8. maj

 

I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Joh. 15:3.

 

Lad os standse lidt op her for den dybe, hemmelige årsag til at Kristus kunne kalde sine disciple rene. De samme skrøbelige disciple som Bibelen fortæller, havde så utallige mangler og fald. Ja, som faldt i virkelig store synder.

Læg mærke til at selv samme aften som han forudsagde og oplevede deres fald og synd, kunne han to gange kalde dem rene. Den ene gang var dette hans ord: "I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer." Hans ord havde skabt den tro som lever på Kristus og hans renhed, hans fuldbragte værk.

Den anden gang sagde han: "Den som er vasket/badet (ved troen, i Lammets blod) er ren over det hele (er fuldkommen ren)... Også I er rene, men ikke alle." For han vidste hvem der ville forråde ham. Derfor sagde han: "I er ikke alle rene." Denne tilføjelse viser at Kristus talte om en åndelig renhed. For både fysisk, på sit legeme, og efter den levitiske (kirkelige) skik var Judas lige så ren som de andre disciple.

Men Kristus taler her om den skjulte, den tilregnede renhed som vi ved troen er iklædt, og siger: "I er fuldkommen rene." Og det sagde han samme aften som de syndede så sørgeligt.

Og sådan talte altså han som "har øjne som ildtunger", og som er den som skal dømme på den sidste dag! Havde han bare set på det som boede i disciplene selv, da havde han ikke sagt: I er fuldkommen rene. Nej, det var det at de var badet/vasket, og hans ord, som havde gjort dem rene.

Ganske vist ikke i deres egne øjne, eller i noget andet menneskes øjne. Men i Guds øjne, han som kan se og vurdere Kristi retfærdighed ret. Åh, hvilket stærkt bevis på den retfærdighed som er den samme hvert øjeblik og i al evighed!

Men Gud er jo i al evighed uforsonlig mod synd, og han elsker retfærdighed. Hvordan kan han da se mig som lige retfærdig og god det øjeblik jeg falder og synder, som det øjeblik jeg gør hans vilje?

Svar: I sandhed har Gud en hellig og evig vrede mod al synd. Men - skal vi da aldrig erkende og lovprise forsoningens underlige råd? Al denne sin vrede vendte han jo udelukkende mod Sønnen, og lod den ramme ham! Al syndens skyld og straf lagde han på Ham. "Herren kastede alle vore synder på ham. Han (Sønnen) er såret for vore misgerninger og knust for vore synders skyld. Straffen ligger på ham."

Var jeg ikke klædt i hans retfærdighed, så ville den mindste synd være nok til at fordømme mig. Men det er med blikket rettet mod Kristi retfærdighed at apostelen siger der er ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus. Og når så Gud hjemsøger sine børn, som han altid er mest nøjeregnende med, med straf for synd, da sker det ikke i vrede, eller for at kræve regnskab for syndens skyld. Da sker det i kærlighed. For at døde syndens rod og begæringer.

Derfor sagde han om sin Søns børn: "Men hvis de synder mod min lov og ikke holder mine bud, da vil jeg hjemsøge deres synd med ris, og deres misgerninger med slag. Men min nåde vil jeg ikke tage fra Ham."

I sin forklaring over Salme 51 siger Luther om det vi her taler om, at synden må ses på fra to sider: "Først som forladt gennem Kristi retfærdighed, som vi er iklædt ved troen, og som gør at de synder som endnu hænger ved os, ikke tilregnes os. For det andet må vi være opmærksomme på at synden som endnu bor i os, er grunden til at vi behøver den daglige renselse, som Den Hellige Ånd bruger til at svække og døde synden i os."

"For", siger Luther videre, "som også Augustin siger, så hænger fordærvet, eller sygdommen (d.v.s. synden), som er medfødt, ved de hellige. Den rører sig i vort kød, og er endnu ikke helt og holdent dødet og udryddet. Men den er forladt, og tilregnes ikke de troende så de fordømmes. For Guds nåde og barmhjertighed hersker over os. Derfor kan synden ikke fordømme, eller gøre Gud vred. Alligevel bliver der, selv hos dem som er hellige og retfærdige, fortsat noget tilbage af synden, som lyst, ondt begær og andre laster. Og det er at blive renset også fra dette, David beder om her (i Salme 51). Derfor er det sandt både at en kristen ikke er en synder, og at alle kristne er syndere."

Men virkelig at fatte - og så lade den indtage os - denne høje, himmelske og allerstørste trøstens hemmelighed, det er en virkelig stor kunst, siger Luther: At nåden og retfærdigheden så absolut ikke kommer af gerninger. At vi i Kristus hvert øjeblik er lige retfærdige og benådet. Ja, at "røveren på korset i Kristus er lige så hellig som Peter, og afhænger overhovedet ikke af at Peter og Paulus har gjort større gerninger end røveren, og dig og mig" (Luther).

At fatte denne evangeliets hemmelighed ret, og så lade den indtage os så troen skabes - og holdes i live, er en ret så vanskelig sag. Ja, hvis ikke Gud selv af bare nåde giver os Åndens lys, og åbner vore øjne og sind, så er det aldeles umuligt. For vi er alle sammen af naturen "dårer og træge af hjertet til at tro alt det som profeterne har sagt."