6. maj

 

Jeg beder jer, brødre, om at tage vare på dette formaningsord. Heb. 13:22.

 

Så længe et menneske kan være en lydhør og ydmyg discipel, så det vil høre og følge hele Guds vilje og råd til vor frelse -. Da vil Den Hellige Ånd, som har taget bolig i mennesket, også altid fuldbyrde det gode værk den har begyndt. Og Ånden vil fortsætte med at afdække det som endnu kan være skjult, og genoprette det som er uret.

Men en ganske anden tilstand kan snart opstå, en tilstand som ikke er så let at oprette igen. Det sker når mennesket ret og slet gør det til en grundholdning ikke at tage alt som går på tugt og formaning til sig. Men i stedet gør et vist udvalg af Guds ord, og ikke vil høre eller lade sig bevæge af det som angriber kødet og synden.

Sandt nok skal man foretage den adskillelse at man ikke samtidig med at man tager til sig af evangeliet om Kristus, også tager lovens forbandelse og dom ind over sig, i samvittigheden. For disse to kommer aldrig over ens. Den som har Kristus, som søger eller ejer sin retfærdighed bare i ham, er fri fra hele lovens forbandelse, og bør altid holde fast på dette. Ellers spotter og foragter han Kristi blod og alle Guds løfter. Men dette gælder udelukkende i spørgsmålet om hvordan vi står ind for Gud.

Når det derimod gælder hvordan vi skal leve her på jorden, så kan vi aldrig få formaninger, tugt og opmuntringer nok. Og det er da virkelig nødvendigt at vi tager sådanne til os og i liv og gerning lever efter dette. Hvis det er sådan at vi virkelig vil være kristne -!

Men så har vi dem som oven i det har den holdning at de vil være frie i sit kød og sit liv, og så gør det til en vane bare at udvælge og tage de ord til sig som lyder ganske pæne og kærlige. De skubber alt det fra sig, som angriber og bekymrer dem i deres synd.

Følgen bliver jo at de stiller sig helt afvisende til de åndeligt helbredende formaningens ord. De ser på det som "lovtrældom", som de som troende bør afvise. De afviser også al broderlig formaning og irettesættelse. Begynder tværtimod at forsvare sig og sin synd. Og oven i det hele slår de sig ned ved en eller anden usikker, uvirksom og kraftesløs åndelig lærdomsbrønd.

Ved den brønd kan man både være mere kristelig end verden for øvrigt, - og samtidig stå på ganske god fod med verden, og være helt lig dem i hverdagslivet. For en sådan kristelighed findes også.

Men disse som går på denne vej er aldeles fortabt. Så sandt at ikke et særligt Guds nådes under sker med dem. For de forhærdes stadig bare mere gennem den grundholdning de har indtaget; ikke at tage nogle af de ord som ville korrigere dem til sig. De skyer det eneste middel som skulle hjælpe dem, skyer den åndeligt helbredende lærdom, og skyer plagen med en dybere og grundigere selvransagelse osv.

Dette er den brede vildfarelsens vej. Og der går også til alle tider, mange af dem som lykkeligt undgik andre afveje, hvor de gennem loven forsøgte at opbygge sin egen retfærdighed. Ja, også mange som var kommet igennem til troens liv. Og endnu flere, selvfølgelig, af dem som aldrig var kommet til nogen ret omvendelse.

Tænk hvordan apostlene på deres tid advarede mod disse afveje! Hvor stærkt og højlydt sukker Luther ikke over det samme! Han siger: "Se hvordan man nu alle steder stiller sig så tåbeligt overfor evangeliet, at jeg næsten ikke ved om jeg skal prædike mere, eller ej. Jeg havde stoppet op for længe siden, hvis jeg ikke havde vist at det gik lige sådan med Kristus. For så snart vi forkynder at det ikke afhænger af os eller vore gerninger, men bare af Guds gave, så vil ingen gøre noget godt, leve ret eller være lydig, - i tillæg til at man siger vi forbyder folk at gøre gode gerninger.

Når man så i sin forkyndelse taler om et rent og bibelsk liv, så vil verden omgående kaste sig over det, og bygge sig en stige op til himmelen af dette. Men dette kan Gud ikke godtage. Et dårligt liv duer ikke. Og et pænt liv tager jeg også anstød af. Ja, for dem som bare er optaget med at leve et moralsk holdbart og pænt liv, havde det været bedre om de havde været horkarle og forbrydere, og lå i rendestenen. Men stadigvæk er det ikke Guds vilje at vi skal leve et ondt liv.

Hvordan skal vi da stille os? Du må passe på at du holder dig på middelvejen, og ikke viger af hverken til den venstre eller den højre side. Og lever et bibelsk og stille liv overfor verden. Men uden at gøre noget væsen af det, eller opføre dig som om dette skulle være bedre end om du sover eller er vågen, som du jo ikke ville tro gjorde dig mere fortjent til himmelen.

Altså skal alt bibelsk og ret liv leves i nådens Ånd. Sådan at ingen har den holdning at nogen som helst gerning skal gøre mig mere berettiget til frelsen.

Jeg ville gerne have sådanne disciple som har tydeligt for øje hvad et ret kristent liv er. Men man finder ingen med sådanne holdninger nogen steder. For enten vil flokkene være alt for ukristelige, eller også alt for hellige. Vel, vel, den som kan fatte det, han fatte det. Vi kan ikke mere end at føre det ind i ørene. Gud må føre det ind i hjerterne!"