20. marts

 

Jeg kendte ikke synden uden ved loven. For begæret havde jeg ikke kendt dersom loven ikke havde sagt: Du skal ikke begære. Rom. 7:7.

 

Først indprenter vi os disse ord: "Jeg kendte ikke synden uden ved loven." Dette er et vel kendt forhold som Paulus allerede i kap. 3:20 omtaler sådan: "Ved loven kommer erkendelse af synd." Men her fortæller han os nu også hvordan og hvornår vi gennem loven lærer at kende synden.

Og dette er et vigtigt punkt. Først og fremmest slår vi fast, at selv om vi alle har kundskab om Guds lov, så kender vi ikke alle sammen synden (hele verden sover jo trygt i al sin synd). Dernæst skal vi huske på, at den som ikke lærer at kende sin synd, kan heller ikke søge at blive frelst fra den, men vil til sidst "dø i sine synder."

Med al sin kundskab og visdom og tro på Guds ord er det alligevel umuligt at nogen på rette måde kan modtage Kristus, uden at de må kende synden sådan at de er slået til jorden af loven, "dræbt af budet." Først da kan de blive gjort levende i Kristus, blive et nyt menneske, født af Gud. Det er dette hele Skriften lærer.

Så bliver det vigtige spørgsmål: Hvordan og hvornår lærer jeg at kende min synd ret? Det første apostelen siger om dette er, at det sker først når og ved at du lærer at kende begæret. Han siger: "Jeg kendte ikke synden uden ved loven. For begæret havde jeg ikke kendt hvis ikke loven havde sagt: Du skal ikke begære."

Med dette siger han klart at han ikke kunne kende synden, når han ikke kendte begæret. Og hvad han mener med at "kende begæret", det skønner vi også af hans egen forklaring. Det fremgår tydeligt at det først og fremmest betyder at kende begæret som synd. For han siger: "Begæret havde jeg ikke kendt hvis ikke loven havde sagt: Du skal ikke begære."

Her lægger vi mærke til, at han i dette lægger, at han først blev opvækket for dette at selve begæret er synd. For det var jo det han lærte når loven sagde: Du skal ikke begære.

Dernæst lægger vi mærke til, at af verset bagefter, sigter han også til den dybere lærdom han fik om begærets magt over os, som vi får gennem den bitre erfaring. For vi ser han føjer til, som endnu en forklaring på dette, at "synden benyttede sig af budet og vakte al slags begær i mig."

Nu har vi altså set at vi kun kender synden når vi kender begæret. Men så er spørgsmålet: Hvornår og på hvilken måde lærer vi at kende begæret? Fra vi var barn har vi lært dette bud: "Du skal ikke begære!" Vi hører og læser det ofte. Alligevel sover hele verden trygt overfor spørgsmålet om begær er synd. Mange bruger nok loven, for ligesom at spejle sig i den, og finde sine synder. Men på den måde får de ingen levende syndserkendelse.

Hvordan og hvornår får vi den da? Apostelen siger det sker på en helt anden måde end gennem et sådant eget foretagende og menneskelig blik på loven.

Sådan skildrer han hvordan det skete. Han siger: Jeg levede en gang uden lov, og da var synden død. Men da budet kom vågnede synden til live.

Hvad kan dette betyde, at Paulus "levede uden lov"? Det betyder ikke at han ikke havde, kendte og brugte loven. Han var jo fra barnsben blevet undervist i loven, og var i sin uomvendte tilstand et særdeles nidkært medlem af det strengeste parti i deres gudsdyrkelse på den tid. Han kunne vidne om at han "efter den retfærdighed som kommer af loven, var ustraffelig."

Hvad betyder det da at han tidligere havde "levet uden lov", og dernæst dette at "da budet kom"? Ikke andet end at han tidligere ikke havde haft loven levende i sin samvittighed. Men havde sovet på sine gode gerninger. At han ikke havde set, ikke var blevet opvækket for dette bud: Du skal ikke begære!

At "budet kom" betyder altså at loven blev levende og kraftig i hans samvittighed. Han blev opvækket af søvnen i synden, og fik at mærke Guds hellige nidkærheds øjne rettet mod sig. Dette forfulgte ham og udmattede ham gennem alt hvad han foretog sig.

Sådan er det det foregår, når vi gennem loven får at lære at kende synden. Det sker bare gennem et stort og nådefuldt Guds værk. Det sker bare når Gud besøger dig og opvækker dig fra søvnen i synden. Ellers vil du aldrig, med al din opmærksomhed rettet mod loven, lære at kende dine synder.

Apostelen vidner altså her, at det bare var den hellige lov som opvækkede ham, som af Guds store nåde rørte ved hans hjerte, og sagde: "Du skal ikke begære!" Som dermed åbnede hans øjne så han så denne ondskab: begæret, som havde været skjult for ham.

Og da blev denne "ustraffelige" mand ganske snart en forfærdelig synder. For loven; den store og almægtige Guds hellige bud og krav, trængte sig nu på i hans indre. Nu mærkede han, som tidligere var så tilfreds med sine gode gerninger, at den store Gud så lige ind i hans hjerte, og sagde: Du skal ikke have det allermindste begær til det onde!

Åh, nu var al hans retfærdighed revnet! Han var jo slet ikke fri for syndige tanker og begær. Nu forsøgte han at gøre sig fri fra denne sin indre ondskab. Nu ville han stå imod og fordrive alle onde tanker. Nu ville han også i sit hjerte være hellig ind for Guds øjne.

Men nu oplevede han en ny og langt stærkere nød end han nogensinde tidligere havde kendt til. For tankerne og begæret lod sig ikke uddrive, men blev bare værre og værre, jo mere han lærte dem at kende og kæmpede imod dem.