14. marts

 

Jeg, ja jeg er ham som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld. Dine synder skal jeg ikke mindes mere. Esajas 43:25.

 

Hør hvordan disse ord viser os Herrens sindelag! "Hør, alle I som tørster, kom til kilden!" Den som ikke har penge, ja, både ufrelste syndere og I som regnes for hellige: Hør hvad det er Herren selv siger, og fortæller os, om hvordan det er han dømmer og handler i det store spørgsmål, om hvordan vi benådes!

Intet er sikrere end det Herren selv siger! Og her hører vi ham på den mest uimodsigelige måde forkynde at hverken det ene eller det andre offer, hverken et indre eller et ydre helligt liv, påvirker ham til at give os sin nåde.

Og hverken den ene eller den anden synd, hverken et indre eller et ydre vanhelligt udbrud, kan ødelægge hans nåde. Nej, både fortjeneste og skyld opsluges af et eneste forhold: "Du har bare tynget mig med dine synder, du har trættet mig med dine misgerninger."

Hvordan skal det da gå? Jo, siger Herren: "jeg udsletter dine misgerninger for min egen skyld." – Bemærk dette: "for min egen skyld" - og så fortsætter han: "Dine synder skal jeg ikke mindes mere."

Åh, hvilke herlige ord! De smager som sød honning for fattige syndere. Nådefulde Gud: Åbn vore øjne og hjerter så vi kan smage og se hvor herligt dette virkelig er!

Men for at vi skal få den rette kraft af disse herlige ord, er det helt nødvendigt at vi har følgende tydeligt for øje: Det Herren fremhæver i versene foran (vers 22-24), som ikke bidrog til nogen nåde fra ham, var lige netop de vigtigste dele af den gudstjeneste, det hellige liv og de gode gerninger, som Herren havde givet Israels børn forskrifter om!

Først fremhæver han hjerteforholdet: "Du har ikke påkaldt mig, Jakob" - som taler om hele hjertets dybeste behov for Herren. Og som igen er drivkraften bag al påkaldelse og bønneliv.

Derefter fremhæver han det som hørte til gudstjenesten i Israel, som alle slags ofre; brændoffer, slagtoffer, madoffer, røgelse osv. Alt det som modsvarer det vi i nytestamentlig tid vil kalde et gudfrygtigt liv; som bøn, andagtsstund, gudstjeneste, omsorg for al nød, og ellers alle gode gerninger.

Nu havde Gud altså selv givet Israel disse forskrifter for denne gudstjeneste, og vi ved at Israels folk med stor nidkærhed sluttede op om og bevarede denne gudstjeneste.

Hvad kan det da betyde at Herren omtaler dette som nærmest forkastelig? Det ser jo ud til at han anklager dem for ikke at have frembåret noget offer til ham, samtidig med at han erkender at de har haft "arbejde med røgelse og madofre"? Kan det tænkes at han nu forkaster det han tidligere har givet forskrifter om?

Nej, slet ikke! "For dine slagtofre vil jeg ikke gå i rette med dig, eller for dine brændofre som altid står for mig", siger han. Nej, her er der bare tale om hvad det var som påvirkede ham til at give dem sin nåde, og som gav dem syndernes forladelse. Sådan som det udtrykkeligt står her: "Jeg udsletter dine overtrædelser for min egen skyld." Og videre i vers 26: "Lade os sammen gå ind for retten: Fortæl hvordan du skal blive retfærdig!"

Det er dette, der er tale om her. Og straks man kommer ind på dette forhold, da brænder Herrens nidkærhed som en ild mod al menneskelig fortjeneste og værdighed. Da gentager han gang på gang: Ikke du, ikke du - "du har ikke påkaldt mig, Jakob, så du gjorde dig umage for mig, Israel. – Jeg, ja jeg er ham som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld."

På samme måde talte han også, da han selv var her på jorden. Her siger han først: Du har ikke påkaldt mig, du gjorde dig ikke umage for mig. Intet af alt det du har udrettet, har påvirket mig. Det er tvært i mod mig som har gjort mig umage, ja, kæmpet, for dig, - og dernæst at det også er derfor han forlader synderne, så han tilføjer. Jeg, ja jeg er ham som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld.

På samme måde siger han selv her på jorden, i Joh. 15: "I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer." Og i Matt. 20: "Menneskesønnen kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og for at give sit liv som løsepenge for mange." I Joh. 17: "Jeg helliger mig for dem, for at også de skal være helliget i sandhed." I Matt. 26: "Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse." Og i Joh. 6. "Den som spiser mig, skal leve ved mig"

Vi genkender den samme røst i det alt sammen, og alt sammen det samme budskab, det Herren siger her: Ikke dig, - det drejer sig ikke om dig, "du har ikke gjort dig umage for mig." Det er mig som har kæmpet for dig. "Jeg, ja jeg er ham som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld."

Alt drejer sig bare om dette at vi ikke er i stand til at udrette noget som helst andet end at synde. Som fuldstændig fortabt må vi bare lade Herren give os alt af nåde, udelukkende på grund af ham selv. Han har udrettet alt for os; gav sit liv og sit blod for os, og siger: "I skal leve ved mig. Jeg, ja jeg er ham som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld."