31. maj

 

Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Joh. 10:27.

 

Se her hvad Kristus siger om sine får: De hører min røst, og de følger mig. Dette er de første og klareste frugter af det sande kendskab til Kristus.

Når et stakkels forkomment får virkelig begynder at kende sin gode og trofaste hyrde. Begynder at fatte at han har sat sit liv til for hans liv, og nu elsker og vogter det trygt. Åh, da bliver det en lyst og en trang i livet for dette får at følge en så god hyrde.

Det går ganske enkelt ikke an at kende ham, og så ikke elske ham. Og det er heller ikke muligt at elske ham, og så ikke ville følge ham. Men hvis han ikke er begyndt at indtage dit hjerte så du gerne vil forlade alt for at være hans ven og efterfølger, da har du endnu ikke lært at kende ham.

Men lad os gå lidt dybere ind i dette. Det er sandt at troen og kendskabet til Kristus har mange grader, og kan stadig vokse. Og en svag tro virker ikke samme kærlighed og kraft til helliggørelse, som en stærkere.

Derfor kan vi let blive ført vild, hvis vi vil prøve vor egen og andres åndelige tilstand på den kraft som er virksom i vort daglige liv. Og derfor har Pontoppidan i stor visdom sagt at "den retfærdiggørende tro er det eneste sikre kendetegn på om et menneske er frelst af nåde."

Det samme har Luther sagt med disse ord: "En kristen kan ikke bedømmes og genkendes ret på andet end samvittigheden (d.v.s. hjertets indre forhold både til Gud og til synden). For rette kristne kan falde, og de falske kan hykle og leve et ret så pænt liv."

Men når Kristus siger: "Mine får hører min røst", så har han dermed markeret to vigtige frugter og tegn på en levende tro.

Først at de får et åbnet øre for hyrderøsten. Selv om de for øvrigt kan være meget enfoldige og ulærde, har de alligevel på dette område en særlig, fin sans til at skelne. De genkender den gode Hyrdens røst, frem for de andre.

For det andet ligger der også i at "høre min røst" netop det som er så stærkt et kendetegn på Guds børn; at om de ikke altid i handling er i stand til at udføre det de ville og burde, har de alligevel et åbent hjerte og et inderligt sind for det. De har denne "villige ånd" som så inderligt ønsker at kunne gøre det. De anklager sig selv for sine fald, og sukker virkelig efter nåde og kraft til at gøre og være det som Herren elsker.

Dette beviser det hjerteligt åbne øre og det lyttende sind. Det Herren taler i sit ord, det "fænger i dem." De sætter det højt, og lytter til det. Og har ikke noget højere ønske end virkelig at kunne gøre efter det.

Det er bare så stor en nød for dem, noget de alle klager over, dette at der er en lov i deres lemmer som strider mod loven i deres sind, så de ikke kan gøre det de vil.

Man kan lægge mærke til noget som er et bevis på deres lydige sind og rene ånd: Hvis det er en synd som på en særlig stærk måde forfølger dem, så er det netop denne synd de stadig er optaget med at tage frem i sine bønner. Der er næsten ikke noget andet de beder så stærkt og indtrængende for, som at få hjælp til at blive løst fra denne. Og i sådanne perioder ser de på alle andres synder som ingenting imod denne. Det er bare deres synd som er så stor og fordømmende, synes de.

Åh, tak og lov at det er sådan med Guds kære børn! Helt modsat er jo forholdet hos hykleren og farisæeren. De ser bare hvor store og fordømmende andres synder er. Men sine egne synder overser de fuldstændig. Læg altså mærke til at det er Den Hellige Ånd som følger med den levende tro!

Men der er også noget du skal lægge mærke til med ordene "de følger mig": Hvis et menneske omgås og lovpriser evangeliet på en måde hvor han samtidig alligevel fortsat er den samme i sind og skin som han altid har været. Fortsætter i sit gamle forhold til verden og sine hemmelige synder. Der sker ingen forvandling til en total anden retning i livet, til en Jesu discipel og efterfølger. Da har dette menneske bare bedraget sig selv med en selvlavet tro.

Stands op, og tænk over dette, hvem du så er, du som læser disse Jesu ord: "De følger mig!"

Du er bedraget, og har bare en falsk, selvlavet tro, hvis du ikke er blevet en Jesu efterfølger. Den levende tro er "en Guds kraft i os så vi bliver forvandlet og født på ny af Gud, og som gør os til helt nye mennesker i hjerte og sind, og har Den Hellige Ånd med sig" (Luther). Og Paulus siger: "Hvis nogen er i Kristus, da er han en ny skabning." Ja, det er som om han kommer ind i en ny verden og begynder et nyt liv.

Dette er det store bevis på om troen er levende, - efter at du først nøje har lagt mærke til om den er sand. D.v.s. om den lever på Kristi forsoning og syndernes forladelse, og ikke din egen kristelighed.

For hvis der skal blive nogen sand Kristi efterfølgelse og helliggørelse, må det springe ud fra at vi har syndernes forladelse, og ikke fra vor egen retfærdiggørelsestrang.

Først må vi, tilintetgjort og benådet, blive så indtaget af Kristus og hans nåde, at vi bare for hans skyld følger efter ham. At det bliver en sandhed i vort hjerte, når vi bekender: "Kristi kærlighed tvinger os. Og vi har slået dette fast for os selv: Når en er død for alle, så er alle døde."

Men når denne Kristi kærlighed tvinger os, da følger sandelig også et nyt liv, en ny skabning, som nu med en ny lyst følger sin Frelser gennem livet.