9. maj

 

Sådan er loven da blevet vor tugtemester til Kristus. Gal. 3:24.

 

Her ser vi nu målet med den syndserkendelse som loven virker, og hvad der kendetegner en ret syndserkendelse. Målet med selve syndserkendelsen var nemlig ikke at Gud skulle kunne forlade synden. For at det skulle ske har en anden mand måttet føle og angre synden så stærkt at hans sved blev som blodsdråber.

Målet var heller ikke at gennem den bitre erkendelse af synd skulle synden brændes ud og overvindes. For det kan kun Ånden gøre. Og den får vi kun gennem Ordet, når vi hører det forkyndt.

Ganske rigtig er det sandt at syndserkendelsen kan lære dig at aflægge en og anden ydre synd, og at letsindighed og vildskab kan dysses ned og dæmpes. Men det egentlige fordærv stiger bare i samme grad inde i os.

Nej, det endelige målet var at du skulle drives til Kristus. At du ikke skulle finde ro og hvile noget andet sted end i fristaden; Kristus.

Kendetegnet på at du kender din synd ret, bliver derfor at dette mål er nået. Og det stadfæstes når du ikke længere har noget håb om at opnå nåde gennem nogen som helst medvirkning fra din side, men bare søger nåden i Kristus og hans forsoningsdød.

Hvis du endnu kan blive som før i verden og synden, da er du endnu ikke vækket op. Ikke en gang blevet drevet ind mod dig selv og din egen omvendelse. Og da kender du slet ikke synden.

Men om du så er vakt, men kan stoppe op med dig selv, din omvendelse, anger og bøn. Og har dit håb, din trøst og din hvile i noget af dette. Da kender du ikke fordærvet ret. Da er du stadigvæk udenfor Kristus, og lige så fortabt som en selvsikker synder. Her er det den falske, Kains, syndserkendelse der åbenbares.

Der findes mange vakte og kristelige mennesker, som føler og erkender meget synd, ja, af og til føler sig helt fordømt. Men de kan gennem alt dette alligevel klare sig selv. Den ene dag går efter den anden i samme tilstand. Og sådan er det muligt at leve. Ganske rigtig er de ikke helt tilfreds, men de klarer alligevel at leve med det. De spiser og drikker, arbejder og sover, ja, kan le og spøge, - selv om de ikke ved om de har Guds nåde, men måske tværtimod åbent bekender at de er fortabelsens børn.

Hører de nogen lovprise den frie og uforskyldte nåde, eller de indbydes til at modtage den, da stiller de sig straks afvisende. Ofte indtager de en underlig ydmyghed, og siger de slet ikke kan tage imod nåden sådan som det nu står til med dem. Og dermed siger eller mener de faktisk: "Åh nej, jeg er da ikke så fræk. Mine synder er alt for store til at jeg skulle kunne tilegne mig nåden så letvundet. Det kan kun den gøre som ikke føler så meget synd som mig."

Og dermed har disse indtaget en skjult tilfredshed med sig selv. Eller de tror faktisk de selv har det mere ret end disse troende, som umuligt kan have så stærk en syndserkendelse som de selv har.

Disse har en vis, men mærkelig form for syndserkendelse. Man skulle ikke tro det som trods alt er sandheden; at der endnu hersker en inderlig selvtilfredshed, en selvsikker ånd i deres hjerte, som har gjort selve samvittighedskvalen over synden til sin trøst. Og dermed lukkes Kristus ude, med sit blods fuldbragte værk og sin frie, store nåde.

Om disse så plagede sig selv til døde med sin syndserkendelse, vil de aldrig nå frem til fristaden, til det eneste som gælder for Gud. Og på denne måde kommer de til at dø i sine synder.

Disse ser vi karakteristisk skildret i Kains skæbne. Han havde også en vis syndserkendelse ind for Gud. Han sagde: "Min skyld er for stor til at jeg kan blive tilgivet!" Han havde virkelig en urolig og ramt samvittighed, en urolig ånd som skælver som løv for det mindste vindpust. Han var fremmed overfor Gud, og ulykkelig alle sine dage.

Men læg mærke til at dette at Gud var vred på ham, det blev ikke for tungt for ham, det klarede han alligevel at bære. Han udstak sin egen kurs til landet Nod, øst for Eden, byggede sig en by og fik kone og barn. Det var ikke nogen nødvendighed for ham at bøje sig for Gud og få vished om at eje hans nåde.

Ja, her ser du forskellen mellem det som bare er en urolig samvittighed, og det som er Åndens vækkelse, mellem den syndenød som selve synden og samvittigheden skaber, og den som Guds Ånd virker gennem Ordet.

Den første finder man ofte hos de mest ugudelige, når de har gjort en tydelig og åbenlys synd. Men når samvittigheden ikke længere er urolig, er menneskene de samme som før. For alt det som er af mennesket selv, eller nogen som helst menneskelig kraft, som i sin samvittighed, kan aldrig føde dem på ny. Det er bare Den Hellige Ånd som kan det.

Den vækkelse og syndenød som Ånden virker, driver altid mennesket til omvendelse og tro. Og skaber en total forvandling. Derfor bliver kendetegnet på en sand syndserkendelse altid det vi har nævnt: Den skaber en forvandling, og oprejser et nyt menneske, som skyr synden.

Eller vi ser at mennesket ikke længere kan blive i sin gamle tilstand. Det søger en redning, og indser til sidst at det ikke nytter at lede efter den hos sig selv, men bare i Kristus. Dette menneske kan ikke hvile før det har modtaget nåden i ham, og visheden om at eje den. Denne nåde og vished virker igen fred, kærlighed og et villigt hjerte overfor Gud og alt godt.

Og dette var målet med syndserkendelsen, at Gud ikke gennem den skulle blive villig til at give os nåde. Men at vi skulle blive villige til at modtage nåden.