28. marts

 

Jeg kender mine, og mine kender mig.  Joh. 10:14.

 

Det er ingen let vundet sag at kunne tro den store hemmelighed som ligger i disse ord. De fortæller os at der mellem Herren og hans genfødte børn er et helt særligt og inderligt kendskab. Og alt kommer til at afhænge af dette kendskab. Hvad kan dette så betyde?

Noget begynder vi at ane når vi hører at det er det samme Herren udtaler når han går til det sidste store og afgørende forsoningsværk: "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, ham som du har udsendt."

Hør hvad det er Herren Kristus selv siger, er det evige liv! Bare dette at vi kender Gud og Frelseren.

Og videre ser vi når han taler om det fineste selvbedrag i åndelige ting. Der hvor vi er bedraget i vor egen fromhed, kraft og åndelighed, sådan at mange på den sidste dag skal sige: "Har vi ikke profeteret i dit navn, uddrevet dæmoner i dit navn og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?" Da ser vi ham vise dem bort med disse ord: "Jeg har aldrig kendt jer."

Nøjagtigt de samme ord finder vi brugt i den evige bortvisningsdom over de uforstandige jomfruer. De deltog i brylluppet, de gik brudgommen i møde, bar sine lamper - men havde ikke nok olie på lamperne. Vi ser Herren bare udtaler dette: "Sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke."

Tænk hvilket underligt ord dette kende her må være! Og nøjagtig samme dommens ord bruger han når han forklarer hvorfor de som søgte at komme ind gennem den trange port, alligevel ikke kunne komme ind. De sagde: "Vi spiste og drak for dine øjne, og du underviste i vore gader." Men samme dommens ord udtaler han mod disse: "Jeg siger jer at jeg kender jer ikke, hvor er I fra?"

Åh, du som læser og ser dette; hvordan Herren Kristus, han som skal dømme os alle på den sidste dag, i så udpræget nidkærhed holder dette frem -: Vil hver eneste én ikke lægge mærke til at her ligger der en overmåde vigtig hemmelighed?

For Guds børn er dette hverken underlig eller overraskende. Tvært imod. De glæder sig over dette, som en bekræftelse på at de har opfattet ham ret.

Men hvad med dem som undrer sig over at Herren ikke i stedet siger: I har syndet mod min lov. Eller: I har ikke taget jeres omvendelse og helliggørelse alvorlig nok. Eller som undrer sig over at Herren ikke fremholdt en klart opmærket nådens vej for dem, og sagde: I har fejlet overfor denne. Hvad med alle disse som vil have det på en af disse måder, men som til sin forundring må høre Herren altid bare sige det samme: Jeg kender jer ikke!

Ja, til og med i den store dommedagstekst i Matt. 25, hvor der omtales så mange gerninger, der bliver hele vægten alligevel lagt på dette: I har gjort det for mig! Det var for min skyld I gjorde både det ene og det andet mod disse mine mindste brødre.

Det var altså Kristus og et inderligt samfund og kendskab til ham som har været kilden alle disse gerninger er sprunget ud fra. Det var Kristus, Kristus, og ikke deres egen hellighed de var optaget med, og som deres helliggørelses-iver sigtede mod.

Men disse, som altså står spørgende, som havde ventet disse andre svar fra Kristus, men ser at Kristus har en sådan inderlig nød for at påpege netop dette forhold, -. Skulle de ikke nu, for Herren Kristi skyld og deres udødelige sjæles evige vel, standse op? Skulle de ikke nu, endelig en gang tage til sig af ord fra den Herre, som har himmelens nøgler i sin hånd? Når han lukker igen, er der ikke noget menneske som lukker op!

Skulle vi ikke alle standse op for hans ord, og for alvor tage dem til os!

Mange alvorlige og gudfrygtige mænd er efter mange år i hellig nidkærhed for Gud og hans rige, endelig vågnet op for dette spørgsmål. De er blevet rykket som flammende fakler ud af ilden da de fik Guds riges hemmelighed at se, - fik en stor og hellig mand at se, blodig, med gennemborede hænder og fødder. Og i ham og hans død fik de så hele sit liv, sin fryd og sin lovsang. Sådan at sammenlignet med dette så de fra da af, på det mest hellige i deres liv som bare tab og affald.

Ja, sådan bliver vort sind når man lærer at kende Jesus ret. Og bare de som har et sådant kendskab til Kristus, er hans børn og hans venner. Selv om kendskabet nok kan være af forskellig grad hos den enkelte.

Luther siger: "Vil du en gang for alle have et klart og tydeligt kendetegn på hvad en kristen er, eller hvad som gør at et menneske kan kaldes en kristen. Da må du ikke søge i Moseloven, eller studere de største helgeners hellige liv, men bare fæste blikket på disse Kristi ord: "Mine (får) kender mig."

Sådan at du siger: Det er ikke det som gør et menneske til en kristen, at han lever et strengt og hårdt liv, sådan som de alvorligste munke og eremitter. For det kan også jøder og tyrkere præstere. Ja, mange af disse lever meget strengere.

Kort sagt: Ikke noget af det som kan udrettes i os og af os gør et menneske til en kristen. Men hvad da? Bare dette ene; at man kender denne mand, er glad i ham, anser ham for det han selv vil anses for; at han er den gode hyrde som sætter sit liv til for fårene og kender dem. Et sådant kendskab hedder og er intet andet end troen, som fødes gennem forkyndelsen af evangeliet."