16. marts

 

Min sjæl venter på Herren, mere end vægterne venter på morgenen, ja, mere end vægterne på morgenen. Salme 130:6.

 

Der er enkelte klare kendetegn på Guds børn. Først og fremmest at de har fået barnekårets Ånd, som råber: "Abba, Fader!." "Barnekårets Ånd" er Den Hellige Ånd. Den har alle som har fået del i udvælgelsen i Kristus før verdens grundvold blev lagt.

Så er der mange som ikke altid synes, at de kan tale så fortroligt og åbent med ham, som dette Abba-råbet udtrykker. Anfægtelse og afmagt holder dem ofte tilbage. Men da kommer der andre kendetegn på Guds børn tydeligt frem: De har altid en længsel efter et nærmere, mere inderligt forhold til ham; de venter på Herren.

Frelseren, hans nåde, og samfundet med ham er det de allermest længes efter i sit hjerte. Dette suk efter – - dette at de venter på Herren, er det nye menneskes åndedrag.

Og Herren lader heller ikke sine venner vente forgæves i sine suk efter ham. Selv siger han at: "Den som elsker mig, skal blive elsket af min Far. Vi skal komme til ham, og vi skal have vor bolig hos ham."

Men tro ikke at du altid skal se og opleve at han er nær. Det er tværtimod et hovedtræk i måden han fører os på, at han skjuler sig selv, og lader alt slags ondt blive synlig og følbart for hans børn. Vi kender til synd og afmagt og djævelens grusomme angreb. Vi oplever det som om Frelseren er tusind mil borte, og at det bare er onde ånder som har os i sin vold, - ud over vor egen og verdens ondskab.

Da sukker Sions datter: "Herren har forladt mig, min Herre har glemt mig." Da går bruden i nattemørket og leder efter ham som hendes sjæl har kær. Da står Maria ved den tomme grav og græder over at hendes Herre er borte. Det er dette Herren selv omtaler som en lille stund. Han siger. "Om en lille stund skal I ikke se mig længere. I skal græde og klage."

Læg nu mærke til, og glem det aldrig, at dette er netop en del af hvordan Herren fører os, når han så tydeligt skjuler sig for os. Og at det slet ikke kommer til at opleves som om det bare er en lille stund han skjuler sig. Men tværtimod som om han har opgivet dig for altid. Som om det bare er en retfærdig følge af en eller anden synd eller utroskab fra din side.

Hvis du ikke oplevede det sådan, da var det jo ingen virkelig prøvelse. Men nu er det netop det som er selve målet med dette; at det skal være en alvorlig øvelse for din tro, din bøn og din venten på Herren.

Men lige så sikkert som Gud selv forsikrer overfor Sion: "Et øjeblik skjulte jeg mit åsyn for dig. Men med evig miskundhed skal jeg forbarme mig over dig." Og lige så sikkert som at Kristus ikke for altid kunne blive borte for Maria som stod grædende ved graven, eller for de to disciple på vej til Emmaus, som troede de havde mistet ham. Lige så sikkert er det, at ikke en eneste sjæl som i vore dage venter på Herren og råber til ham dag og nat, skal blive til skamme. Nej, det ville stride fuldstændigt mod Guds eget væsen.

Rigtig nok fører Gud sine børn underligt. Men altid med en evig trofasthed. Det får være som det vil med din synd og hele din tilstand - bare dit hjerte venter på Herren. Om du så ikke kan få en eneste bøn frem over dine læber, - bare i hjertets afmagt, men med usigelige sukke venter på Herren. Da kan han umuligt blive borte for dig.

Se bare vor Herre Kristi egne og klare løfter netop om dette, når han i Luk. 18 taler om "den uretfærdige dommer." Og i Luk. 11, der hvor Herren taler om en mand som midt på natten kommer til naboen, som har låst døren, for at bede om at låne et brød.

Med disse lignelser vil Kristus tvinge os til at indse at det ikke er muligt for hans hjerte at nægte hjælp til en sjæl som er i nød. Men det kræves at du over længere tid bare tror på hans ord. For det hører med til prøvelsen at det skal føles og synes som om alt var forgæves. Ja, det er selve målet med prøvelsen; at troen skal opøves.

Men denne øvelse i troen har vi alligevel endnu stærkere når vi ingen ting oplever af det åndelige liv, hverken sorg eller trøst, hverken synd eller nåde. Bare en umådelig stilhed og tørke i sjælen får os til at frygte for at hele vort åndelige liv er slukket, at det er dødens stilhed vi oplever.

For oprigtige og vågne sjæle kan denne stilhed, tomheden og afmagten blive den allerværste prøvelse. Men samtidig er netop denne frygt for en hemmelig død det stærkeste, både bevis og middel mod denne fare. De derimod som aldrig frygter for sin åndelige tilstand, har virkelig grund til at frygte.

Hvor underligt Herren end fører os, så vil han alligevel ikke for altid skjule sig. "De som venter på Herren får ny kraft", og får også ind i mellem hans herlighed at se. Da fyldes de af en usigelig og salig undren over at den levende Gud også kan være så nær, han som er så underlig, men altid så trofast.

Når de gennem langvarige prøvelser til sidst begynder at tro de fuldstændig er glemt af Herren, da giver han dem helt uventet så stærke bevis på sin nåde. Da bryder de ud, som Daniel, da han fik sendt mad ind til sig i løvekulen: "Herre, min Gud, du tænker altså endnu på mig! Jeg troede du havde glemt mig"*.

Nu får den prøvede sjæl virkelig lov at smage Guds godhed og herlighed, ja, noget af "den kommende verdens kræfter." Og med David vil han takke Gud også for at hans sjæl blev nedbøjet.

 

 

* Sådan står det gengivet i "Tillæg til Daniels bog" 14:38 (De apokryfiske bøger).