kvinden, skylder hun nu på slangen, som jo også var noget Gud havde skabt. Som om hun ville sige: "Slangen, som du Gud, har skabt og ladet krybe omkring her, var den som bedrog mig."

Sådan anklagede de Skaberen og undskyldte sig selv. Og sådan går det altid, også i dag. Vantro fører al slags ulydighed med alle vore evner og hele vort legeme med sig. Og ulydighed fører al slags undskyldning for synden med sig.

Synden vil ikke være synd, eller straffes som synd. Men vil kaldes ulydighed. Og når den ikke får lov til det, da beskylder den Gud for løgn. Sådan udvikler det sig fra en menneskelig til en fuldstændig djævelsk synd. Sådan udvikler vantroen sig til gudsbespottelse, og ulydigheden går videre til at anklage Skaberen.

Dette bliver da højeste grad af synd; det at spotte Gud og give ham ansvaret for synden. Som om den skulle være kommet fra ham. Det er dette vi ser her hos Adam og Eva.