17. marts

 

Bliv også I, som levende stene, opbygget til et åndeligt hus, et helligt præsteskab, til at frembære åndelige ofre, som er til behag for Gud ved Jesus Kristus. 1. Pet. 2:5.

 

Måtte vi tænke grundigt over dette; at det virkelig er til Guds inderlige velbehag når et Guds barn i kærlighed og taknemlighed for hans store barmhjertighed ofrer sit legeme til ham. Det vil sige giver ham hele sig selv, med sin villige tjeneste og sin forsagelse af kødets lyster.

Men sker dette ikke i tro og kærlighed, men bare for at opnå noget hos Gud, da er det alt sammen bare et Kains-offer som ikke er til behag for Gud. For "uden tro er det umuligt at være til behag for Gud."

Ofrer vi derimod noget i tro på Kristus, i taknemlighed for Guds store nåde, da er det altid velbehageligt for ham. Selv om det bare er så lidt som "et glas koldt vand." Dette burde virkelig opmuntre os til en sådan offertjeneste.

Men her er vor indgroede vantro en stor hindring. Omsider lærer vi, at ikke noget som helst af vort eget kan bestå ind for Gud. At synden hænger ved alt det vi gør. Men da får vi let den holdning at der ikke er nogen ting som er til behag for Gud. Ikke en gang det vi i tro og kærlighed gør til hans ære og vor næstes gavn. Og så bliver vi træge og lidt opflammet i Guds tjeneste. Denne holdning er dermed både en skadelig og en nedbrydende vildfarelse.

Selv om vi ikke kan forsone Gud og fortjene himmelen med egne gerninger. Og selv om vore gerninger i sig selv ikke er fejlfrie og fuldkomne i Guds øjne. Er det alligevel en vigtig og urokkelig sandhed, at når vi selv først gennem Kristi offer er helliget og velbehagelige for Gud, da har alt det vi i kærlighed bestræber os på at gøre for ham, også hans inderlige velbehag. Herren er en mild Far, rig på kærlighed. Han ser med stort velbehag på alt det hans børn i kærlighed ønsker at gøre for ham.

Når da et Guds barn, endnu med alt sit syndige køds elendighed, er så taknemlig for hans store barmhjertighed, og ikke bare er villig, men også har trang til at tjene ham -. Da har det Guds største velbehag. Og alt som er urent og mangelfuldt, som endnu hænger ved al vor tjeneste for Gud, er så tildækket af Kristi retfærdighed, at Herren, vor Gud, aldrig ser det urene.

Det er alligevel ikke bare alt det mangelfulde som gør, at vi ikke kan tro dette har noget velbehag hos Gud. Men ikke mindst hvor småt det bliver, alt det vi gør for Herren. For vi ser altid efter det som er stort, og lyser op. Hvis vi kunne gøre nogle store gerninger, som at omvende større menneskemasser, blive missionærer eller martyrer, da kunne vi sikkert tro at det var til behag for Gud.

Vi indser ikke at Guds velbehag bare afhænger af, at vi i tro og kærlighed gør det han har sagt vi skal gøre. Vi tænker ikke på at hans bud og ord taler til de fleste mennesker om de mindste gerninger. Men som også er de vigtigste for hvert enkelt hjem og for hele samfundet. Kristus siger selv at han på den sidste dag, offentligt frem for mennesker og engle, vil fremhæve netop sådanne gerninger som hver eneste kristen på den mest ubetydelige plads i samfundet kan udrette. Og han siger at disse gerninger, som vi for hans skyld har gjort mod vore fattige medmennesker, vil han se på med lige stort velbehag som om vi havde gjort det mod ham personlig.

Han skal sige: "Jeg var sulten, og I gav mig mad. Jeg var tørstig, og I gav mig at drikke. Jeg var fremmed, og I tog imod mig" osv. For "alt det I gjorde mod en af de mindste af disse mine brødre, det gjorde I mod mig." Kunne Herren have givet os noget stærkere bevis på hvor stort velbehag han har i disse gerninger vi har gjort for hans skyld?

Hvad kommer det så af, at vi alligevel ikke tror en sådan kærlighedstjeneste er velbehagelig for Gud? Vi tror, ja, føler, at det slet ikke behager ham når vi tjener synden og ikke ham. Hvorfor skulle det da ikke være velbehageligt for ham når vi tvært i mod tager afstand fra synden og i kærlighed tjener ham? Her mærker vi igen hvordan sjælefjenden fordrejer vore tanker.

Måtte vi derfor ofte og grundigt studere disse ord om kærlighedens åndelige offer: At de er "til behag for Gud!" Måtte Gud så også hjælpe os at tro dette! Da ville vi af hjertens lyst sige: Åh, er det til behag for Gud at jeg nu giver denne fattige bror en gave eller et lån, da vil jeg virkelig gerne gøre det! Ser Kristus på dette som om jeg gjorde det mod ham, da er jeg virkelig lykkelig!

Er det til behag for Gud at jeg i min særdeles vanskelige livssituation er venlig, trofast og pligtopfyldende, - da vil jeg jo også gerne leve sådan! Er det til behag for Gud at jeg er ydmyg og tilfreds også når modgang eller følbare tab rammer mig. Eller at jeg overfor mine medmennesker er venlig, sagtmodig, ydmyg. At jeg ikke møder ondt med ondt, men hellere giver et "mildt svar som vender harmen bort." Hvor gerne vil jeg da ikke gøre det!

Er det til behag for Gud at jeg ikke slår til, men hellere overgiver mine begær efter dette eller hint, til døden. Da vil jeg jo også gerne gøre det! Er det til behag for Gud at jeg nu taler et trøstens eller formaningens ord til min næste. Eller at jeg dækker over hans fejl, i stedet for at bagtale ham. – Er alt dette virkelig til behag for Gud -! Åh, hvor gerne jeg da vil gøre det!

Her ser du hvordan vi ville styrkes og opflammes til alt godt, hvis vi virkelig troede det Kristus selv og apostlene har talt til os; om hvor velbehagelige sådanne ofre virkelig er for Gud.