5. maj

 

Da brudgommen lod vente på sig, slumrede de alle ind og sov. Matt. 25:5.

 

Disse Kristi ord om de ti jomfruer, både de kloge og de uforstandige, ser vi dagligt stadfæstet for vore øjne. Vi ser det i den ubegribelige søvn og lunkenhed som hersker over alt i kristenheden.

Verden er død og forhærdet i selvsikkerhed eller kødelig vished. Hykleren bedrager sig selv år efter år i en falsk kristendom og et falskt håb. De vakte og kristne bliver glemsomme og søvnige. De standser på halvvejen, eller vender sig helt om til den åndelige død.

Og årsagen var at brudgommen lod vente på sig, - tiden blev for lang og ensformig. Ingen åndelige manifestationer eller andre ekstraordinære oplevelser. Den ene dag er som den anden, det ene år går som det andet. Ingen særlige tegn som tyder på at Herren kommer, er at se.

De ugudelige trives og fryder sig i al sin medgang. De er lykkelige og glade. Den som frygter Herren og søger det usynlige, bliver smilet af som en dåre. Han oplever ofte ulykke og modgang. Tusind ting frister øjne og ører, og vil fange ham. Og hjertet bøjes mod jorden.

Alt og alle er talerør for verden. Få eller ingen har omsorg, kommer og advarer og vækker os, eller giver os et trøstens ord. Guds ord og bønnen forsømmes. Bekendelsen - og da også forfølgelsen - stopper op.

Sådan er ondskabens time og mørkets magt, når selv en kristen ikke magter at holde sig vågen, bliver kold og slumrer ind. Og sover han længe, kan den olie han en gang havde, nok også tørre ind. Han glider over i kødelig vished, selvsikkerhed og åndelig død.

Den søvn og kulde selv levende kristne falder i, viser sig i at det åndelige og himmelske efterhånden ikke længere betyder så meget for dem. Mens det jordiske derimod bliver stort og vigtig for dem. Det som da sker med en kristen, er at han først bliver ganske fornøjet og tryg med sig selv. Kender ikke til store problemer med synden, ingen kamp mellem Ånden og kødet. Ingen frygt for fjenden. Ingen mistanke rettet mod sig selv.

Det var netop Peters tilstand da han så frimodigt udtalte at "selv om alle kommer til at tage anstød på grund af dig, skal jeg aldrig tage anstød." Noget som skete bare få timer før han fornægtede sin Herre og Frelser. Og som David da han gik op på taget og kastede et letsindigt blik på kvinden, uden at frygte for nogen fare. Eller hver enkelt af os, når vi ikke længere er optaget med at vokse i nåden. Når nåden i Kristus ikke længere fryder hjertet. Når bønnen og Ordet ikke længere har den samme smag... osv.

Men det som da kendetegner den oprigtige ånd, og skiller en levende kristen fra en død, er at den første snart bliver bekymret over sin tilstand, snart får et vækkende blik fra sin Herre, og går ud og græder bitterligt. Eller det går så langt i hans selvtillid at Gud må bruge ydre midler, som tugt og ydmygelser, eller sender en Natan som revser ham. Da indser han sit eget bedste, tager advarsler og tugt til hjertet, bekender sin synd og sløvhed, og vender om.

Derimod er det tegn på at søvnen og den kødelige vished er gået over til død og forhærdelse, eller kendetegnet på en falsk kristen, når man hele tiden er fornøjet og tryg. Ikke lader sig advare, men bare fortsætter, som Judas, i bevidst synd, fornægter, skjuler og forsvarer den.

Eller som de uforstandige jomfruer: Udadtil ligner de de forstandige i alt. Under det ydre, derimod, i hjertets skjulte dyb, mangler de nådens liv og skole. Men lader det i stilhed bare være ved det, indtil videre... til døren er stængt!

Åh, hvilken forfærdelig tilstand, når et menneske ikke længere er i stand til at tænke alvorligt over hvordan de har det med Gud. Ikke er i stand til at standse op og se sit forhold til de alvorlige spørgsmål. Ikke kan frygte for sin tilstand, ikke rejse nogen mistanke mod sig selv -!

Men det er netop dette som kendetegner den menneskelige natur; en forfærdelig og sand stadfæstelse på den død som skulle blive følgen af syndefaldet, - "da skal du sandelig dø." Og en sand stadfæstelse på skildringen i Rom. 3:18: Der er ingen gudsfrygt for deres øjne.

De hører, læser og tror gerne om tusindvis af andre at de bliver bedraget uden at skønne at de går fortabt. Men frygter ikke selv for muligheden af at det samme kan ske med dem. De læser og hører om karakteristiske kendetegn på sin tilstand. Men skyder det fra sig, og vender sig hurtigt til alt jordisk igen.

Her ser vi sandheden i det Luther siger: "Den som ikke frygter for sig selv, han har al grund til at frygte", ja, har grund til virkelig at blive bange. For når man ikke kan frygte eller blive urolig over sin egen tilstand, måske lever i en hemmelig eller kær synd - og ikke ser faren i dette, ikke ser synden så alvorlig, eller er tilfreds med sig selv og sin kristendom -. Da er dette frygtelige tegn på en skjult åndelig død. Det er forspillet til en evig jammer.

Mens det netop er et karakteristisk kendetegn på de levende og vågne kristne, at de har en ånd som frygter for at falde ud af nåden. Og det frygter de ofte for selv når der ingen fare er på færde. De prøver sig selv, er bange for at bedrage sig selv, er misfornøjet med sig selv. Og når de ser at de bliver søvnige og glemsomme, er dette det som bekymrer dem stærkest.

Denne årvågne ånd som frygter angrebene, er også den rette årvågenhed. Det gør at fårene holder sig tæt ind til hyrden, at kyllingerne altid holder sig under hønens vinger, at Guds børn dagligt søger og iklæder sig Kristi retfærdighed.

Og da er de hvert øjeblik bevaret mod dommen. Bevaret mod alt dette som skal komme. Er hvert øjeblik iklædt, og i stand til at møde Menneskesønnen.