8. marts

 

Der blev også en ordstrid mellem dem (disciplene) om hvem af dem som skulle regnes som den største. Luk. 22:24.

 

Her kan vi se hvordan Kristus handler med nogle disciple som havde syndet på en særdeles uværdig måde. For det var jo højst uværdigt at "have ordstrid om hvem af dem som skulle regnes som den største." Bare en tanke i den retning er jo en hæslig synd. Men her bryder den til og med også ud i gerning, - i en ordstrid netop om dette.

Hører dette hjemme blandt Jesu disciple? Skulle kristne mennesker kunne tillade sig noget sådant? Gud bevare os fra bare at tænke i den retning! Men hvordan reagerer Herren nu? Godtager han denne ordstrid? 

Nej, Herren revser dem. Han siger: "Hedningernes konger hersker over dem, og de som udøver myndighed over dem, kaldes velgørere. Men sådan er det ikke blandt jer. Tvært imod, den som er størst i blandt jer, han skal være som den yngste, og den som er leder skal være som den der tjener."

Og for at ydmyge dem endnu mere, minder han dem om sig selv, som eksempel, og siger: "For hvem er størst, han som sidder ved bordet eller han som tjener? Er det ikke ham som sidder ved bordet? Alligevel er jeg blandt jer som den der tjener." Vel, da må han jo være vred på dem? Og det havde de jo virkelig fortjent -, kunne vi tænke.

Men se nu hvordan den samme Herre har det i sit hjerte! Hør nu! Midt i den mest alvorlige straffetale for deres uværdige synd, begynder han at tale om deres ærefulde pladser i himmelen! Hvordan de skal sidde sammen med ham på troner, og dømme de tolv Israels stammer?

Hvad er det jeg ser og hører? Åh, kære, barmhjertige Frelser! Jeg troede at for sådanne uværdige synder ville vi miste både din kærlighed og vor barneret. Eller at vi i hvert fald for en tid eller dag ville være udelukket fra din nåde. Men nej, her ser jeg noget ganske andet. Midt i sin straffetale mod dem, begynder han alligevel at tale om pladsen, de skulle få i himmelen.

Nåden, barnekåret, - det var altså en ganske anden sag som ikke kunne rokkes. Det stod på en anden og stærkere grundvold end som så. At de var Guds børn, og skulle være med Kristus i himmelen i evighed, det var en afgjort sag. Det afhang ikke af deres stakkels, ustadige livsførelse. Revse dem, korrigere og formane, det ville Kristus. Men dette var også alt hvad han ville.

Du, dette er Kristus, den kære, omsorgsfulde og trofaste Frelser, og hans sindelag! Djævelen derimod, han retter brodden mod livet vi lever. Han er hurtig til at fordømme os når vi har syndet. Sådan er Kristus ikke.

Hvad skal vi så lære af alt dette? At det ikke er så farligt at synde mod Gud? At når Kristus viser så stor og urokkelig en nåde overfor disse disciples synd, så kan vi også godt tillade os at trættes om hvem som er størst, og lignende? Ja, det siger nogen at følgen vil blive, hvis vi forkynder alt det som her er nævnt. Men sådanne spottere er allerede tydelig forudsagt af Herrens Ånd (Rom. 3:8). Og apostelen tilføjer at "dommen over dem er retfærdig."

Evangelisterne har så vist ikke skrevet disse eksempler ned om disciplenes svage sider og Kristi nåde, for at det bare skulle overses og forties. Men for at vi skulle studere det grundigt. Ikke som eksempler på nogle ufrelste menneskers synder, men som frelste menneskers svagheder.

Vi må trods alt lade Kristi dom gælde. For det er netop til disse disciple han taler om at de er grene i ham, at de er i ham og han i dem. Og han siger. "I er allerede rene på grund af det ord jeg har talt til jer" osv.

Disse disciple fik en helt anden kraft på den store pinsedag. Det var ikke det som gjorde dem til kristne, eller til Jesu venner. Men det gjorde dem til apostle som nu blev "iklædt en kraft fra det høje" som ingen efter dem har haft i en sådan grad. Men fortsat, selv efter denne dag, var de ikke fejlfrie.

Hvis vi vil beholde evangeliets budskab rent, er det af afgørende betydning at vi ikke tror at nåden afhænger af den grad af ydmyghed eller kraft som vort liv til enhver tid er præget af. Tager vi fejl i dette, da er vi allerede på fejl vej i selve troen. Hvis vi tror nåden afhænger af vor helliggørelse, da har vi straks lagt en anden grundvold for troen end "den som er lagt."

Nej, nåden afhænger ikke af hvor langt hvert enkelt menneske er kommet i helliggørelse. Da gør evangelisterne altså det eneste rette, når de trækker de svageste disciple frem, og hvordan de fik nåde, som eksempler på Kristi kærlighed.

Da forstår du måske også hvad det er vi skal lære af disse eksempler: Ikke at det ikke betyder noget som helst om vi synder. Ikke at vi skal blive disciplenes efterfølgere i deres skrøbeligheder. Heller ikke at hver eneste en som ligner dem i disse skrøbeligheder, dermed også er en kristen. Men at Kristi nåde er så stor og urokkelig over hans venners skrøbeligheder, som du ser her.

Her skal du lære at kende alvoren i Kristi forsoning og syndernes forladelse, ubegrænset og total i sin fuldkommenhed, som styrke for din skrøbelige tro.

Og da skal din styrkede tro føre til større kærlighed og kraft til alt godt. Du vil erfare at Kristi kærlighed tvinger os, så sandt du er et levende lem i Ham.

Får du derimod den modsatte virkning af dette, sådan at nu lader du synden leve frit ud i dig, fordi nåden er så stor, da er dette et tegn på at du er død. Det er et lige så sikkert tegn som vi ser det med frugttræerne.

Solens varme gør at den levende gren på træet bare får endnu mere saft og frugt. Men der hvor vi ser at varmen fra den samme sol bare tørrer bladene ind, der skønner vi at grenen mangler den levende forbindelse med stammen.