22. marts

 

Det sømmede sig for ham som havde ført mange børn til herlighed, at han gennem lidelser skulle fuldende deres salighedshøvding (svensk oversættelse: skulle gøre deres frelses høvding fuldkommen). Heb. 2:10.

 

Det var værket som vor frelses banebryder, Kristus, fuldbyrdede gennem hans liv her på jorden og hans død på korset. Og dette fuldbyrdede han gennem to særlige egenskaber, som før han kom til vor jord var helt ukendte for Guds Søn, nemlig hans lydighed og hans lidelse.

Dette ser vi af dette apostelens ord: "Det sømmede sig for ham, at han gennem lidelser skulle fuldende deres frelses banebryder." Og videre. "Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det han led. Og da han havde nået fuldendelsen (svensk: fuldkommen)..." - Læg mærke til dette! Guds Søn "lærte lydighed."

Dette var noget fuldstændig nyt for Herren, som selv er alle skabningers herre, og den som selv har givet loven; som en lydig tjener går ind under den lov han selv har givet os.

Selv undrer han sig ligesom over dette, når han i den profetiske Salme siger: "Mange, Herre, min Gud, er dine underfulde gerninger - offer og gaver havde du ikke velbehag i, men mine ører har du åbnet. Se, jeg kommer. I bogrullen er der skrevet om mig. At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre."

Læg mærke til: "mine ører har du åbnet." Dette skildrer hvordan han blev "født under loven" - blev sat til at lyde. For det er dette som kendetegner tjeneren; at høre, bare høre og være lydig. Dette var altså en helt ny egenskab hos Guds Søn. Da forstår vi også hvorfor apostelen siger han "lærte lydighed."

Men Guds lov var jo givet til menneskene. At lære lydighed, som et slags helt konkret kald til at leve i lydighed ind for Guds lov, det var jo noget Guds Søn aldrig behøvede for sin egen del. Det har han altså helt og holdent gjort bare som vor frelses banebryder. Som den anden Adam, som nu som hele menneskehedens stedfortræder skulle prøves i lydighed. På samme måde som den første Adam også blev sat på lydighedens prøve, - men faldt. "For sådan som de mange er blevet syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved den enes lydighed."

Åh, hvilken herlig trøst, hver gang vi føler vor daglige og uendelige ulydighed! For hele vor synds grufuldhed består jo i ulydighed mod Guds bud. Åh, hvilken herlig trøst det da er at vide, at Gud har givet os én som skulle leve et liv i fuldkommen lydighed, i vort sted. Den lydighed vi skylder at opfylde, men som aldrig bliver fuldkommen hos os!

"Ved den enes lydighed skal mange blive retfærdige." Det er Kristi lydighed som er den egentlige fuldbyrdelse. Det er den, givet og tilregnet os, som er den retfærdighed vi kan bestå med ind for Gud, og er den retfærdighed loven kræver - men ikke kunne finde hos os. Som Paulus siger: "Det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud ved at sende sin egen Søn i syndigt køds skikkelse."

Det var ikke nok at vore synder blev udslettet med blod. Loven måtte også opfyldes. Og det behagede den barmhjertige Far at give os én som skulle stilles på prøve for alle mennesker. En ny Adam som skulle bestå prøven, én for alle, og alle i ham.

Derfor har han, selv om han var Guds Søn, lært lydighed. Og da "han var fuldendt", da værket var fuldbyrdet og vor frelses banebryder: fuldkommen, "blev han ophavsmand til evig frelse for alle dem som lyder ham."

Altså er det først gennem lydighed og lidelse han er blevet en fuldkommen frelsens banebryder. Da han endnu lå bare som et barn i krybben, var han altså ingen "fuldendt" frelser. Havde han vendt tilbage til himmelen direkte fra krybben, havde et sådant besøg fra det høje ikke blevet nogen frelse for os. Han måtte gennem det som skulle gøre ham til vor frelse og vort håb, blive vor frelses banebryder.

Det var helt nødvendigt at han først, gennem storm og trængsler, for os og i vort sted fuldbyrdede al retfærdighed, og opfyldte alt som efter Guds lov var pålagt os at gøre. Det var uundgåeligt for ham. Han måtte gennemleve hele den forbandelse som rettelig tilkom os. Ja, han måtte selv blive en forbandelse for os. Han måtte kæmpe, lide, bløde og blive forladt af Gud. Han måtte dø. Han måtte vandre gennem al denne lidelsens uhygge, hvis han skulle blive en fuldkommen frelser for os. 

Og selv dette var stadigvæk ikke alt som måtte ske med ham for at opfylde dette høje mål. Han måtte også opstå igen efter døden, som en livets sejrherre. Og derefter, iklædt vort kød og blod, fare op til himmelen igen og få plads ved Majestætens højre hånd. For at han så skulle kunne sende os sin Ånd, og oprejse et velskikket folk for Herren, på jorden.

Først da, når han havde oplevet brølet fra afgrunden, havde drukket af Belias bække, styrtet sig ned i en afgrund af dødens forbandelse, sprængt gravens segl, gået gennem skyerne og i menneskelig kød og blod indtaget pladsen ved Majestætens højre hånd. Da var han fuldt og helt blevet vor "visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning." Da først stod han der - for Gud og for verden - som en fuldkommen Frelser og Ypperstepræst for sin hær af syndere - og var fuldkommen.