1. november

 

Far, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Men lad ikke min vilje ske, bare din vilje. Luk. 22:42.

 

Åh, når bare vore øjne bliver åbnet så vi får at se det Gud er allermest optaget af, hans allerstørste hjertesag: At mennesker må blive frelst! Det som drev ham til jorden som et menneske. Som gjorde ham til et offerlam så han svedte blod, lod sig pine, korsfæstes og dræbes -. Da bliver det en vældig trøst at bede: "Lad ikke min vilje ske, bare din vilje!"

Frem for alt er det nødvendigt at vi ved og virkelig tror, ja, er overbevist i dybet af vort hjerte om at Gud i al evighed aldrig vil noget andet end at vi skal blive frelst. I dag og i morgen og alle dage er dette hans uforanderlige vilje.

Men med denne hans allerstørste hjertesag, din frelse, som mål, kan han lade mange og store prøvelser ramme dig. For at du skal nå målet, det evige liv i himmelen, lader han dit ydre menneske brydes ned. Lader store vanskeligheder ramme dig. Ja, måske det allervanskeligste, som at du mister noget af det du har mest kær på jorden, noget du følelsesmæssigt var smeltet helt sammen med, som var kærere for dig end dit eget liv.

Da rykker døden måske en af dine kære bort. Måske din ægtefælle eller dit kæreste barn. En anden mister pludselig alt det han ejer. Måske fratager onde mennesker dig det som er endnu mere dyrebart; dit gode navn og rygte. En anden rammes af en uhelbredelig sygdom o.s.v. Åh, så mange smertefulde oplevelser denne jammerdal har for sine vandringsmænd her på jorden!

Hvis vort hjerte da bliver optaget med det vi bare kan se med vore øjne, kan vi totalt miste modet. Men hvis du, som Asaf, får nåde til at "gå ind i Guds helligdom", får det evige mål for livet at se, evighedens alvor. Ser vor trofaste Guds omsorg og mål med at sende dig alt dette. Da skal du se at det er din sjæls frelse han tænker på.

Da vil du i tilbedelse "slå dit hjerte til ro ind for Gud." Selv det værste som har ramt dig vil du da se som den allerstørste nåde. Eller ved du måske hvor store lidelser du må igennem for at du skal blive frelst og blive bevaret for himmelen? Vi spørger igen: Ved du det?

Stands nu op her! Hvis nu Gud har så stor omsorg for dig at han tænker på at give dig evigt liv i himmelen -! Har du da grund til at være misfornøjet med at han bruger så smertefulde midler?

Du ved om din store træghed og skrøbelighed når det gælder helliggørelsen og det at døde kødet. Måske du da også selv har råbt fra dybet af dit hjerte: "Gud, jeg kan ikke våge, kæmpe og døde mit kød som jeg bør gøre. Gør det nu, du! Ja, Herre, knus du mit kød, sørg du selv for min helliggørelse!"

Og så har Herren i sin nåde hørt din bøn, så er han begyndt at døde dit kød. Og da har han ikke fundet noget bedre middel end det du nu oplever som store lidelser. Har du grund til at være misfornøjet?

Åh, nej! Bed Gud om en ydmyg og stille ånd, så du i dit gamle menneskes hårdeste dødskamp kan bede: "Far, ikke som jeg vil, men som du vil!" Det er bare dette som giver grundlag for at overgive sig, - ja, overgive sig til døden. Sige farvel til dette liv, til al tanke på nogen jordisk lykke. Og så vende sit hjerte mod evigheden.

Denne bøn lærer vi i Getsemane. Der presser pinslerne og dødens gru denne bøn frem fra Jesu gudfrygtige hjerte: "Er det muligt, tag da dette bæger bort fra mig." Alligevel tilføjer han straks: "Men lad ikke min vilje ske, bare din vilje."

Her lå sejren. Derefter kunne han sige med lettet ånd: "Skulle jeg ikke drikke det bæger som min Far har givet mig?" Har man bare overgivet sig til døden, da bliver smerten også lindret.

"Men", siger du, "havde det bare været min Far som sendte mig denne prøvelse, men jeg ser jo at det bare er onde mennesker som står bag dette!" Det er hedningen i dit hjerte som siger dette, og som har flere guder. Ganske rigtig først Skaberen, men så også djævelen, "onde mennesker" o.s.v.

Hvis du i stedet troede det som Skriften lærer, at der bare er én Gud som regerer over alle andre magter, i himmelen, på jorden og i helvede. Så djævelen ikke kunne røre Job, uden at han fik lov til det. Så verden ikke kan "røre et hår på vort hoved uden at vor himmelske far vil det".

Da ville du se, at selv det onde mennesker gør mod dig, det har vor almægtige Far bestemt, selv når det gælder ondskabens form og omfang. Da ville du ikke se mennesker, men bare se Gud, i alt det som møder dig.

Skriften lærer os at det er Herren som sender os lidelserne. Også når det sker gennem onde mennesker. Det så David tydeligt da den onde Simei forbandede ham. Da sagde han: "Lad ham bare forbande, for Herren har sagt til ham: Forband David! Hvem vover da at sige: Hvorfor gør du dette?"

Det var også onde mennesker som torturerede Kristus. Alligevel sagde han at det var Faderen som havde givet ham dette bæger. Og tænk, når Herren Kristus siger at vi ikke skal miste et hår på vort hoved uden at Faderen vil det -! Hvad skal da kunne hænde os uden at Herren vil det? Hvad kan være mindre vigtig end et hår?

Hvilken forfærdelig vantro, når vi ikke stoler på sådanne ord fra Kristi egen mund! For dermed har han jo sagt at vor himmelske Far har omsorg selv for de mindste ting i vore liv. At selv ikke det allermindste kan hænde os, uden at han vil det. Skulle vi da ikke i taknemmelig ydmyghed lægge alting i hans hånd, og bare sige: "Lad ikke min vilje ske, bare din vilje!"