12. marts

 

Da sagde slangen til kvinden: ...For Gud ved, at på den dag I spiser af det, skal jeres øjne blive åbnet. I skal blive sådan som Gud og kende godt og ondt. 1. Mos. 3:5.

 

Indprent dig disse ord og den målrettede tvetydighed og listige slangegift! Her ser du den "hvidklædte" djævel. Her tager han sig ganske godt ud, omskabt til en lysets engel.

Han siger ikke til Adam og Eva: For I skal slet ikke tage hensyn til det Gud siger. Nej, tvært imod henviser han samtidig til Gud i det han siger, og bruger Guds ord til at underbygge sine ord med.

 Men han kommer med en forklaring på det navn Gud selv havde givet træet. I sit forbud havde Gud kaldt det for træet til kundskab om godt og ondt. Nu vil djævelen udlægge hvad dette betyder. Han siger: Gud ved, og har med selve navnet han har givet træet, erkendt at af frugten på det træ får man kundskab om godt og ondt, -. Altså den kundskab Gud selv har. Sådan "at den dag I spiser af det, skal I også blive som Gud og kende godt og ondt."

Dette lyder jo alt sammen meget rigtigt: Blive som Gud selv, vis og oplyst som ham -. Dette kan der da ikke være noget galt i. Når altså Gud også selv ved at sådan står sagen når det gælder dette træ, kan det jo umuligt være ret opfattet at han, deres omsorgsfulde og gode Fader, kan have forbudt jer at spise af dette træ. Sådan har nogen set Satans dybder i dette bedrag.

Mens andre tror Satan med dette har villet så mistanke om en slags misundelse hos Gud. At han ligesom ikke skulle kunne unde menneskene at blive så lykkelige, så de dermed ikke burde få en vis og fast tro på Guds kærlighed og omsorg for dem.

Begge disse opfattelser kan nemt have arbejdet med Eva. For Eva må jo efterhånden bare have stået tilbage med denne holdning: Når Gud ved at hvis vi spiser denne frugt, skal vore øjne blive åbnet, - så kan han da ikke have forbudt os at spise af den -! Vi må have misforstået hans ord! For hvordan kan et sådant forbud stemme overens med hans inderlige godhed og kærlighed? Har han derimod virkelig forbudt os at spise af det, kan der jo ikke være nogen anden grund end at han ikke kan unde os dette -!

Her ser du hvor dybt Satan arbejder! Dette bliver endnu værre når vi ser hvordan han i sin hemmelighedsfulde løgn indblander sandheder. Men disse misbruger og tågelægger han jo bare i de tvetydige formuleringer han bruger.

Han lover f.eks. at deres øjne skal blive åbnet. Dette kunne jo opfattes som om at de skulle få en overmenneskelig visdom og indsigt. Men selv er han jo helt klar over at det bare er den tragiske oplevelse de vil få af synden og straffen for den.

Men det som uden sammenligning er det mest alvorlige i denne fristelse, er den selvsikkerhed, den selvforgudelse, og den afhængigheds-fraskrivelse som gennem slangens gift forplanter sig til hjerterne i hele menneskeheden. Dette har sat dybe mærker i alle Adams børn, og er den dag i dag selve kilden til al åndelig død, til de største fristelser og dybeste fald.

Allerede i slangens første ord: "Har Gud virkelig sagt: I skal ikke spise af noget træ i haven", ligger den tanke: I er jo Guds herligste skaberværk, det er jo jer som skal herske over hele jorden! Skulle der da være sat nogen som helst begrænsning for jer! Skulle I ikke have al mulig frihed? Men efterhånden stiger fristerens dristighed. Så taler han stærkere ord: I skal blive sådan som Gud (eller: selv blive guder).

Og netop dette: I skal blive sådan som Gud, det brændte sig fast dybt i mennesket. Blive sådan som Gud - ikke gennem nogen Guds nåde og gave, men gennem vor egen "kundskab om godt og ondt", gennem noget vi selv foretager os, gennem egne gerninger. Dette efterlod sig dybe mærker i Adams slægt, som den dag i dag stadig stikker frem.

Væsentlig betydning har det nok også haft at slangen skabte et kundskabs-begær som havde en særlig medvirkning til dette store og forfærdelige fald. Luther siger: "Det er egentlig djævelens helt unaturlige gift; at menneskene vil være klogere end det Gud ville de skulle være."

Der er for det første ikke noget som har gjort menneskene så blinde i åndelige spørgsmål, så stærkt fjendtlige overfor Gud og hans veje, som den indbildte lærdom. "Mens de gør krav på at være vise, bliver de bare tåber", om de så sidder inde med de største forråd af kundskab.

Apostelen siger at kundskaben opblæser. En stor rigdom på forstand og kundskab bliver dermed den største fristelse for et menneske til selvforgudelse og selvklogskab. Og bare det er straks nok til at dette menneske, mere end nogen anden, ikke er modtagelig for Guds visdom.

Gud står de stolte imod, og skjuler sit lys for de vise og forstandige. Men når Gud står imod et menneske, da er det i en håbløs situation. Da falder det i den ene tåbelighed efter den anden.

Luther siger at "da har det fået en sådan visdom at det anser det for retfærdighed som er synd, og for den højeste visdom, det som er den største tåbelighed. Og så langt plejer djævelen at drive det, at jo mere fjernt mennesket kommer fra Ordet, desto mere lærd og vis synes det at det er."